Med parlamentarisk flertal i sit magtfulde støtteparti drog Anders Fjogh ud for at demokratisere de stakkels muslimer, afsætte deres dæmoniske ledere og åbne vejen for de skønne, liberale markedskræfter

af Willy Rekdal Schønemann, Nykøbing Sj.
Med kirkens magtfulde mænds opbakning drog kong Valdemar ud langs Baltikums kyster for at kristne de arme barbarer. Det bekom ham ikke vel, at de foretrak de hedenske afguder og tyskens handel frem for hans jesusmagi i dåben og civiliserede sørøverhandel. Med kirkens velsignelse tog han sværdet i hånden for at påtvinge dem sin retmæssige gavmildhed.
Mellem krigens tabere udkæmpedes et stor slag ved Estland største handels-by. Frem og tilbage bølgede det store opgør. Modløs måtte Valdemar til sidst se i øjnene, at de underudviklede estiske barbarer havde en anden dagsorden.
'Oh.h.h. ve. Det er krig. Vi er i krise!', skreg de magtfulde kirkemænd. 'Det er nu.. nu eller aldrig. Det går ad skærsilden til, om ikke vi viser, det er hos os, der vokser hår på brystet.'
Ytringsfuldt løftede de deres hænder og skreg i bøn deres angst mod den modfaldne konge. 'Dunk dem, dyp dem, døb dem! de dumme hedninge.'
Deres ytringer nåede helt til himmels. Gud i det høje hørte og så hvad der var ved at ske. Han kaldte sin elskede søn Jesus til rådslagning og blev blød om hjertet.
'O.k. da - de danske skiderikker - når de i frihedens navn ikke er med mig og ikke vil kæmpe til sidste blodsdråbe. Lad os stoppe den kamp I troløse forrædere'.
Med disse vise ord greb den evige Gud i det høje et håndklæde og smed det ned til de kæmpende. Langsomt dalede det ind i ringen!
Tro mig - tilhvisket fra de magtfulde kirkemænd fik Valdemar manipuleret sine krigsmænd til at misfortolke håndklædet fra Gud. Se et kors-tegn badet i blod. I krigerstandens stolte navn fylkedes de om kirkens magtfulde mænd og tilkæmpede sig i blodig kamp en herlig sejr.
'Gud velsigne jeres dåd', råbte Valdemar.
'Hurra for flaget, hurra for vor leder, vor Valdemar Sejr!'
Efter man med sværdet i hånd havde kristnet Baltikums hedninger og døbt hver mand, kvinde og barn, drog man hjem til frihedens land og fremviste Guds flag for sine børns børnebørns børn, at de kunne leve op til fædrelandes heltedåd.

600 år senere
Og så, næsten 600 år senere!
Med parlamentarisk flertal i sit magtfulde støtteparti drog Anders Fjogh ud for at demokratisere de stakkels muslimer, afsætte deres dæmoniske ledere og åbne vejen for de skønne, liberale markedskræfter.
I hvor meget han og hans magtfulde støtteparti end prøvede at pakke sine gaver ind i det smukkeste kristne julepapir, formåede Anders Fjogh dog ikke at få den sent udviklede befolkning til at se det gode og velmenende i hans ambassasede falbelader og viften med det rød-hvide håndklæde. Ej heller at han i ytringsfriheden hellige navn og rødgrød-med-fløde-dansk beklagede, at de ikke kunne se, at han i sin gavmildhed blot ville påføre dem danskens velfærdshøje idealer. Krystalklart måtte han konstatere, at der ikke var noget at komme efter. De ville misfortolke og dermed blev det.
'Rend os', skriger hans magtfulde støtteparti.
'Skråt op mand' ,råbes der i de muslimske byer.
'Vi kæmper for vor ytringsfrihed', skriger Anders Fjogh.
'De ord kan du gemme til din syge, døve moster', svares der tilbage.
'Vil I slås, så kom bare an. Det var jer der begyndte', melder hans magtfulde støtteparti.

Væk med udbytterne
Og Anders render fjoget frem og tilbage mellem støtte og forklaring.
Men udenfor de frie demokratiske markedskræfter står 'de sultne maver'. Du og mig. Hvem mon bli`r taber i det slag. Skulle der være en Gud foroven, kunne vi måske få Jesus eller Muhammed til atter at formilde 'Ham i Det Høje'. At han ville sende et nyt håndklæde i ringen og så håbe på, at vi ikke denne gang misforstår det. At vi stopper striden. At vi i solidaritet vender os mod vore vildledere. Smider de gudsbeåndede og markedskræftædende udbyttere af vor sjæl og legeme ad helved` til, så vi kan få noget at leve af.