Det eneste det drejer sig om er at signalere, hvilken side man er på. Og ligegyldigt hvad man siger, bliver det opfattet som et signal om, at man vælger den ene eller den anden side!

af Kjeld Stenum
Jo, vi kom sgu til at diskutere det igen i skuret: Islam. Årsagen til at islam er hot for tiden behøver jeg vel ikke nævne, for der har jo snart ikke stået andet på avisernes forsider siden nytår. Jeg er også helst fri for at nævne den. Men jeg vil godt sige, at jeg kommer normalt godt ud af det med mine makkere, også dem, jeg taler om i denne forbindelse. Jeg sætter også stor pris på dem. Men netop derfor er det somme tider den her slags debatter virkelig ryster mig.
En notits i Urban eller metroXpress, som nævner et eller andet om en ung person med indvandrerbaggrund, som har været indblandet i en voldsepisode, afføder en hadefuld kommentar mod islam i al almindelighed fra en af makkerne ved bordet. Man kan ikke lade være med et spagt forsvar, for eksempel hvis der intet står om, hvorvidt vedkommende knægt overhovedet var muslim.
Og sekunder senere sidder man naglet op til væggen, mens hele resten af skuret hælder den ene episode efter den anden blandet med påstande om, hvordan loven favoriserer indvandrere på bekostning af socialt nødstedte 'rigtige' danskere, eller eksempler på arabiske kioskejere fra sjællandske provinsbyer, hvor man aldrig har sat sine ben, der snyder skattevæsenet, så vandet driver. Og hvis man påtager sig den utaknemlige rolle at forsøge at bringe mennesket indeni muslimen ind i diskussionen, sidder man og skal imødegå såvel det, man ved noget om, som det man ikke har skyggen af chance for at kende til, og de årgamle vandrehistorier, man snart ikke orker at forholde sig til endnu engang. Og man aner ikke, hvor man skal tage fat, men man ved, at man er nødt til at sige ikke bare noget, men meget, og helst også noget slående og sandt, ellers vil koret omkring én bare stige og stige.
Det er ikke generelt, at jeg oplever den slags ting med mine makkere. Det afhænger selvfølgelig af, hvilke makkere det er. Men desværre ikke så meget. Desværre er det noget, der kommer i bølger, det synes jeg, jeg kan mærke meget udpræget.
Det er noget, som kan provokeres eller manipuleres frem. Der har i de seneste år været to af den slags bølger. Den første var i forbindelse med angrebet på World Trade Center for et halvt årti siden, den anden har været nu i forbindelse med de her ulyksalige Muhammed-tegninger. Det er begivenhederne selv, der tænder følelserne, men det er medierne, der gør dem til bølger, man ikke kan kontrollere. Det kan medierne gøre, fordi de har så stor indflydelse i vores moderne verden, som de har. Og de gør det, fordi de lever af at puste sådanne bølger op. Jo større bølger, desto bedre salg.
Det, som så sker, er, at debatklimaet bliver så anspændt, at dialog er umulig. Det eneste, det drejer sig om, er at signalere, hvilken side man er på. Og ligegyldigt hvad man siger, bliver det opfattet som et signal om, at man vælger enten den ene eller den anden side. Den, der ikke er for Irak-krigen, er for terroristerne, sagde Bush. Og den, der ikke er for, at Jyllands-Posten bragte de famøse tegninger, er anti-demokrat og imod ytringsfrihed, siger Fogh.
Der er nogle, der siger, at den slags debatter er vældig gode for demokratiet, for de bringer nuancerne frem og gør det på længere sigt muligt at løse problemerne med integrationen. Og de bringer Naser Khader som eksempel på de nuancer.
Jeg synes, som jeg også har nævnt i en tidligere skærveknuser, at det er godt, at den muslimske verden har fået markeret sig så kraftigt mod forhånelse og latterliggørelse, at vestlige ledere formentlig tænker sig om to gange, før de hiver den næste racistiske trold op af æsken. Men hvad integrationen angår, så oplever jeg intet konstruktivt i debatten, kun destruktivt.
Grunden til, at medierne gør Naser Khader så populær, er, at de reducerer ham til en assimileret og ikke en integreret muslim. Hvilket helt sikkert er uretfærdigt. Men han er en pæn mand, der duer som eksempel på, at vi kan tolerere dem - bare de bliver helt som os. Hvis debatten virkelig var konstruktiv for integrationen, skulle det ikke bare være muslimerne, der skulle 'nuancere' sig, det skulle jo også være os andre. Og hvor er den nuancering? Jeg oplever kun det modsatte. Vi bliver enøjede, fanatiske og racistiske.
Nu har jeg jo også levet længe nok til at vide, at bølger kommer og går. Efter nogle måneder bliver det igen muligt at snakke om den tyrkiske knægt, der var i sjakket engang, uden at man dermed også får skyld for at støtte henrettelse af homoseksuelle i Iran.
Men jeg ved også, at hvis man ikke bekæmper bølgerne, mens de ruller, så bryder de mere og mere land ned fra gang til gang, og til sidst vil der ikke være noget tilbage. Derfor gør jeg altid mit bedste. Mit bedste denne gang blev, da vi for hundrede og syttende gang nåede til den om de syv-otteårige Vollsmose-knægte, som havde kastet sten, da man forsøgte at rydde plads, så brandvæsenet kunne komme frem til en ildebrand. De skulle have armene flået af, sagde han, som bragte historien på bane. Og hvad gjorde man i stedet? Inviterede dem til brandøvelse om søndagen, så de kunne få deres lyst til røde brandbiler styret.
Ved du hvad, sagde jeg til ham, da jeg fik plads til at få en bemærkning skudt ind. Hvis en knægt i den alder bare én gang i sit liv møder en voksen, der har den holdning til ham, at han skulle have armene flået af, så glemmer han det aldrig. Og han skal ikke møde ret mange, før han aldrig kan integreres.
Det bragte ti sekunders stilhed. Det er min fornemmelse, at mine makkere så de sølle knægte for sig. Hvor ville jeg gerne finde den bemærkning, der skabte tavshed i timer. Som debatklimaet er, er det i tavsheden og ikke i diskussionen, det konstruktive sker. Så jeg tier her.