Det handler om principper, siger Fogh. Derfor må han gå planken ud. Og den kan vise sig at være kortere end han selv aner

'!Den her sag er først og fremmest en sag af meget principiel karakter, er jeg nødt til at understrege. Det er ikke et spørgsmål om praktisk håndtering. Det er et spørgsmål om politik og principper!!'
Sådan lød ordene, da Fogh i tirsdags holdt sit ugentlige pressemøde. Det var også her, at han var nødt til at understrege det principielle om det famøse brev fra de 11 ambassadører, at 'Oversættelsen er helt uvæsentlig'.
Det var her, han blankt afviste, at der skulle gennemføres en undersøgelse af hændelsesforløbet med Jyllands-Postens tegninger og Fogh-regeringens egen håndtering af sagen. Og jo - Fogh har ret. Det er politik!
Fogh står på en fuldstændig klar position. Han har sine principper, som andre sandt for dyden skal lære - for de er universelle. Der er intet uforudsigeligt i forløbet, efter at hans politik trådte ind i en ny fase med JyllandsPostens tegninger.
De valg Fogh har truffet er klare. Han har været fuldt informeret hele vejen i gennem. Der har været breve og henvendelser fra flere ambassadører og udenrigsministre.
I december advarede - helt uhørt - 22 tidligere danske ambassadører Fogh om konsekvenserne af hans politik.
Selvom Fogh gerne fremstår som ulastelig, stålsat og sikker, så er der alligevel noget, der er gået galt. Det har noget at gøre med en af bourgeoisiets fineste egenskaber - blindheden for gaderne.
Gang på gang bliver det borgerlige kontrolsystem overrasket over gadernes dynamik. Gaderne er byernes vigtigste og egentlig demokratiske rum. Det klassiske eksempel er Paris efter den franske revolution i 1848.
Napoleon den 3. og Baron Haussmann gennemførte nogle radikale indgreb i Paris, der var præget af en kringlet gadestruktur.
Erfaringerne fra revolutionen viste, at de var særdeles uegnede til at få ram på oprørske borgere med kanoner.
De lange lige boulevarder var som skabt til kanoner og kunne til med bruges til at sektionere byen i mere kontrollable enheder.
Paris er ikke Bagdad, men Fogh har tropper i landet, side om side med USA's enheder. Også herfra burde han være informeret om gadernes dynamik.
Alligevel lander Fogh, som om han ikke kan se skoven for bare vognstænger. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at 'oppositionen' ikke har fattet en brik af Foghs politik.
Oppositionen har hidtil optrådt, som om deres eneste mission var at hjælpe Fogh med hans politik, fordi en uforskyldt ulykke har ramt landet.
Foghs styrke er oppositionens svaghed. Socialdemokraternes spejling af Foghs linje fører dem direkte i retning af spærregrænsen. Derfor kan han insistere på, at det blot er politik, og at den kan blive prøvet i Folketinget.
Han ved, at Dansk Folkeparti vil redde ham - selvom prisen selvfølgelig stiger og vil blive indløst ved næste finanslovsforhandling.
Spørgsmålet er, om Fogh kan overleve sin egen politik, når den nu står krystal klar. Det er sandsynligt, at Fogh bliver udsat for et voksende internationalt pres. Og ligesom Fogh kan kaste skyld på udenrigsministerens vege skuldre, så kan internationale ledere gøre det samme i forhold til Fogh. For dem er der altid et ny jakkesæt i skabet.
Det handler om principper, siger Fogh. Derfor må han gå planken ud. Og den kan vise sig at være kortere end han selv aner. Han må til at beslutte sig - gerne inden på tirsdag!