Sådan som jeg er opdraget, så tror jeg på, at magt i sig selv har en tilbøjelighed til at korrumpere, og den eneste måde at bekæmpe det på er at holde magthaverne i ørerne!

af Kjeld Stenum
Respekt er en underlig ting. Da jeg træder indenfor døren hos min palæstinensiske frisør, sidder en gammel sømand i frisørstolen.
Tilsyneladende er han og frisøren i gang med at diskutere racistiske problemstillinger af en eller anden art, for det første, jeg hører ham sige, er, at de sorte ofte er værre mod hinanden, end vi hvide har været imod dem. For at illustrere sin pointe beretter han om en afrikansk havn, jeg bliver ikke klar over hvilken, hvor han har ligget og lastet tømmer engang. De sorte arbejdsledere, som kan læse og skrive, er mere arrogante og indbildske end deres hvide kolleger, mener han, mens de sorte havnearbejdere arbejder under langt mere halsbrækkende og livsfarlige forhold, end nogen hvid arbejdsgiver nogensinde ville byde dem, de hopper rundt på tømmerstokkene nede i vandet og kommer undertiden helt ind under skibet, hvilket er forbundet med den største livsfare. Og deres løn er elendig. Det arbejde, som er allerfarligst, betaler man dernede allerdårligst, siger han.
Jeg kan ikke lade være med at forsøge at blande mig, for netop den dårlige skik er udfra mine erfaringer på ingen måde specielt afrikansk. Men jeg bliver overdøvet af frisøren, der let bliver ivrig.
Om sømanden ved, hvorfor det er sådan? Det er fordi de sorte arbejdsledere vil være lige så fine som de hvide, siger han. Det svar synes jeg er tankevækkende, og jeg kan også se på sømanden, at han tænker over det. Det havde han nok ikke gjort, hvis frisøren havde kaldt småracistisk selvgodhed for småracistisk selvgodhed.

Jeg har en fornemmelse af, at det, der har sat diskussionen mellem sømanden og frisøren i gang, er de der famøse muhammed-tegninger.
Men da det bliver min tur til at sidde i stolen, orker jeg ligesom ikke spørge om det. Tvinger jeg frisøren til at sige noget om det, vil han måske føle, det er svært at undgå at sige noget fornærmeligt om den kultur, jeg kommer fra, og hvorfor bringe ham i den forlegenhed?
Derfor spørger jeg ham, hvad der nu skal ske i Palæstina, der er jo tilsyneladende ikke nogen, der vil tale med Hamas. Jo, det vil Iran, siger han. Og det er godt efter hans mening. Men det er jo nok ikke godt for hverken freden eller palæstinenserne, at hverken USA eller EU vil, og at Israel ligefrem kan pålægge Palæstina økonomisk afstraffelse.
Ja, Bush og Israel synes, det er godt med demokrati, siger jeg, i hvert fald hvis palæstinenserne vælger dem, de kan lide.
Det er dobbeltmoral, siger frisøren. Men det kommer ikke bag på ham.
Nej, det er jo sket før, siger jeg, det var nok også på den måde, sandinisterne i Nicaragua blev tvunget i knæ.
Læg et lands økonomi i ruiner, så taber dets styre populariteten. Det skete også i Algeriet engang, siger frisøren, de valgte et muslimsk styre på demokratisk måde, men det kom aldrig til at regere.

Men Hamas er gode folk, siger han lidt efter, til at stole på, og ikke korrupte sådan som Fatah-lederne.
Og nu kunne jeg godt sådan per instinkt have lyst til at indlægge lidt skeptisk distance. For jeg ved godt, at frisøren er varm Hamas-tilhænger. Og sådan som jeg er opdraget, så tror jeg på, at magt i sig selv har tilbøjelighed til at korrumpere, og den eneste måde at bekæmpe det på er at holde magthavere i ørerne.
Men så tænker jeg på, hvordan han tidligere har fortalt om, hvad Hamas-folk har betydet for hans familie, især hans gamle mor, i et land hvor den sociale omsorg mere og mere blev svigtet af et styre, der tænkte mere på egen bankkonto end på folkets nød. Jeg har ikke familie i Palæstina. Min dom over, om han har ret eller ej, er ukvalificeret. Hvad er min indstilling andet end en fordom? Og at diskutere udfra fordomme med nogen, der har baggrund for deres holdning, hvad er det andet end respektløshed?
Så jeg ender med at sige, at jeg ved godt, vi ikke kan stole på alt det, vi læser om Hamas i de danske aviser.
Nej, det meste af det er blevet skrevet ovre i Amerika, siger han. Og det med at Hamas er terrorister, det er noget, Bush har hittet på. De vil bare forsvare deres land.
Men de får det svært, når de har så få venner, siger jeg. Det ved han godt. Men det er ikke deres skyld, siger han. Og nu får vi se, hvordan Rusland stiller sig, Hamas skal mødes med russerne nu en af dagene.
Jeg siger, at jeg kan godt se, det er lidt vigtigt. Men hvis russerne er kloge, så vælger de at støtte Hamas. Hvis de siger ja til at samarbejde med Hamas, sådan som man bør gøre overfor demokratisk valgte regimer, vil det være med til at dæmpe de konflikter, russerne har med mange af muslimerne indenfor deres egne grænser. Det vil også give Rusland en stor indflydelse i den arabiske verden. Så mon ikke de siger ja?

Frisøren svarer, at det håber han, jeg får ret i. Men hvad hvis de synes, det er at vise eftergivenhed, og de tror, at eftergivenhed får deres egne muslimer til at lave mere terrorisme? Jeg kan ikke svare på det, da frisøren siger det.
Og jeg kan heller ikke svare på det overfor mig selv hele vejen hjem på cyklen. Men det er et frygtelig vigtigt svar.
Hvis russerne slår hånden af Hamas, sådan som USA og EU lægger an til, vil araberne endnu engang opleve en forenet vestlig front mod islam. Hvis det ligner den civilisationskrig, de mest reaktionære vestlige kredse taler om, så vil det være os, der har valgt den vej.