I bestræbelserne for enhed i den kommunistiske bevægelse var det helt bestemt DKP-svanen, der måtte spille den grimme ællings rolle

af Peder Pedersen
Det er svært at blive uden for, når Jens Henneberg, i et svar til Lars Ulrik Thomsen (den 17. februar), drager ind i eventyrets rige.
Den grimme ælling er en god symbolik. Blot lige den ting at Jens Henneberg vender historien på hovedet. I bestræbelserne for enhed i den kommunistiske bevægelse var det helt bestemt DKP-svanen, der måtte spille den grimme ællings rolle. Appellen fra Jørgen Petersen var til tre partier - KPiD, DKP/ML og DKP.
Hvem der stillede betingelsen, om at DKP ikke måtte komme med - ja, den historie har vi stadig til gode at få offentliggjort. Men der var blandt bevidste kommunister en stor beundring for DKP/ML, da de i 'Tyve års kamp for socialismen' gjorde op med fortidens fejl. 'Jo vi har lært!' sagde de.
Partiet havde udviklet sig på næsten alle områder fra sine børnesygdomme til et parti, der nu kunne tage del i enhedsarbejdet, i fredsarbejdet og det faglige. Medlemmernes adfærd lignede i vid udstrækning det gamle DKP`s, som de tidligere havde kritiseret (mildt ord) til nu at tage ved lære af. De var før imod på grund af nævnte enhedsprincipper. Tilbage står at de nu bare er imod - og så må man jo finde på noget.
Splittelse? Er det ikke splittelse, når det ene parti udrenses? Er det ikke splittelse, når de to enige så udrenser hinanden? Personligt har jeg spillet den grimme ællings rolle, hvor jeg på DKP/MLs opfordring indkaldte på vegne af DKP Midtjysk til samarbejde i Århus. Fælles medlemsmøde og et stort fælles arrangement. I biografen Øst for Paradis så vi filmen fra frihedskampen 'Ingen Hamlet på Kronborg i år.'
Det hører til de gode minder, der styrkede troen på enhed, indtil det lille spejl på væggen der sagde: Du er bare så naiv, som nogen havde advaret om på forhånd. Dog, jeg tror stadigvæk, at der findes en verden på den anden side af andedammen og præstegårdens have. For DKP er den rigtige svane.