18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er brug for respekt

Der er brug for respekt

Lørdag, 25. februar, 2006, 00:00:00

Det bliver mere og mere åbenlyst, at han ligger under for sine venner i Dansk Folkeparti, som er græsk-katolske overfor ytringsfriheden

af Jørgen Arbo-Bæhr, MF, Enhedslisten
'Jeg synes det er idiotisk, det du siger. Men jeg hverken kan eller vil forhindre dig i at sige det.' Det er vel kernen i ytringsfriheden.
Selv om ingen kunne eller skulle forhindre Jyllands-Posten i deres politisk begrundede angreb på muslimer i ind- og udland, må det ikke forhindre, at de bliver kritiseret for det. Det var jo helt bevidst for at krænke og forhåne, at de gjorde det. Det er der nogle, der synes er politisk klogt. Jeg synes det ikke.
Men hvad med den øverste magthaver i Danmark, statsministeren. Han nægter hårdnakket at tage stilling. Han blander bevidst spørgsmålet om ytringsfrihed sammen med, at han ikke tør tage politisk stilling. Og hvorfor gør han så ikke det?
Det bliver mere og mere åbenlyst, at han ligger under for sine venner i Dansk Folkeparti, som er græsk-katolske overfor ytringsfriheden. Dansk Folkeparti udnytter kynisk den aktuelle situation til at hetze mod alle muslimer med udtryk som 'frø af ugræs', med slet skjult henvisning til nazisterne under besættelsen.
Også de mest stupide og reaktionære imamer har ytringsfrihed. Også dem skal vi kritisere for deres misbrug af ytringsfriheden. Men lad være med at skære alle muslimer over en kam på grund af fjolser som Akari og Abu-Laban.
Dansk Folkeparti gør, hvad de kan for at øge modsætningerne mellem muslimer og ikke-muslimer. Det er partiegoisme af værste skuffe, og gør kun konflikterne værre. I stedet er der brug for forsoning og gensidig respekt mellem mennesker, uanset nationalitet og religion. Giv udtryk for din mening på www.anotherdenmark.org.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp