06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reaktion på Muhammed-tegninger misbruges af USA

Reaktion på Muhammed-tegninger misbruges af USA

Fredag, 10. februar, 2006, 00:00:00

Sidste år leverede USA et stort antal kæmpebomber til Israel. Nu gør israelerne klar til at angribe Iran

af Sven-Erik Simonsen
Sidste år leverede USA et stort antal kæmpebomber til Israel. Nu gør israelerne klar til at angribe Iran.
USA`s udenrigsminister Condoleezza Rice benytter protesterne mod Jyllands-Postens fornærmelse af verdens muslimer til at kritisere Teheran for at opfordre til vold og udnytte muslimernes vrede:
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Iran og Syrien er gået over stregen i forhold til at opflamme følelser og bruge dette til egne formål, sagde Rice.
Det var efter at 200 iranske demonstranter havde angrebet den britiske ambassade i Teheran, men var blevet stoppet af politiet. Det var også efter at Danmarks og Norges ambassader havde været angrebet af demonstranter, hvor myndighederne også havde grebet ind og afværget ødelæggelser.
Når Rice i modstrid med virkeligheden anklager regimet i Iran på denne måde, skal det ses i lyset af USA`s langvarige pres på Iran, hvor USA i lørdags vandt et solidt flertal i FN`s Atomenergi Agentur (IAEA) for at indbringe sagen om Irans atomprogram for FN`s sikkerhedsråd... hvor der kan vedtages sanktioner.
USA ønsker at kaste så meget mudder på Iran som muligt.

Israel i front
Det er interessant at notere sig, at Condoleezza Rice fyrede sine anklager mod Iran af på et pressemøde sammen med Israels udenrigsminister Tzipi Livni. Israel er klar til at udføre et militært angreb på Iran.
Ifølge avisen Sunday Times er israelske specialtropper sat i alarmberedskab. I en Israelsk rapport om Irans atomprogram, fastslår Israel, at man ikke vil tolerere et atombevæbnet Iran. I den valgkamp, som er i gang i Israel, siger lederen af Likud-partiet, Benjamin Netanyahu, hvad han gør, hvis han bliver valgt til landets premierminister:
- Når jeg danner en ny israelsk regering, vil vi gøre det samme, som vi gjorde tidligere mod Saddams reaktor - det gav os 20 års fred.
I 1981 bombede israelsk fly Iraks atomreaktor i Osirak.
USA har forsynet Israel med de bomber og fly, som er nødvendige for at gennemføre et angreb på Iran. Konkret råder Israel over mere end 100 Blu-109 'bunker-buster' bomber, som kan trænge ned i undergrunden eller gennem stærk armering inden de eksploderer.
Israelske forsvarseksperter siger ifølge den indiske avis Zee News at det israelske luftvåben har kapacitet til at smadre Teherans atomprogram ved at slå til mod sårbare punkter. Den tidligere chef for Israels væbnede styrkers planlægning, Shlomo Brom, siger til magasinet Newsweek, at Irans anlæg til berigelse af uran i Natanz og et andet anlæg i Esfahan er udpeget som nøglepunkter, som man i givet fald vil sætte ud af spillet.

Udbredt bekymring
Der er mange mennesker, som bekymrer sig for om Iran er ved at anskaffe sig atomvåben. Helt tilsvarende er der mange, som er foruroligede ved tanken om at Nordkorea råder over et eller flere a-bomber.
Realiteten er, at det er helt udelukket, at et af de to lande vil angribe USA først med atomvåben. Magtbalancen mellem USA på den ene side og Iran henholdsvis Nordkorea på den anden afgør entydigt, at de to lande ikke kalkulerer med et angreb på USA. Nordkorea siger det udtrykkelig; men forbeholder sig retten til at besiddet atomvåben for at afskrække USA fra at gøre alvor af sine angrebstrusler.
I forhold til Iran har USA`s egne efterretningstjenester i flere omgange konkluderet, at hvis/når Iran søger at skaffe sig atomvåben, så hænger det netop sammen med iranernes frygt for et amerikansk angreb.
I 2002 stemplede præsident Bush Iran og Nordkorea som 'Ondskabens akse' - sammen med Irak. Et år senere faldt bomberne over Irak. Pentagon præsenterede i 2002 en hemmelig plan for brug af atomvåben mod syv navngivne lande 'i tilfælde af en uventet militær udvikling'. Iran er et af de syv lande, påpeger historikeren Gareth Porter på OneWorld.net.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp