Tyske kommunister vil være med i det nye Venstreparti, men bevare deres eget parti, som står for det revolutionære brud med ejendomsretten og den politiske magt

af Heinz Stehr, formand for Tysklands Kommunistiske Parti (DKP)
Reformismen har dybe historiske rødder i Tyskland. Grundlæggelsen af Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) ved årsskiftet 1918/19 betød, at der fandtes et nyt parti, der videreførte traditionerne fra 'Kommunisternes Forbund' grundlagt af Karl Marx og Friedrich Engels. KPD blev et masseparti og socialdemokraterne (SPD) forblev et masseparti til forbudet i 1933. Medlemmer af DKP og SPD, der blev jagtet under fascismen, lovede hinanden at bekæmpe opsplitningen i arbejderbevægelsen. Men snart efter 1945 - blandt andet under indflydelse fra De Allierede - var denne beslutning fra fascismens tid glemt. SPD blev en bærende kraft i kapitalismens genopbygning med alle de heraf følgende konsekvenser. KPD blev forbudt i 1956 og det varede helt til 1968 før det blev tilladt DKP at danne et legalt parti.
I konfrontations-perioden mellem de to verdenssystemer blev SPD den 'tredje vejs' parti mellem kapitalismen og socialismen. Arbejderklassens forhold forbedredes i et vist omfang som følge af reformer fremtvunget af kamp. Det havde den virkning, at man blev en integreret del af det kapitalistiske system, en virkning der forstærkedes af sammenkædningen mellem SPD og fagforbundene. Dette var hovedårsagerne til SPD-dominansen i den tyske arbejderbevægelse.
Efter den kolde krigs ophør og den tyske kapitalismes skift til dens nyliberale form blev reformismen kastet ud i en ny krise. SPD ændredes fra at være et parti, der søgte at integrere arbejderklassen i kapitalismen ved hjælp af reformer til et nyliberalt parti.
Nu bryder de politiske modsætninger mellem fagforeningerne og SPD ud i lys lue. Specielt rammes de socialdemokratiske tillidsmænd i fagbevægelsen af disse modsætninger.
I 1990 jublede mange ledende socialdemokrater, overbeviste om at nu kom tiden for SPD`s politiske dominans. Det der i virkeligheden kom var krisen. Siden 1990 har SPD mistet mere end en tredjedel af sine medlemmer (350.000).
SPD`s potentielle vælgerskare er nu under 30 procent ved en valgdeltagelse på 70 procent. Den socialdemokratiske regeringspolitik under forbundskansler Schröder var en form for nyliberal politik. Kapitalen havde brug for denne form for politik for at integrere arbejderklassen eller i det mindste stække dens kampmuligheder.
Siden 1990 har SPD arbejdet på et nyt partiprogram. Diskussionerne om programmet har man måttet udskyde adskillige gange.
Siden 1984 - da 35-timers arbejdsugen blev gennemført - blev der ikke gennemført en eneste progressiv reform i Den tyske Forbundsrepublik.

PDS før valget
Ideologisk set har PDS defineret sig selv som et pluralistisk parti, der ser sine rødder i den socialdemokratiske, den kommunistiske og den borgerlige ideologi.
Dets program opretholder socialismen som et mål, men kæmper ikke for de nødvendige forandringer gennem et brud med ejendomsretten (til produktionsmidlerne) og (den kapitalistiske stats) magt. PDS understreger sine anti-kapitalistiske positioner og holdninger, som fuldstændig ignoreres når man deltager i regeringsdannelser som i Berlin og Mecklenburg-Vorpommern. Ledende personer i PDS ignorerer arbejderklassens virkelige historie. Deres historiebillede er billedet af socialismens af-legitimering i Europa.
I nogle holdninger skinner antikommunisme i venstrefløjs-forklædning igennem.
Mange aspekter af PDS kan kun forstås, hvis man prøver at forstå erfaringerne fra socialismens sammenbrud og ødelæggelse i Europa og i DDR. Når de bliver spurgt definerer flertallet af PDS-medlemmer sig som kommunister. Men de har ingen opskrift på at udvikle en politisk linje forskellig fra den nuværende, der lader partiet forblive et af mange oppositionspartier under kapitalismen; ingen opskrift på en politisk linje, der vil kæmpe for dominans i partiet. Efter gode valgresultater i 90`erne og efter at være kommet i Forbundsdagen, røg PDS ud i en krise da de kun fik 4,2 procent af stemmerne ved valget i 2002. Partiets aktiviteter, der er fikserede på parlamentarismen, blev fuldstændigt koncentrerede om at forbedre dette resultat ved de kommende valg.

Valg i utide - en udfordring for Tysklands venstrefløj
Et af resultaterne af kampen mod sociale nedskæringer blev, at en ny venstre-reformistisk bevægelse - hovedsagelig bestående af socialdemokrater og andre på venstrefløjen - så dagens lys i 2004.
Første trin var en 'valg-alliance' sammensat af medlemmer af ver.di fagforbundet (der med 2,4 millioner medlemmer organiserer et bredt spektrum af arbejdere i service-sektoren fra lærere over socialarbejde til skraldemænd. o.a.), intellektuelle, utilfredse ex-PDS medlemmer og tidligere socialdemokrater.
Derefter tog IG-Metall, der organiserer alle metalarbejdere, initiativ til den såkaldte 'alternative sociale retfærdighed'.
Valg-alliancen startede op i Nordtyskland, først og fremmest i Berlin, medens 'alternativ social retfærdighed' udvikledes i Sydtyskland, først og fremmest i Bayern.
Forskellen mellem de to initiativer var, at valg-alliancen gik ind for en bred front vendt mod nyliberalismen (en front gående fra kommunister til 'sociale konservative') med det formål at lægge vægt bag disse kræfter i valgkampen. Projektet 'social retfærdighed' beskæftigede sig mest med 'gen-uddannelse' og 'rensning' af SPD, man ønskede at starte et parti hurtigst muligt, som skulle fungere indtil SPD vendte tilbage til sine traditioner og oprindelige formål.
Af denne grund har DKP-medlemmer været involveret i valgalliancen fra begyndelsen, men ikke i det sociale retfærdigheds projekt.
Begge projekter har sat kampen mod sociale nedskæringer i centrum for deres politik. Venstreorienterede keynesianske krav udvikledes mod 'Agenda 2010' og 'Hartz-loven'. Sympati, enighed og støtte for begge projekter kom fra fagforenings-orienterede dele af PDS, vestre-socialdemokrater og uorganiserede vestreorienterede, heriblandt tidligere medlemmer af DKP.
I løbet af 2004 udviklede begge initiativer en fælles platform og dannede WASG (Arbeit & Soziale Gerechtigkeit - Die Wahlalternative). WASG deltog i valget i Nordrhein-Westfalen og opnåede 2 procent af stemmerne. Det forbundsdags-valg, der blev udskrevet før tiden i 2005 blev en udfordring og katalysator for en ny formation på venstrefløjen.

PDS og WASG under valget
Den partidannelses-proces, der skete under valgkampen i 2005, kan kun forstås med nogen kendskab til valglovene i Forbundsrepublikken. Fælles lister er ikke tilladte. Hverken WASG eller ledelsen af PDS havde planer om at stå sammen ved dette valg, faktisk afvistes idéen. På en senere tidspunkt var PDS-ledelsen klar til at åbne sine lister for WASG-kandidater, men WASG afviste dette, da de så PDS som efterfølger for DDR og dets Socialistiske Enhedsparti (SED).
Samtaler påbegyndtes først efter pres fra mange kendte personligheder på venstrefløjen og skærpelsen af spørgsmålet om, hvordan venstrefløjen kunne gennemføre en succesrig valgkamp. Et afgørende skridt blev taget, da den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine gik ind i WASG og erklærede, at han var rede til at være spidskandidat.
Han mente, at der var et fælles grundlag med PDS, som han tidligere havde karakteriseret som et socialdemokratisk parti. I bogen 'Vreden vokser' fremkommer han med den idé at et nyt reformist-parti på venstrefløjen er en nødvendighed.
PDS medlemmer støttede navneskiftet til 'Die Linke.PDS' (Vestrepartiet PDS) og WASG undlod at opstille alene til valget, men fik sine kandidater placeret 'sikkert' (højt oppe) på Ventrepartiets liste. Denne proces gav anledning til en masse gnidninger fordi den korte tid til selve valget ikke gav megen plads til politisk debat.
De første valgforudsigelser gav Venstrelisten over 12 procent af stemmerne. I virkeligheden nåede man 8.7 procent og fik 54 medlemmer i forbundsdagen.

Dannelsen af vestre-partiet
Valgprogrammerne var tidligere vedtaget i PDS og WASG hver for sig. Det fælles valgprogram blev vedtaget på en særlig kongres i Venstrepartiet, hvor medlemmer af WASG var gæster men ikke delegerede. Valgkampen domineredes af protester mod de sociale nedskæringer, ligesom krav fra arbejderklassen, fagbevægelsen og anti-globaliserings-bevægelsen indgik i valgkampen.
'Venstrefløjs-offentligheden' opfattede Venstrepartiet som det eneste, det var værd at stemme på. Bevægelser, initiativer og andre partier, herunder DKP, støttede Venstrepartiet og anbefale at stemme på det. 11 DKP-medlemmer stod som kandidater på partiets lister i de forskellige delstater. Dette betød et brud med PDS`s hidtidige forbud mod, at vore medlemmer stod på deres lister. Men samtidig sørgede ledelsen i PDS for at vore medlemmer ikke kom så højt op listerne, at de havde en chance for at blive valgt til forbundsdagen.
Valgkampen havde i al almindelighed en positiv indvirkning på bevægelserne udenfor parlamentet. Debatten om alternativer til den nyliberale politik højnedes. Dette giver håb om en styrkelse af venstrefløjen og at dens holdninger - gennem en længerevarende proces - bliver acceptable for flertallet og kan fremtvinge et skifte i den politiske orientering.
Hvis vi ser realistisk på situationen, er der lang vej endnu for venstrefløjen, før dette mål er nået.
Både WASG og Venstrepartiet ønsker nu at danne et fælles parti baseret på venstre-reformistisk politik. Kongressen 10.-11. december 2005 påbegyndte denne proces ved at skabe en fælles ramme. Sammenslutningen forventes at være afsluttet i løbet af 2007. Til den tid skal medlemmerne beslutte om de fremlagte rammer accepteres og det ny venstreparti skal så være klar til forbundsdagsvalget i 2009.
Der er allerede nu spekulationer i Venstrepartiet om mulige alliancer med SPD.
Indtil videre er processen ikke sat i gang nede fra og op, tværtimod er den blevet påtvunget fra partitoppen. Dette faktum medfører masser af modsigelser og modstand. Et yderligere problem er kulturforskellene mellem de tidligere medlemmer af SPD og SED såvel som forskelle i synet på politikken.
Processen er specielt vanskelig i Berlin og Mecklenburg-Vorpommern, delstater hvor det tidligere PDS, nu Venstrepartiet, er i koalition med SPD og ansvarlige for sociale nedskæringer, præcis som nedskæringerne i de øvrige delstater. I begge delstater er WASG-flertallet stemt for at opstille egne kandidater i konkurrence med Venstrepartiet. I andre delstater bryder politiske modsætninger og argumentationer ud i lys lue, specielt i forbindelse med forberedelsen af delstatsvalgene i 2006.
Det er vanskelig at forudsige den videre udvikling. Det ser dog ud som om det vil lykkes at forene de to partier. En hovedfaktor er her succes ved delstatsvalgene i det vestlige Tyskland. Venstrepartiets dominans i samarbejdet skyldes især dets bedre finansielle situation. I modsætning til WASG har det ressourcerne til at komme ud til offentligheden med sin politik.
Ledelsen i Venstrepartiet og nogle ledende medlemmer af WASG - som Oskar Lafontaine - har et meget stærkt ønske om hurtigt at skabe et fælles parti, og det synes som om dette vil blive gennemtrumfet trods stærk modstand.
DKP ser opbygninger af Venstrepartiet som en nødvendighed i omskabelsen af venstrefløjen, vi ser nødvendigheden af at give den marxistiske venstrefløj en skarpere profil. En blok mod nyliberalismen der er bredere en venstrefløjen er en nødvendighed i vore dage.

DKP`s holdning
I mange diskussioner siden venstre-reformisterne brød med SPD har DKP igen og igen opfordret til at samle alle kræfter, der er imod højredrejningen - også ved valg. For os er de udenomsparlamentariske bevægelser de afgørende.
DKP har udviklet forslaget om - i stedet for den hurtige dannelse af et nyt parti - at skabe en paraply under hvilken alle venstrekræfter, partier og organisationer, der måtte ønske det, kunne arbejde sammen, debattere spørgsmål af fælles interesse, koordinere valgdeltagelse og styrke de udenomsparlamentariske bevægelser.
Vi mener denne samarbejdsmodel er et bedre alternativ end et nyt parti, og vi står fast på denne opfattelse.
Dette forslag har ikke været diskuteret, det blev afvist. DKP var ikke med i samtalerne om samarbejde og fremtidige projekter.
Det er min overbevisning - og jeg er overbevist om at den deles af flertallet af vore medlemmer - at DKP fortsat skal eksistere som en uafhængig politisk kraft. Vi er et parti, der står for det revolutionære brud med ejendomsretten og den politiske magt, vi udvikler vor politik på den videnskabelige socialismes grundlag, og vi ser arbejderklassen som det revolutionære subjekt. En sådan kraft, der som står frem uden hvis`er og men`er er afgørende, uanset dens størrelse og politiske indflydelse, der desværre er begrænset i øjeblikket.
Jeg er samtidig for et så tæt som muligt samarbejde med de kammerater og kolleger, der er medlemmer af, støtter af eller stemmer på Venstrepartiet.
De politiske udfordringer er voksende. Set i lyset af de stadigt skarpere modsætninger i vort samfund vil der udvikles ny diskussioner og standpunkter. Spørgsmålet om menneskets fremtid vil blive debatteret endnu mere intensivt. Idéer om socialismen, om for og imod, vil blive diskuteret oftere. Mulighederne for DKP er voksende både i det længere løb og i det lange løb. Parallelt hermed er en omfattende kamp mod krigspolitik, social nedskæring og nedbrydelse af demokratiske rettigheder nødvendig. At tale nedsættende om hinanden har aldrig vist sig at være vejen frem, og overbeviste om vore egne idéer søger kommunisterne dialog med andre politiske kræfter.
Jeg er overbevist om at vi vil vinde.

Artiklen er oversat af Jan Flemming Madsen.