Hvorfor hader de borgerlige klumme-skrivere kultur-radikalismen? Klaus Haase indleder en række artikler om begrebet, der har dybe historiske rødder

af Klaus Haase
I borgerlige aviser bruges begrebet 'kulturradikal' ofte som et skældsord. Præsterne i Dansk Folkeparti synes at se det som et 'onde.' Næsten på linie med kommunisme.
Det er symptomatisk, at når forfattere taler om en bedre tone i indvandrerdebatten, når der tales om det multikulturelle samfund, når intellektuelle og kunstnere og fagbevægelse udtaler skepsis mod nationalisme, når kommentatorer i P1 eller andre 'smalle' programflader stiller sig kritisk til forbrugersamfundet, når statsministeren angriber (andre) smagsdommere, når højreorienterede klummeskrivere og mikrofonløver på tv taler om 'langhåret journalistik' - ja, så har man de borgerliges yndlings-hadeobjekt: Kulturradikalisme.
Dette luftige begreb har i perioder sine opblomstringsperioder. Men det har dybe historiske rødder. Derfor er det levedygtigt og brugbart i kulturkampen. Også for kommunister.

Begrebets oprindelse
Georg Brandes (1842-1927) kan kaldes begrebets fader. Han var litterat, samfundskritiker med mere og holdt forelæsninger i 1871 om hovedstrømninger om litteratur lige fra den franske revolution.
Han vakte her opsigt, forargelse og debat, fordi han satte Danmark på det europæiske landkort og gjorde op med provinsialisme.
Han skrev senere om den fri seksualmoral, kvindens frigørelse, social ulighed og en biografi om socialistføreren, Lasalle.
Han skrev en række personbiografier om store kunstnere, digtere og filosoffer. Brandes opnåede international berømmelse.
I Danmark var meningerne om ham delte. Man beundrede eller hadede ham!
Brandes sympatiserede med Marx og arbejderbevægelsen, men var samtidig åndsaristokrat. Han mente, at det var 'den enkelte personlighed,' der ændrede historien. En idealistisk historieforståelse.
Brandes` sammensatte livsanskuelse og alsidighed er symptomatisk for kulturradikalismen. Brandes` samtidige, Viggo Hørup (1841-1902) der var den kulturradikale avis, Politikens, grundlægger, lagde kimen til kulturradikalismen og Det radikale Venstre. Han talte om den sociale revolution og tænkte således i klasser uden at være socialist.

Kulturradikalismens guldalder:
I løbet af 1920`erne og 1930`erne kom en masse kulturradikale aktører frem.
Det var primært intellektuelle og kunstnere, der kastede sig ud i tidens sociale problemer, brydninger og modsætningsforhold: arbejdsløshed, økonomisk krise og den eskalerende nationalisme der endte i nazismen.
Efterhånden kom en række socialister og kommunister med på vognen. Kulturmedierne i perioden var, foruden landsdækkende aviser, en række tidsskrifter. Her kan blandt andet nævnes: Klingen, (1917-20) Sirius, (1924-25) og Kritisk revy (1926-28) Ja, forlaget Gutenberghus forsøgte endda med Ekko (1929) at lave et kommercielt kulturradikalt blad.
En kulturradikal forening, Clarté, blev midt i 1920`erne til et tidsskrift.
Tidsskrifterne tog endvidere hul på emner som fri abort, kvindernes ligeberettigelse og antifascisme. Man udtrykte sig desuden gennem andre medier som teater, kabaret og visesang. Via alle disse medier fremførte man kulturradikale ranker i Brandes ånd. Som en kulturelt blandet landhandel.
Der løb dog en rød tråd gennem det hele: Frisind, troen på fornuften, kritik af provinsialisme, snæversyn og nationalisme.

I næste uge fortsætter serien om kulturradikalismen. Denne gang om salon-kommunisterne, der var en del af det kulturradikale miljø især i 1920`erne og 1930`erne.