Kulturredaktøren er bare en forkælet møgunge, som desværre får alt for meget medieopmærksomhed for sine fundamentalistiske synspunkter
af Kit Bruun, Fåborg
Kære Muslimer.
Lad jer ikke provokere af en uopdragen, overforkælet, umoden dansk dreng.
Det sker i Danmark, at uopdragne dårligt uddannede muslimske drenge siger: 'Jeg knepper din mor!' Det er en meget krænkende og sårende udtalelse.
Der er danskere, der mener, at sådanne udtalelser fra uopdragne smådrenge bør føre til, at danske grænser lukkes for muslimske indvandrere.
Det er ikke en opfattelse, jeg deler.
Vi er alle mennesker i den samme verden. Vi har alle et ansvar for, at løse de uoverenstemmelser som opstår, når forskellige kulturer støder sammen.
Det kan naturligvis være vanskeligt at forstå, at det i Danmark ikke er de uuddannede, der føler sig foranlediget til, at krænke og såre den muslimske kultur.
I Danmark er det en veluddannet kulturredaktør på et af landets førende dagblade, der begiver sig af med den slags.
Jeg har erfaret at man ved almindelig dialog og samtale, kan få en muslimsk gadedreng til at forstå, at udtalelsen: 'Jeg knepper din mor', er upassende chikane af andre mennesker.
Den danske kulturredaktør er desværre mere fundamentalistisk og hårdnakket i sit forsvar for retten til at krænke andre mennesker.
Da jeg ikke kender ham personligt, og kun hørte efter med et øre, da hans baggrund blev beskrevet i dansk tv, kan jeg kun gætte på, hvorfor han er blevet, som han er.
Vi tilhører samme generation kulturredaktøren og jeg. En meget forkælet generation. Vi er børn af 60`erne. En opgangstid i Danmark og Europa, hvor børn og unge kunne vrage og vælge mellem arbejde og uddannelse. Det var også på den tid, at kulturrevolutionen i Kina fandt sted. Mange af os unge blev inspireret.
Vi troede faktisk, at vi, i kraft af vores ungdom, var både klogere og bedre end de ældre og erfarne. Vi opførte os kort sagt temmelig respektløst og krænkende overfor andre mennesker. Vore forældre, som var børn af besættelsestidens rationering og knaphed, ville naturligvis give os det bedste af det bedste. Bagsiden af medaljen var, at vi ikke som børn fik lært den ydmyghed og respekt, som kampen for tilværelsen har lært andre mennesker.
Så derfor kære muslimske medborgere i hele verden.
Slå koldt vand i blodet. Kulturredaktøren er bare en forkælet møgunge, som desværre får alt for meget medieopmærksomhed for sine fundamentalistiske synspunkter - men han repræsenterer ikke hele Danmark.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278