I manges øjne rundt om i verden fremstår Danmark som en alt for loyal håndlanger for Washington, der desværre i disse år er det mest forhadte i den muslimske verden, om ikke i hele verden

af Jan Øberg, direktør i TFF
Den generelle mediedækning i Vest fokuserer på Jyllands-Postens 12 karikaturer af Profeten. Dét fokus er for snævert i både tid og rum. Det får samtidig vreden på den arabiske 'gade' til at fremstå som ubegribelig og overdrevet.
TV-Avisen og andre medier har nu vinklet historien i en bestemt retning: Danmark og regeringen er næsten uskyldig, vi er blevet misforstået og offer for tarvelig propaganda og løgn; reaktionerne i den muslimske verden er urimelig og de, der protesterer, er uuddannet pøbel, men deres moderate ledere forstår situationen og ønsker samarbejde, danske eksportvarer og stabilitet.
Både CNN og 'Profilen' giver ministre mulighed for at fortælle hvordan de arbejder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen på at gøre det hele godt igen, George W. Bush er med dem, og snart vil sagen - skal man forstå - forhåbentlig være glemt, og det vil være business as usual.
Kun et par spørgsmål bliver ikke stillet: Hvorfor Danmark? Hvorfor nu og hvad kunne den 'overdrevne' muslimske reaktion derude være tegn på?
Der var en gang, da Danmark, sammen med andre nordiske lande, blev opfattet som idealsamfund ude i verden: humanistiske, åbne for at tage imod og hjælpe nødlidende, demokratiske, velfærds- og ligeberettigheds-orienterede; Norden havde en sund skepsis mod krig og anså, at folkeretten og FN var af ganske særlig betydning. Vi havde goodwill ude i verden.

Det Danmark har forandret sig totalt
Med afslutningen af den kolde krig og forfaldet inden for den socialdemokratiske bevægelse - man kan sige den sejrede sig ihjel - tog en neoliberal, interventionistisk og bare-en-vej-frem politik over.
Statsminister Fogh Rasmussen gik forrest med det nye Danmarksprojekt, da han indledte 'kulturkampen'. Den skulle gøre regnskabet op med gamle regeringer og andre, som dette nye lederskab mente var socialistiske, pro-sovjetiske, anti-amerikanske. Alt hvad Sovjet - kun Sovjet - gjorde under den kolde krig skulle endevendes, ligesom Danmarks 'fodnote'- politik.
Dernæst satte den sig, temmelig uliberalt, for at få kontrol med den frie forskning på det internationale område, og en serie rimeligt uafhængige institutter, herunder det internationalt velrenommerede COPRI, Copenhagen Peace Research Institute, blev slået sammen og topstyret. En tidligere udenrigsminister fra regeringspartiet blev bestyrelsesformand i det nye institut. Forsvarsministeriet finansierer nu al sikkerhedspolitisk forskning.
Dette neoliberalt-konservative lederskab i Danmark søgte at eliminere modstand, baserede sig på det populistiske Danske Folkeparti og tog hævn over fortiden. Det skete ikke uden en vis inspiration fra bolsjevismen (med topstyret tilnærmelse mellem stat og parti og (spindoktor) propaganda), interventionisme med en civiliserende mission - husk, der var tale om en kulturrevolution! - samt fundamentalisme i den forstand, at principper om enhed i mangfoldighed, de mange meningers frie spil og klassiske principper for ægte frihed blev smidt overbord.
Under socialdemokratisk ledelse havde Danmarks støttet og aktivt deltaget i bombningen af Jugoslavien. Uden det mindste forsøg på selvstændig udenrigspolitisk analyse stod Nyrup Rasmussen dernæst 'skulder ved skulder' med George Bushs 'krig mod terrorismen' og ødelæggelsen af Afghanistan. Alt er bestemt ikke den nuværende regerings fejltagelser.
Med Sovjetunionen som en historisk parentes sattes triumfalismen i højsædet: moderation unødvendig, fuld fart frem. Den gamle fjende på den anden side var gået nedom og hjem og havde været på den gale side: altså var vi i Vest dem, der havde ret og havde et godt system, uanset hvad vi i øvrigt foretog os. Der var ingen at måle os selv med længere. Vesten - og lille Danmark - skulle nu enerådigt regere verden under amerikansk lederskab. Og de andre skulle blive som vi.
Med stigende forbløffelse modtog man opinionsundersøgelser, der viste at en komfortable majoritet af danskerne stod bag alt dette. Den vendte ryggen til den større verden og ansigtet mod de nye forbrugsmuligheder, der dukkede op takket være en enestående materiel-økonomisk vækst. Det gik så godt dér i Danmark.

Danmark - i krig på mere end én måde
Det var Fogh Rasmussens regering, der trak Danmark ned i den moralske og politiske katastrofe, der hedder krigen mod Irak. Landets største virksomhed, A.P. Møller Mærsk var tungt involveret i krigsvirksomhed for USA.
Danmark blev for nylig belønnet med omfattende kontrakter til USA`s superteknologiske ballistiske missilforsvar. Forsvarsminister Rumsfeld har dekoreret forsvarsministeren med en medalje. Lige efter Irak-besættelsen blev statsministeren æresdoktor i USA.
I manges øjne rundt om i verden fremstår Danmark som en alt for loyal håndlanger for Washington, der desværre i disse år er det mest forhadte i den muslimske verden, om ikke i hele verden. Min fjendes ven er også min fjende...
Endelig er der Danmarks drift mod fremmedfjendtlighed i almindelighed og Islamofobi i særdeleshed; sidstnævnte kan bestå af forskellige blandinger af elementer som disse: fordømmelse af Islam og dens historie som ekstremistisk eller laverestående, usynliggørelse af den moderate muslimske majoritet, opfattelsen af Islam som et stort problem eller en fare for verden, behandlingen af alle konflikter, hvori muslimer deltager, som skabte af dem, insisteren på at muslimer skal forandre deres tro og samfund, overbevisningen om at det kristne Vest har en særlig ret til at presse muslimske samfund til reformer, som vi vil have samt at opildne - direkte eller indirekte - til krig mod Islam som helhed.
Danske politikeres udtalelser om 'de fremmede' og dele af den danske lovgivning har tiltrukket sig international - udelukkende negativ - opmærksomhed. Den måde Danmark og andre vestlige lande har behandlet f.eks. det palæstinensiske og det irakiske folk på grunder sig på et antal af disse ingredienser i Islamofobi. Det ville omgående være blevet fordømt som anti-semitisme, hvis noget lignende havde fundet sted over for jøder.
Disse dybt beklagelige sider af dagens danske samfund behøver ikke at blive uddybet hér. Over de seneste årtier har der været tale om en bevidst politisk filosofi, drevet frem af Dansk Folkeparti - oppefra og ned kan man sige - men det har så sandelig også vundet gehør i betydelige dele af folkesjælen. Det omsiggribende materielle forbrug kombineret med dette at vende den store verden ryggen og med Socialdemokratiets selv-marginalisering kan tænkes som vigtige årsager til denne udvikling.
Så i globaliseringens tid blev danskerne mere provinsielle i sit verdensbillede. De blev i forbløffende grad selvtilfredse - selvhævdende om ikke også selvretfærdige. Sammenlignet med tidligere tider er der forbløffende lidt debat om de store ting såsom verdens fattigdom eller Millennium-Målene. Ingen af de nævnte elementer af dansk udenrigspolitik, herunder det faktum at Danmark er krigsførende, har skabt noget, der bare minder om den debat man finder i USA, England eller Italien.
Det er gået fint på alle traditionelle indikatorer med dansk økonomi. Man har råd til at belønne sig selv endnu mere. For de fleste danskere er forbrugerismen den vigtigste eller eneste isme. Når danskerne og deres politikere tænker og taler om verden, er det den Europæiske Union eller otte procent af menneskeheden, der udgør horisonten. Lidt ligesom i USA så er alt udenfor Unionen noget lettere ubegribeligt, fremmed og formodentlig ganske farligt. Ordet solidaritet - der også indebærer et menneskeligt engagement i de resterende 92 procent af menneskeheden - er stort set faldet ud af det politiske sprog. Den berømte danske evne til at hygge sig er konverteret til at bekvemt lade stå til eller ligefrem lade hånt om resten af verden.
Uskyldig og med den største forbløffelse diskuterer danskerne nu, 'hvorfor hader de os dog sådan?' I de sidste dage er man kommet temmelig tæt på offerrollen. Man diskuterer derimod ikke, hvad der er sket i og med Danmark og hvordan andre måske kunne opfatte landet.
Information farer lynhurtigt rundt om jorden. Mennesker ude i verden har noteret, at modelsamfundet Danmark ikke længere findes. Nogen ser Danmark som en lille slyngelstat i ledtog med den værste. Så Danmark har nu - indiskutabelt - bad will ude i verden.

Danmark kan stadig vælge
For nu at sammenfatte så findes der altså en større sammenhæng i tid og rum omkring disse Muhammed-karikaturer. De er formentlig kun den berømte dråbe i det allerede fyldte bæger.
Hvis man tager denne større sammenhæng med i betragtningerne over det, der sker i disse uger så må Danmark, regering og befolkning, udfordre sig selv og spørge: Hvad er det, vi synes at have gjort så forkert i så manges øjne de sidste 10-15 år? En ærlig diskussion ville givetvis bidrage til at skabe ny kundskab og åbne døren for en mere forsonende, mindre kulturblind måde at forholde sig til resten af verden på.
Men hvis man fortsætter med i politik og medier at stirre sig blind på disse tegninger og droppe den større sammenhæng, så vil den danske reaktion forblive selvmedlidende. Som 'offer' kommer man til at synke dybere ned i kulturel ufølsomhed og institutionaliseret mangel på selvkritik og medfølelse. Dette vil medføre mere konflikt i Danmark og mere konflikt mellem Danmark og den muslimske verden.
Indtil nu har den danske regering og medierne - ja, der er gudskelov undtagelser - taget den enkle, let selvmedlidende vej, hvor karikaturerne kobles fra alt andet: tænk at disse gale mennesker kunne blive så hysteriske over nogle sølle tegninger!
Det lover ikke godt. Det åbner ingen døre til løsninger, forsoninger og den medmenneskelighed, uden hvilken vores verden vil bryde ubønhørligt sammen. Uanset om det er hensigten eller ej, så vil denne holdning skabe endnu flere og endnu mere vrede blandt vore medborgere ude i verden.
Er der håb i dette mørke? Ja, f.eks. at så mange danskere nu diskuterer som aldrig før. Og der er tre hjemmesider, hvor de udtrykker deres uenighed med deres regerings uforsonlighed og agerer - folk-til-folk - for en fredelig fælles fremtid med gensidig respekt. Jeg håber inderligt, at millioner af muslimer vil opdage dem og gå i dialog med disse - konstruktive - danskere.