Hvorfor solgte A.P. Møller Berlingske Tidende? Og hvorfor bruger skandinaver kun sølle seks timer om dagen på medier? Læs anden del af Arbejderens jagt på ytringsfriheden

af Peter Rasmussen [læs 1. del af artiklen her]
Rejsen i ytringsfrihedens randområder fortsætter ufortrødent. Men billedet bliver ikke ligefrem mere tydeligt:
I 2005 fik sømændene i fagforbundet 3F en bøde på tre millioner kroner for deres annoncer rettet mod danske rederier, der udnytter asiatiske søfolk. Årsagen var, at kampagnen angreb selve branchens ry. Der var åbenbart ingen ytringsfrihed for de danske søfolk.
De filosoffer, der i sin tid definerede ytringsfriheden som en rettighed, opfattede den ellers som en universel frihed, der svævede over vandene. En ubegrænset rettighed, der var udledt af naturens orden.

Analfabeters ytringsfrihed
I dag kan fleste godt se, at der er grænser for ytringsfriheden. Grænsen går der, hvor den støder på andre menneskers rettigheder, for eksempel retten til ikke at blive ramt af racisme, chikane og injurier.
Samtidig burde det være åbenbart, at der er en stor begrænsning af den faktiske ytringsfrihed for den fjerdedel af alle mennesker i verden, der ikke kan læse eller skrive.
Ytringsfriheden er altså dyrebar, så meget har vi forstået.
Danmarks største avis bruger blandt andet denne rettighed til at håne muslimer og til at mistænkeliggøre folk, der bliver slået ned af nazister uden for Café Oskar i Århus. De kalder frihedskæmpere for terrorister og besætterne i Irak for befriere, i ytringsfrihedens navn. Sådan viser bannerførerne i Viby deres demokratiske sindelag.

Farvel til tanten
Ytringer er en vare, som kan købes og sælges, og friheden består i at have råd.
Udover JP/Politikens Hus, er det koncernerne Orkla, Metro Express og Bonnier, der har penge til at dominere avismarkedet.
Forbindelsen mellem den økonomiske elite og massemedierne er tydelig. Men engang imellem stiller den sig ekstra til skue:
Da Berlingske Tidende for et par år siden skrev om A.P. Møller-koncernens våbensalg til tyskerne under Anden Verdenskrig, reagerede ledelsen på Esplanaden prompte:
Hele det Berlingske Officin blev solgt til det norske selskab Orkla.
Det er en huskekage til de aviser, der formaster sig til at føre kritisk og uafhængig journalistik.
Ejerne af medierne er dog ikke de eneste, der kan købe sig til ytringer i pressen.
Halvdelen avisernes indtægter kommer direkte fra private annoncører. Med reklamer kan erhvervslivet købe sig direkte og indirekte indflydelse på avisens redaktionelle linje.
Dette kan naturligvis aldrig indrømmes. De danske medier fremstiller jævnligt sig selv som demokratiets bidske vagthunde og magtens vogtere ved svulstige skåltaler.
Annoncørernes magt er om muligt endnu mere tabu end både profeten og hans skæg
Det private ytringsmonopol kalder sig neutralt, men det har for længst valgt side. Monopolet har da heller ikke lagt skjul på sin systembevarende karakter i de seneste ugers debat om såkaldt vestlige værdier.

Et liv foran skærmen
Hvis vi vender blikket mod verden, så kontrolleres næsten al nyhedsformidling af en håndfuld vestlige koncerner, hvis ejere blandt andet har interesser i våbenindustri og atomkraft.
Et af mest tydelige eksempel på fusionen mellem politisk magt, medier og kapital ses i Italien.
Italiens rigeste mand, Silvio Berlusconi, er blevet præsident, fordi han ejer Europas næststørste medieselskab, Mediaset, der kontrollerer 90 procent af landets tv. Der er mildest talt ikke meget plads til Berlusconis politiske modstandere i italiensk fjernsyn.
Her udstilles den yderste konsekvens af kapitalismens ytringsfrihed: Magtens monopol.
Medierne er et af tidens mægtigste våben:
En englænder bruger omkring 15 år af sit liv foran tv-skærmen. En skandinav forbruger seks timer af alle slags medier om dagen, mens en amerikaner kommer op på forbløffende 11,8 timers medieforbrug dagligt.
Der er kamp om sjælene, og ytringsfriheden er et middel til sejr.

[læs 3. del af artiklen her]