Kombinationen af en ideologisk offensiv og aktivisme viser, at processen med at genskabe fagbevægelsen som politisk projekt er gået i gang

af Jan Hoby, forretningsudvalgsmedlem LFS
Selvom strejketallene i Danmark er lavere i forhold til 70'erne og 80'erne, så giver det mere end god mening at snakke om særdeles gode muligheder for at se arbejderklassen indtage en fremtrædende rolle på den politiske scene i den nærmeste fremtid.
I det seneste års arbejdskampe har vi både set en ny militans blandt de strejkende og en ny villighed til aktioner og faglige møder. SAS's piloter sagde fra overfor SAS ledelsens diktatoriske ledelsesstil, buschaufførerne i København strejkede mod dårligt arbejdsmiljø, HK'ere strejkede mod deres arbejdsgivere i Dansk Skuespillerforbund. 2500 tillidsfolk fra DLF (Danmarks Lærerforening) har været forsamlet til møde vendt imod regeringens angreb på demokratiet og lærernes metodefrihed i folkeskolen, og sidst men ikke mindst, FOA (Fag og Arbejde) har taget initiativ til en underskriftindsamling til forsvar for efterlønnen.
Disse aktioner spreder sig til andre fagforbund, fagforeninger og arbejdspladser, og er altsammen brudstykker, der peger mod en fornyet kampvillighed i arbejderklassen. Beskeden er den samme uanset faggruppen. 'Vi finder os ikke mere i regeringens og arbejdsgivernes angreb på vores rettigheder og arbejdsvilkår.'
Frederik Engels argumenterede for at klassekampen foregår på tre niveauer, det ideologiske, det politiske og det økonomiske. Med mindre udviklingen indenfor fagbevægelsen og udenfor fagbevægelsen er forstået og analyseret indenfor denne generelle kontekst, bliver det næsten umuligt at komme til en fornuftig forståelse af hvad der sker.

Tvinger til handling
FOA's underskriftindsamling er et politisk og ideologisk tigerspring som både udfordrer regeringens nyliberale dagsorden og tvinger resten af fagbevægelsen til at handle eller blive hægtet af!
Der mangler et politisk alternativ i fagbevægelse, til dem der er utilfredse med Socialdemokratiets højredrejning - og fagbureaukratiets passivitet.
Med den skærpede kapitalistiske konkurrence kommer enhver strejke og faglig kamp meget hurtigt op mod både stat, medier og fagbureaukratiet. Fagbureaukratiet er, trods en del venstredrejede ledere i nogle forbund, stadig tæt bundet til Socialdemokratiet, politisk og ikke mindst ideologisk.
Der mangler et netværk af tillidsfolk og andre fagforeningsaktivister, som er villige til at kæmpe på trods af Socialdemokratiet knæfald for nyliberalismen. Et netværk som har de politiske svar, der skal til for at imødegå stat, medier og fagbureaukrati.

Netværk
Opbygningen af et sådant netværk er først og fremmest en politisk proces, ikke en praktisk-teknisk. Det er en proces som er i gang. Mange steder bliver der valgt yngre tillidsfolk, som er inspireret af antikrigs- og den globaliseringskritiske bevægelse. Hvis de fagligt aktive ikke får forbindelse med hinanden og får mulighed for at udvikle deres ideer sammen i et anti-kapitalistisk miljø, så vil de, trods utilfredshed og kampvilje hos kollegerne, være svage overfor stat, medier og fagbureaukrati.
Fagligt Ansvar må kende sin besøgstid! Fagligt Ansvar kan spille den vigtige rolle som fødselhjælper til denne udvikling.
Der vil komme strejker, som vil blive vundet, og som et mindretal begynder at generalisere fra. Det er en udvikling, vi har set for eksempel i Frankrig.
Men det er svært at se en sådan generalisering blive fastholdt, medmindre der samtidig opbygges et politisk alternativ, som på den ene side kan forbinde radikale faglige aktivister, men som ikke er begrænset til kun at handle om faglige spørgsmål.
De største inspirationer i disse år kommer ikke fra den faglige scene isoleret, men først og fremmest fra den bredere kamp mod krig og nyliberalisme, fra Venezuela og Bolivia. Enhver faglig kamp kræver et politisk svar.
Med FOA's initiativ er ånden kommet ud af flasken. Kombinationen af en ideologisk offensiv og aktivisme viser, at processen med at genskabe fagbevægelsen som politisk projekt er gået i gang.