Når Fogh ikke har villet tage klart afstand fra tegningerne, kan det kun tilskrives, at han herved ville have været nødt til at tage afstand fra sin egen regerings politik
af Henrik Herløv Lund, kristen og kirkegænger
Den aktuelle krise omkring Muhammed-tegningerne er i betydelig udstrækning selvforskyldt.
Krisen er selvforskyldt i og med, at den for det første skyldes Jyllands-Postens selvbestaltede korstog med at offentliggøre blandt andet en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Dette kan kun forstås på en måde, nemlig at islam som sådan slås i hartkorn med terror.
Jyllands-Postens offentliggørelse af en sådan tegning har derfor intet med forsvar for ytringsfrihed at gøre, men handler tværtimod om ansvarsløs omgang med ytringsfriheden, om at misbruge ytringsfriheden til helt urimeligt at trampe på alle muslimers religiøse følelser, om blasfemi med andre ord. Krisen er for Jyllands-Postens vedkommende således i høj grad selvforskyldt.
Krisen skyldes for det andet Anders Fogh Rasmussen. Som statsminister burde han på regeringens og nationens vegne med det samme have taget afstand fra Jyllands-Postens krænkelse af og blasfemiske omgang med muslimers religion - som den norske statsminister og en lang række andre statsledere har gjort det.
Når han ikke har gjort det, skyldes det heller ikke her en heroisk kamp for ytringsfrihed. Havde han blot villet have en diskussion om ekstreme islamisters brug af religion til vold (og kristne fundamentalisters ditto) kunne den sagtens have være ført, uden at krænke samtlige muslimers religiøse følelser.
Nej, når Anders Fogh Rasmussen ikke har villet tage klart og utvetydigt afstand fra tegningerne, kan det kun tilskrives, at han herved ville have været nødt til at tage afstand dels fra sin egen regerings politik, der jo på mange områder har bygget på og stået for fremmedantipati, og navnlig fra sin alliance med Dansk Folkeparti, som jo helt entydigt har stået for fjendtlighed mod fremmede og mod muslimer. Så som man reder, så ligger man - det gælder også for Anders Fogh Rasmussen i denne sag.
At sagen så også bruges af yderliggående kræfter og udløser vold, må på det skarpeste fordømmes og bekæmpes. Men kraftige reaktioner burde ikke komme bag på mennesker med blot en begrænset indsigt i den arabiske og muslimske verden. Hvis dette kommer bag på Jyllands-Postens redaktion, er den ikke i besiddelse af den viden, som kræves for at bestride jobbet og bør - som Uffe Ellemann Jensen rigtigt har påpeget - gå af. Det bør den også gøre, alene for at sone sin blasfemiske omgang med ganske almindelige muslimers religiøse følelser.
For Anders Fogh Rasmussens vedkommende har han kun et at gøre af hensyn til danske interesser og ikke mindst af hensyn til danske borgeres ve og vel, nemlig ufortøvet og uden de hidtidige tvetydige vendinger at tage skarpt afstand fra Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne. Kan og vil han ikke bringe det 'offer' af hensyn til nationens og danske borgeres ve og vel, lever heller ikke han op til sit ansvar som statsminister.
Som årsagen til hele miseren, ligger nøglen til en fredelig udgang i Danmark selv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278