En del siger, at det er godt nok med bonus. Jeg har altid syntes, det var noget lort, og det synes jeg mere og mere, jo mere jeg møder det!

af Kjeld Stenum
Der findes mange slags produktivitetsfremmende lønsystemer, og det er vist mere end hundrede år siden, arbejdsgiverne begyndte at hitte på den slags.
I min ungdom lærte vi på de venstreorienterede skolingskurser, hvor jeg fik min opdragelse at tage afstand fra hele molevitten. Det eneste rigtige var naturligvis et kommunistisk fordelingsprincip, altså at enhver ydede efter evne og modtog efter behov. Men indtil vi fik socialisme, var en tilstrækkelig høj almindelig kapitalistisk timeløn den bedste tilnærmelse til retfærdigheden, vi kunne opnå.
Begge disse ting synes jeg måske nok stadigvæk. Men med alderen og et halvlangt arbejdslivs realiteter har jeg også fået nogle nuancer på opfattelsen. Det er efter min mening ikke alle slags produktivitetsfremmende lønsystemer, man behøver at afvise. Det kommer an på, hvor objektive de er, altså i hvor høj grad de reelt er knyttet sammen med, hvor meget man producerer. Det kommer an på, meget 'pisk' der er, og hvor meget 'gulerod', altså om det mest handler om, at man kan gå ned i løn, hvis man ikke løber stærkt nok, eller det mest handler om, at man får mulighed for at tjene mere ved at løbe stærkere. Det kommer an på, hvor stort spillerum de giver for forhandling af satser. Og det kommer an på, om der er tale om individuelle tillæg eller en kollektiv ordning.
Lad mig også minde om, at indtil et socialistisk samfund er tilstrækkelig højt udviklet til at gå over til kommunisme, har man ifølge klassisk marxistisk børnelærdom et socialistisk fordelingsprincip, der hedder, at enhver skal yde efter evne og modtage efter ydelse, og det er ret beset ikke andet end et akkord-princip.

Når vi ikke går på timeløn, er de to mest almindelige produktivitetsfremmende lønsystemer indenfor jord- og betonbranchen, bonus og akkord. I de senere år er arbejdsgiverne blevet gladere og gladere for at tilbyde bonus, og regulær gammeldags opmålt akkord er på retur, tror jeg. Det er ikke noget, jeg kender nogen statistikker over, det er blot min personlige oplevelse af udviklingen.
En del siger, at det er godt nok med bonus. Jeg har altid ment, det er noget lort, og det synes jeg mere og mere, jo mere jeg møder det. Nu har jeg godt nok for tiden et arbejde, hvor de har hængt en bonus op for næsen af os i håb om at få os til at løbe lidt stærkere eller arbejde lidt mere over. Det er så en gulerod, de har hængt op uden at have en pisk i den anden hånd, for vi kan ikke komme under vores sædvanlige timeløn, selvom vi måske ikke når den bonus. Og man er vel et dumt æsel, hvis man siger nej til at få en gulerod hængt op.
Men bonus er et system, hvor alting afhænger af, om du overholder en bestemt tidsfrist. Overskrides slutdatoen, får vi ingen bonus. Om vi arbejder over hver dag for at nå det, om vi udvider sjakket til det dobbelte, eller om vi indfører et skifteholdssystem for at nå det er oftest ting, der kan forhandles om, uden at bonus sættes over styr.
Til gengæld betyder enhver forsinkelse så også blot, at vi skal løbe stærkere, for tidsfristen bliver der ikke lavet om ved. Så er det lige meget, om det er vores egen skyld, vi er blevet bagefter, eller det er byggeledelsens ansvar eller har med leveringsforsinkelser at gøre. Alt falder tilbage på os, og det er det, der er det lortede i bonus.
Normalt er bonus forbundet med både pisk og gulerod, således at udløst bonus giver et tillæg til den sædvanlige timelønsbetaling, mens det minimum, man kommer ned på, hvis bonus ikke udløses, ligger under den normale timeløn. Det sker dog i byggetravle tider, at arbejdsgiverne tilbyder bonus, uden at det er forbundet med truslen om lønnedgang.

I en akkord får vi derimod den producerede mængde målt op og betalt i forhold til satser, vi kan forhandle. Der findes også en overenskomstfastsat priskurant, som sikrer et vist minimum under disse satser.
Ethvert byggeprojekt har dog så mange særlige individuelle vanskeligheder, at det er sjældent, det er til at tjene ret mange penge på bare at køre efter priskuranten. Ofte er der ting, der slet ikke er til at måle op, og for eksempel på mange slags bygningsrenovering er det måske det meste.
Man forhandler sig frem til, hvad der skal være med i akkorden, og hvad ikke, og man forhandler sig frem til en løbende lønudbetaling mellem opgørelserne af akkordoverskud. Størrelsen af denne løbende udbetaling er vigtig, fordi den oftest også i praksis fungerer som bund under akkorden, altså det laveste man kan komme ned på, hvis det hele går i skuddermudder.
Det, som er den afgørende forskel fra bonus, er dog, at i en akkord bliver alt det, som sinker arbejdets udførelse, og som ikke er vores egen skyld, holdt uden for akkorden. Det er ventetid eller timelønsarbejde, hvis byggeledelsen har lavet kage i tilrettelæggelsen, hvis vi ikke har fornødent værktøj eller materiel og så videre, og det betales efter en sats, vi også forhandler os frem til.
Derfor er akkord på mange måder et udmærket system, og på regulært arbejde kan man som regel tjene betydeligt mere på akkord, end hvad man får på almindelig timeløn, og det endda uden at løbe stærkere. Det viser bare noget om, hvor meget arbejdsgiverne snyder os, når vi går på almindelig timeløn.

Både bonus og akkord er indenfor vores branche normalt kollektive aftaler, det er hele sjakket og ikke enkeltpersoner, der indgår en akkord- eller en bonusaftale. Vi mærker dog også alt det der 'ny-løns'-pjat med individuelle fedterøvstillæg, og jeg møder da også makkere, der går ind for sådan noget. Men jeg tror og håber ikke, det har en fremtid i vores branche. Vi er for afhængige af at være gode til at arbejde sammen.