I forbindelse med regeringens netop offentliggjorte globaliseringsstrategi for ¤¤uddannelse i verdensklasse¤¤ trænger et spørgsmål sig på: Hvad koster denne plan og især hvordan vil regeringen finansiere den?

af økonom cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
For herom er planen ganske tavs. Regeringen siger, at udgifterne til konkrete tiltag vil blive indarbejdet på finansloven(e). Men hvilke udgifter? Billig vil planen næppe blive. Alene hvis forskning og udvikling skal nå op på en procent af bruttonationalproduktet svarer det til en samlet stigning på 16 milliarder kroner fra 2006 til 2010. Hertil kommer en række udgiftskrævende uddannelsestiltag. At vi samlet taler om udgifter til flercifrede milliardbeløb er næppe for højt sat.
Men i regeringens valgprogram blev kun afsat ti milliarder til løft af forskning og uddannelse. Og at regeringen har frem til 2010 lagt en vækstramme på kun 0,5 procent årligt for de offentlige udgifter. Og heraf har regeringens samlede valgløfter i forvejen lagt beslag på hovedparten og resten vil utvivlsomt blive spist af kommunerne, ikke mindst på baggrund af kommunalreformen.
Med andre ord kan regeringens globaliseringsstrategi kun blive finansieret gennem besparelser på de offentlige udgifter. Her er det så tankevækkende, at regeringen har kædet forhandlinger om uddannelsesreformer og velfærdsreformer sammen. Velfærdsreformer som primært vil indeholde indgreb overfor efterløn og pensionsalder. Man kan derfor kun være stærkt bekymret for, at den ældre del af befolkningen skal betale regeringens globaliseringsstrategi gennem betydelige velfærdsforringelser, navnlig af mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Man kan naturligvis kun være enige i planens mål om at styrke uddannelse og forskning, herunder at få flere unge igennem ungdomsuddannelse og i videregående uddannelse. Men det er uacceptabelt og der er tale om en falsk modsætning, når regeringen vil fremstille det sådan, at de ældre i samfundet må acceptere store velfærds-forringelser 'i den gode sags tjeneste'.
Man kunne i den forbindelse pege på, at det jo ikke er nogen naturlov, at de offentlige udgifter skal stige så lidt og modsat det private forbrug skal stige fire gange så meget, således som regeringen har fastlagt. Man kunne også pege på, at statskassen jo bugner af penge.
Men først og fremmest kan man pege på, at regeringens strategi fuldstændigt negligerer det økonomiske potentiale, der ligger i de 900.000 personer, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet. En vækst- og beskæftigelsesstrategi, der bringer blot en del af disse i arbejde, vil ikke blot øge velfærden, men også indbringe det offentlige et merprovenu i flercifret milliardklasse gennem sparede overførsler og forøgede skatteindtægter.
Vækst og uddannelse er vigtigt. Men det er ingen selvfølgelighed, at det skal finansieres gennem velfærdsforringelser for den ældre del af befolkningen. Tværtimod kan både velfærden og de offentlige finanser forbedres uden at forringe de ældres tilbagetrækningsmuligheder, hvis der satses langt mere målrettet på at bringe en del af de mange udenfor arbejdsmarkedet i beskæftigelse.