Der skal en mere end almindelig dygtig demagog til, hvis begivenhedsforløbet i DRCongo skal forklares som et produkt af forsvar for demokrati eller kampe mod terrorisme.

af Kjeld Stenum
Titlen på denne skærveknuser er lånt af sømandsforfatteren Joseph Conrad, der skrev en fremragende lille roman af det navn om imperialismens grusomme fremtrængen i det afrikanske land Congo for omkring 100 år siden, i dag kaldet Den demokratiske republik Congo.
Grunden til, at jeg skriver en skærveknuser om dette fjerne afrikanske land, er, at jeg har lyst til at sige noget om proportionssans i medierne. Eller rettere manglen på samme. Samt hvad der ødelægger denne proportionssans og med hvilket formål.
Nylig hørte jeg tilfældigt i en nyhedsudsendelse, at den konflikt, der i øjeblikket udspiller sig i DR Congo, allerede har krævet omkring fire millioner døde. I betragtning af, hvor meget der er blevet talt om eksempelvis Milosevics eller Saddam Husseins terror, er det fuldstændig absurd, hvor lidt omtale denne katastrofale konflikt har fået.
Dødstallet er så højt, at ingen anden konflikt i verden siden anden verdenskrig kommer op i nærheden af det. Og der dør fortsat daglig omkring 1.000 mennesker der. Og så er de døde endda kun toppen af isbjerget. Nedbrænding af landsbyer, systematiske voldtægter af kvinder, børn, der rekrutteres til soldater af de samme bander, som myrdede deres forældre, og lignende tildragelser fortæller om en dagligdag, hvor grusomhederne fuldt kan måle sig med det værste, vi ved om fra anden verdenskrig.
Alligevel går der måneder imellem, at medierne har blot et par sætninger. Er det fordi DR Congo ligger for langt væk? Fordi det er en intern afrikansk krig, som er politisk irrelevant for os? Fordi der ikke kan slås hverken anti-kommunistisk eller anti-muslimsk plat på den, og den derfor er ideologisk uinteressant for vestlige kapitalinteresser? Eller fordi det at kaste lys på den måske ligefrem vil være kompromitterende for dele af disse kapitalinteresser, og Vestens politiske interesse er at få konflikten fortiet?
Skal man gætte på nogen af disse grunde, er det nok snarest den sidste. Og med 'Vesten' kan man nok også roligt sige USA, hvor over 90 procent af verdens nyhedstelegrammer, så vidt jeg husker, produceres.

For i modsætning til de fleste afrikanske lande er DRCongo nemlig ikke uinteressant for vestlige kapitalinteresser. Det østlige Congo omtales af nogle som verdens største uudnyttede ressource-lager: Her er både jern og kobber og sjældne kostbare tungmetaller, her er uran og diamanter, og sidst men ikke mindst findes her verdens vistnok største olieforekomst syd for ækvator.
Alle disse ressourcer er umådelig interessante for vestlig kapital, blandt andet er det jo én af de mest sejglivede dogmer i amerikansk udenrigspolitik at være parat til at gøre hvad som helst for at sikre kontrollen med energiressourcerne.
Under diktatoren Mobuto i firserne havde USA denne kontrol i Congo, der dengang hed Zaire. Men Mobutos højreorienterede regime var for gammeldags og ustabilt, moderne amerikansk imperialisme fører sig frem med blodigt forsvar for demokrati og tortur for menneskerettigheder.
Så efter den kolde krig forsvandt USA`s støtte, og så holdt Mobuto ikke længe. I stedet kom den venstreorienterede tidligere guerilla-leder Kabila til magten i 1997. Congos hær var infiltreret af 'rådgivere' fra især nabolandet Rwanda, hvis præsident var amerikansk uddannet. Og da Kabila smed disse 'rådgivere' ud i 1998, blev det startskuddet til en invasion i Congo af Rwanda- og Uganda-militær.
Kabila havde mægtige fjender. Hans politik var klart antiimperialistisk. Han nationaliserede de privatejede selskaber fra Mobutos tid, han indstillede tilbagebetalingen af Mobutos enorme udlandsgæld, og han sagde nej til Verdensbankens og IMF`s krav om markedsreformer.
Kabila, der havde stor folkelig opbakning, var ved magten frem til januar 2001, hvor han blev myrdet. Herefter tog hans søn over. I 2002 blev der lavet en fredsaftale, og i 2003 sluttede konflikten officielt. Men den fortsætter på det kraftigste, blot er de invaderende tidligere militser, der nu ikke længere får løn, forvandlet til rene røverbander.

Det er klart, at der vil være meget snavs, som kan graves frem, hvis der kastes for skarpt lys på denne konflikt. For os, der husker Chile, er det nærliggende at tro, at en afdækning af hele begivenhedsforløbet vil vise et USA i en omtrent lige så kompromitterende rolle som den, landet spillede ved mordet på præsident Allende i 1973. Og USA har svært ved at tåle sådan en afdækning i en tid, hvor det slår sine blodige udenrigspolitiske initiativer op på liberalistiske idealer.
Der skal en mere end almindelig dygtig demagog til, hvis begivenhedsforløbet i DRCongo skal forklares som produkt af forsvar for demokrati eller kamp mod terrorisme.
Derfor er det bedre, om det kan lykkes at tie konflikten ihjel og så slippe sandheden om den løs om en ti-tyve år sammen med et par lovprisninger af Gods own Country, hvor ytringsfriheden og retten til kritik er så stor, at den altid sikrer, at retfærdigheden sejrer til sidst - når den er blevet politisk betydningsløs.