Det borgerlige demokrati smider fløjlshandskerne i tredje og sidste del af Arbejderens jagt på ytringsfriheden

af Peter Rasmussen
[læs 1. del af artiklen her] - [læs 2. del af artiklen her]
Det måtte jo komme.
I Arbejderens jagt på ytringsfriheden så avisens reporter udi profeter og menneskeret til sidst direkte ind i et par maniske, kuglerunde øjne:
- Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes! Den skal bruges til at provokere og kritisere autoriteter. Jeg hverken kan eller vil censurere danske aviser, messede den knirkende stemme igen og igen. Den tilhørte landets statsminister.
Meningen var ikke til at tage fejl af. Her skal ytres! Koste hvad det vil.
Anders Fogh havde knapt fuldendt sætningen, før det danske politi resolut greb ind og censurerede dagbladet Arbejderen.
Den lille avis skiller sig nemlig ud fra det gode selskab. Her står ingen købmænd eller udenlandske koncerner i baggrunden. Avisen er afhængig af frivilligt arbejde fra aktivister og rundhåndede bidrag fra læserne. Til gengæld får de en avis, der er ganske uafhængig af storkapitalens interesser. Og det var ikke meningen med ytringsfriheden.
Nu venter vi spændt på, at pressens og statens minister forsvarer avisens ukrænkelige ytringsfrihed.

Reglerne er ændret
I det kapitalistiske samfund er ytringsfriheden formel, fordi det menneske som ikke har råd til at udsende aviser eller benytte andre massemedier, faktisk bliver dømt til tavshed.
Men i disse år bliver selv den formelle ytringsfrihed og de formelle borgerlige rettigheder angrebet og indskrænket af magthaverne. Det sker gennem censur og terrorlove på verdensplan.
- Reglerne er ændret, siger Tony Blair ganske simpelt. Det er argumentet for at gå til angreb på vores mest basale demokratiske rettigheder.
Angrebet hænger tæt sammen med de krige imperialismen fører. Når man tæppebomber folkeslag med napalm og klyngebomber, bruger tortur og indespærrer uskyldige, er man nødt til at holde modstanden i ave. Det er egentlig logisk nok.
Men stramningerne og aggressionen er ikke et tegn på systemets styrke, tværtimod. Det er tegn på et system i krise. Et system, der ikke kan klare sig uden nye krige. Et system, der er nødt til at krænke sine egne lovpriste borgerlige værdier og bryde sine egne frihedsrettigheder. Reglerne er ændret.

Nye rettigheder i sigte
Der er det forunderlige ved det borgerlige demokrati, at det ikke virker, når lokummet brænder. Det øjeblik magten er presset, og der for alvor er brug for demokratiet, er de fine ord glemt.
Det oplevede de danske kommunister, der blev ulovligt fængslet og sendt i kz-lejre med kommunistloven i 1941. Dengang brugte Jyllands-Posten sin ytringsfrihed til at rose initiativet.
Og hvad gør vi i denne tid? Vi forsvarer de borgerlige frihedsrettigheder mod borgerlige politikere. Det sker, samtidig med, at vi kritiserer hulheden og klassedominansen i kapitalismens ytringsfrihed. Vi gør det med åbne øjne i et forsvar for de rettigheder, der trods alt er vundet gennem årene. Men vi ved, at historien fortsætter.
Da Venezuelas lovligt valgte præsident Chavez i 2002 blev udsat for et kup med støtte fra USA, spillede landets private medier en aktiv rolle i kuppet. Nu har Venezuelas regering sammen med andre lande søsat tv-stationen Telesur som modtræk til USA`s private holdningsmonopol, og det skaber frygt og bæven i Washington.
Telesur er farligt for ytringsfriheden, lyder det. Stationen er et brud på kapitalens monopol. Folkelig indflydelse på massemedierne er uønsket, men den lever, og eksemplet breder sig.
Vores forsvar for ytringsfrihed og menneskerettigheder må naturligt følges op af idéen om nye, reelle socialistiske menneskerettigheder. Rettigheder, der ikke er betinget af formue eller forbindelser. Rettigheder der giver reelle muligheder for mennesker. Også til at ytre sig.