Og med hensyn til solidariteten, hvornår begynder vi at bakke hinanden op i de mange ting, vi kan være fælles om?

af Lars U. Thomsen, Esbjerg
Tak til Jens Henneberg Andersen, bestyrelsesmedlem i Kommunistisk Samling og Peder Pedersen, DKP, for jeres kommentarer til mit læserbrev den 17. februar.
Når Jens Henneberg nævner H.C. Andersens eventyr om Den grimme ælling, kan jeg ikke lade være med at tænke på stoppenålen, der var så fornem, at den havde svært ved at danne sig et realistisk billede af virkeligheden.
'Se, nu er jeg en brystnål!' sagde stoppenålen; 'Jeg vidste nok, at jeg kom til ære; når man er noget, bliver man altid til noget!' Og så lo hun indvendig, for man kan aldrig se udvendig på en stoppenål, at den ler; der sad hun så stolt, som om hun kørte i karet, og så til alle sider.
'Må jeg have den ære at spørge om De er af guld?' spurgte hun knappenålen, som var nabo. 'De har et dejligt udseende og deres eget hoved, men lille er det! De må til at det vokser ud, thi man kan ikke alle lakkes på enden!'
Jeg kunne også godt, som stoppenålen, le indvendig over andres problemer, men føler tværtimod, at nederlagene rammer os alle, der vil enheden.
Måske burde vi tænke på nogle af vores forbilleder i arbejderbevægelsen; en Knud Jespersen, Martin Nielsen, Martin Andersen Nexø og andre, som har præget dansk arbejderbevægelse. De var store i kraft af deres udsyn og solidariske tankegang; nøjes vi med at tænke på den hjemlige andedam, mister vi også blikket for de store linjer og de helt afgørende spørgsmål som præger tiden, for eksempel krig og fred.
Og med hensyn til solidariteten, hvornår begynder vi at bakke hinanden op i de mange ting, vi kan være fælles om? Se det er der perspektiv i, som stoppenålen erfarede, da den blev kørt over af et vognmandslæs.