18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

John Dewey roterer i graven

John Dewey roterer i graven

Torsdag, 23. februar, 2006, 00:00:00

Lad os håbe, at den ny bølge af interesse for John Deweys pædagogiske og politiske ideer, der nu er nået til Danmark, kan stimulere til en bred debat om demokratiets værdier

af Mauri Johansson
Sammen med en gruppe filosoffer udviklede den pædagogiske og politiske tænker, John Dewey, pragmatismen.
Det er en filosofisk retning, der mente og mener, at sande ideer er dem, vi kan bekræfte i praksis. Sandhed skabes i erfaringen, gennem handling, ligesom sundhed, rigdom eller styrke.
Pragmatisterne sondrer ikke mellem fakta og værdier - værdier er også fakta. Al teori er værdiladet og bør være det - til gavn for mennesket.
Praksis er det primære, som hos Marx. Dewey opfatter forskningen som en praktisk aktivitet. Objekter i eller sandheder om verden, der er farlig og omskiftelig, er ikke på forhånd givne, men må afprøves igen og igen under de ny forhold, hvor stabiliteten i 'organisme-omverden-systemet' kommer i ubalance.
Videnskab er en metodisk anvendelse af den praktiske fornuft. Og er det mest effektive middel vi har til stabilisering af begivenheder og genopretning af forstyrrede vaner og praksisser.

Deweys demokratiopfattelse
Dewey betragter livet som en selvfornyende proces, hvor vi sammen handler i forhold til vores omgivelser. Og uddannelse/opdragelse er måden, vi giver livet social kontinuitet.
Dewey var dybt demokratisk i sit syn på menneske og samfund, skole og arbejdsplads. Han tog opgør med det klassedelte samfund, kæmpede for ligestilling og de sortes rettigheder.
USA`s konstitution blev skabt efter den amerikanske revolution (1775-83) og den blev vedtaget i 1789 med tilføjelse af erklæringen om borgerrettigheder 1791.
Konstitutionen overlevede borgerkrigen (1861-65). John Deweys (1859-1952) barndom og ungdom var mærket af efterveerne af krigens rædsler og det prægede ham for livet.
Han var dog en konsensussøgende person, der kritiserede kommunismen ('statssocialisme'), men var mildere stemt overfor fagforeninger. De borgerlige frihedsrettigheder var således fundamentale for Dewey.
Ved det betydelige tanke- og politiske arbejde, som pragmatisterne, især Dewey, udfoldede, var de åndelige garanter for genoprettelsen af det civiliserede liv, Lincoln igangsatte efter borgerkrigen.

USA`s forfatningskrise
USA`s forfatningskrise - med etablering af 'den kolde krig' fra 1947 og mccarthyismen fra 1950 vendt mod de allesteds infiltrerende 'kommunister' - nåede Dewey lige at opleve.
Han vil have advaret imod de indgreb i borgerrettighederne, som perioden medførte. Han vil have været rystet over den åbne forfatningskrise, Nixon kastede landet ud i med Watergate-skandalen i 1974 under Vietnam-krigen. Men han roterer nok i sin grav ved de overgreb den nuværende Bush-regering har gjort overfor det amerikanske folk: ulovlige telefon- og e-mailaflytninger, massive sociale forringelser for de svage, især svigtet efter orkanen Katrina i forhold til de fattige sorte, tortur i fængsler under en krig i strid med folkeretten.
Lad os håbe at den ny bølge af interesse for Dewey, der startede i USA efter den kolde krigs ophør i 1990, og nu når Danmark, kan stimulere til en bred debat om demokratiets værdier såvel i USA som Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp