FOA`s medlemmer i psykiatrien oplever en kraftig stigning i sygefravær, som skyldes stresssymptomer og direkte depressionstilstande, samt voldsomme somatiske symptomer som kan tillægges arbejdsmiljøet

fra generalforsamling i FOA - Psykiatri Århus
Tendensen er i kraftig vækst, og vi ser det som et symptom på de alt for dårlige normeringer på sengeafdelinger efter omlægningen i psykiatrien og skattestoppets indførelse.
Psykiatrien har længe arbejdet ud fra teorien om længst muligt i eget hjem.
Denne tendens har betydet, at lokalpsykiatrierne er kraftigt udbygget, sidst med hjemmebehandlerteams som fører behandlingen ud i borgerens eget hjem.
Ulempen i hospitalspsykiatrien er, at det er blevet en skadestue, som hurtigst muligt skal symptombehandle og sende patienten videre til lokalpsykiatrien/hjemmebehandlingen.
For at finansiere lokalpsykiatrierne og hjemmebehandlingen er der lukket mange sengeafdelinger.
Samtidig er man begyndt at behandle på skærmede afsnit, som kræver en meget stor grad af personlig opdækning/skærmning af selvmordstruende og voldsomme udadreagerende patienter.
Dette er meget ressourcekrævende, og sammenholdt med den hastige udskiftning af patienter virker det meget opslidende. Patienterne er konstant i et stadie, som kræver total overvågning døgnets 24 timer, samtidig med vi skal stå til rådighed for at modtage nye patienter.
Når man har prøvet at være en af to nattevagter, der skal overvåge og skærme 16-18 patienter, ofte må den ene gå fra til en særligt krævende patient, og man samtidig skal stå til rådighed for at modtage nye patienter midt om natten - får begrebet at føle sig alene en helt ny dimension.
Vil politikere og ledelse virkelig være bekendt at byde personalet dette og ikke mindst patienterne, dem som ikke råber op om opmærksomhed - ja, de bliver glemt - personalet kan simpelt hen ikke nå det.
Meget bedre er det ikke i aften- og dagvagterne, personalet bliver slidt ned - det være sig både lægerne, afdelingssygeplejerskerne og basispersonalet, men ingen har kræfter til at råbe op. Det virker som om, at alle bare har affundet sig med situationen.
Skattestoppet som regeringen har indført, er ligeledes medvirkende til at der skæres ned i antallet af sengepladser. Den konstante besparelse, der pålægges amterne, betyder, at besparelserne kun kan finde sted ved nedlæggelse af sengepladser.
Længe har opgaverne skreget på tilførsel af ressourcer, mens virkeligheden har været, at der er skåret ned.
Nu må nedskæringerne stoppe og amtet må finde flere penge - at det betyder de må gå til regeringen, er en anden sag - men penge skal der til - mange penge.
Hvis vi fortsat skal være et land, der praler af at tage sig af de syge og de svageste i vores samfund, er det nu der skal handles.
Der skal betydeligt flere personaler til på de enkelte sengeafdelinger og der skal åbnes flere senge - ikke for at lukke lokalpsykiatrierne, nærmere tværtimod - men for at sikre patienterne en ordentlig behandling - men ikke mindst sikre, at vi som personale og behandlere, ikke selv optager de få senge, efter at have slidt os selv ned til en depression i vores iver for at hjælpe netop de syge og svageste i vores samfund.
Gennem den seneste tid har personalet oplevet situationen så alvorlig, at der har været afholdt fyraftensmøder med diskussioner af, hvad der kan gøres i denne alvorlige situation, og mens der endnu er personale, der har en smule overskud til at råbe lidt op.
Det vides at flere fyraftensmøder er planlagt, og oplevelsen er, at det er ved at være i 'ellevte time' at komme personalet til hjælp. Ledelse og politikere må forstå, at der skal handles nu.