Hvis den indædte insisteren på nuancer, pluralisme og dialog er forræderi, så lad da for eftertiden landsforræderiet blive det adelsmærke, der skilte de passive får fra de oprørske bukke

af Martin Lindblom, redaktør af lokalavisen PåGaden
Det er ikke til at sige, om man efterhånden bliver udvist for at komme med den slags opfordringer, men set i lyset af den seneste tids begivenheder, er der kun én ting at stille op: bliv landsforræder.
Meget kan vi være uenige om, selv i et så lille land som Danmark, men det er netop en styrke ved demokratiet, at der er plads til forskellighed, plads til uenighed, diskussion og debat - og dermed forhåbentlig udvikling.
Men de tider er altså ved at være forbi. Statsministeren siger det. Udenrigsministeren siger det. Skatteministeren siger det. Enten er du med os, eller også er du imod os. Selv mild kritik af regeringens håndtering af Muhammed-krisen er upatriotisk og udtryk for principløshed.

Indre fjender
Staten er under angreb, og i en sådan situation - hvor nationens børn forventes at rykke sammen om sine ledere - bliver dem, der benytter deres ytringsfrihed til at lægge afstand til de herskende, betragtet som en slags indre fjende.
Og hvis nogen er i tvivl om, hvad det er, disse ledende ministre mener, er det bare at kaste et blik til højre for dem. Der står regeringens fremmedfjendske støtteparti - i realiteten dens parlamentariske grundlag - parat til at skære det ud i pap, fri som de er for de snærende bånd, der følger med et egentligt regeringsansvar.
Dem, der formaster sig til at ytre kritik af landets ledere, bedriver ganske enkelt 'landsforræderi' og 'landsskadelig virksomhed', lyder det skråremssikkert fra partidronningen Pia Kjærsgaard.
Enhver der forsøger at snige nuancer ind i debatten, som forsøger at forstå, hvad der gik galt og som antyder, at det danske establishment har et medansvar for krisen, bidrager ifølge Kjærsgaard 'til at understøtte den hadske stemning, som er rettet mod Danmark i denne tid'.
Så hvis du har deltaget i en af de mange folkelige demonstrationer, der i den seneste tid har opfordret til dialog og gensidig respekt, kan du godt melde dig til femte kolonnen.
Synes du, at Jyllands-Posten - på trods af den ukrænkelige ytringsfrihed - klokkede i det med deres Muhammed-provokation, kan du ligeså godt skrive Judas i panden på dig selv.
Er du i tvivl om, hvorvidt regeringen kunne have tacklet krisen lidt mere gelinde og for eksempel have sagt ja til en sludder med nogle ambassadører, er du en overløber af værste karat.
Og synes du ligefrem, at de omstridte karikaturer blot var seneste eksempel på et politisk klima i Danmark, der i stigende grad stigmatiserer og isolerer flygtninge og mennesker med indvandrerbaggrund, kan du betragte dig selv som den rene renegat.

Landsforræderi
Og derfor er der kun landsforræderiet tilbage. Hvis det du forråder, vel at mærke er den blinde opbakning til Dansk Folkeparti og dets støtteregering; den ukritiske indordning; den tavse medskyld.
Hvis den indædte insisteren på nuancer, pluralisme, dialog, nysgerrighed, forståelse og medmenneskelighed er forræderi, så lad da for eftertiden landsforræderiet blive det adelsmærke, der skilte de passive får fra de oprørske bukke.
Der er ingen tid til tavshed.