Jeg bliver ophidset, når de såkaldt moderate muhamedanere slås i hartkorn med uromagerne og de evigt utilfredse

af Robert Dumong, Lejre
Jeg kan dårligt tage det alvorligt, når en samling vilde ignoranter stiller sig op i gaderne, og afbrænder det danske flag og billeder af Anders Fogh, mens de skriger en vrede ud, som det er vanskeligt at forstå grundene til.
Jeg kan kun opfatte det som en dårlig fire-forestilling, når kvinder formummet i tætte sorte gevandter, gennem de små sprækker som fører ud til det offentlige rum, råber en frihed ud, som det er svært at tage alvorligt.
Jeg kan med undren se de fordrejede argumenter, fremkaldt af den ydre fjende, som en bekvem anledning til at aflede interne konflikter.
Jeg kan sågar leve med den stuerene Poul Nyrup, der udslynger skældsord og formaninger. Det er dog så kort tid han - og hans lige - endnu har mulighed for at komme til orde, og nogen forsøger at tage dem alvorligt.
Men jeg har svært ved at leve med, at Laban, Hamid og Fatima fortæller mig, at de tydeligt kan mærke en voksende uvilje fra de etniske til at handle i deres butikker. Laban, Hamid og Fatima. Der morgen efter morgen stiller på arbejde. Morgen efter morgen slæber varer sammen, og først har fri fra arbejdet, når mørket længe har ligget over landet.
Så kan jeg blive ophidset. Ophidset og rasende på de urostiftende imamer som, med falske billeder og ord, har rejst omkring i de områder, de selv er politiske flygtninge fra, og har spredt budskaber, som stiller danskerne i dårligt lys. De danskere der har taget imod og givet dem samme levevilkår som den oprindelige befolkning. I flere tilfælde endog en positiv særbehandling.
Jeg bliver ophidset, når de såkaldt moderate muhamedanere slås i hartkorn med uromagerne og de evigt utilfredse, og jeg bliver sørgmodig, når fundamentalismen tager over og helt slører billedet.
Jeg tænker på de utallige krige, som har hærget Europa i fundamentalismens navn. Krige som har ændret vor religion fra lovgivende til etik. En kristen etik som gennemsyrer hele vor måde at tænke på. Og som vi for alvor mærker er til stede, når vi presses udefra.
Jeg bliver ophidset over de naive danskere, som blåøjet tror, at alle, efter en kort tid i landet har samme etik - uden de foregående hundrede års folkeoplysning og demokrati. Man skal ikke have rejst meget i landene syd for Middelhavet, før man erkender fundamentale afvigelser i måden hvorpå, samfundet opfattes i forhold til individet.
Jeg er ikke racist - ikke fremmedhader. Og vil ikke kaldes noget sådan - fordi jeg har en anden opfattelse end nogle meningsdannere. Jeg har mange gode venner blandt nydanskere. Venner - som udvider og beriger mit univers, som jeg forhåbentligt gør med deres.
Men jeg forbeholder mig ret til at skelne mellem mennesker efter deres vilje og evne til at indpasse sig i fællesskabet. Det gælder såvel nye som gamle danskere.