Når Enhedslisten ikke ønsker at give økonomisk støtte til FARC og PFLP, skyldes det disse organisationers anvendelse af henholdsvis mord på uskyldige bønder og anvendelse af selvmordsbomber

af Per Clausen, Enhedslistens forretningsudvalg
Hermed et svar på Patric Mac Manus åbne brev til Enhedslisten (Arbejderen den 18. marts - red.)
Enhedslisten har ikke bare udtalt sin principielle støtte til Foreningen Oprørs udfordring af terrorlovgivning og 'terrorlisterne.' Vi har også selv udfordret denne lovgivning ved at oprette en hjemmeside, hvor vi har lagt Oprørs appel, og ved, da denne hjemmeside blev lukket, at få lagt appellen på Folketingets hjemmeside.
Konkret har vi også rejst lukningen af dele af dagbladet Arbejderens hjemmeside overfor statsministeren. Det har vi gjort, fordi vi betragter terrorlovgivningen som et udemokratisk overgreb på ytringsfriheden, som det er vigtigt at samle en bred modstand imod.
Derfor har vi også ment, at det ville være sekterisk at kræve af mennesker og organisationer, som ville deltage i et sådant arbejde, at de skulle have en bestemt holdning til diverse organisationer.
Enhedslisten anerkender befolkningerne ret til modstand, også voldelig modstand, når anden vej til demokratisk forandring ikke længere synes mulig. Uanset dette fastholder Enhedslisten sin ret til at kritisere andre organisationers politik og praksis, hvis vi mener, det er nødvendigt. Ligesom vi anerkender Patric Mac Manus` ret til at kritisere Enhedslisten.
Når Enhedslisten ikke ønsker at give økonomisk støtte til FARC og PFLP, skyldes det disse organisationers anvendelse af henholdsvis mord på uskyldige bønder og anvendelse af selvmordsbomber. Efter vores opfattelse er disse metoder uacceptable. Vi deler heller ikke Patric Mac Manus` opfattelse af, at PFLP og FARC er identiske med den palæstinensiske og colombianske bevægelse. I disse bevægelser indgår en lang række andre kræfter og det er også muligt at finde aktive kræfter, der ikke har anvendt PFLP og FARC`s metoder.
Enhedslisten er enig i, at statsterrorisme er 'terrorismens mest fremtrædende form'. Vi er også enige i, at den vestlige verden bærer et stort ansvar for den desperation, der fører til anvendelse af terroristiske metoder. Dette får os imidlertid ikke til at acceptere disse metoder.
De metoder, der anvendes i kampen for sociale rettigheder, demokrati og national selvbestemmelse, får også konsekvenser for det samfund, som vokser ud af denne kamp. Derfor er der mange gode grunde til at insistere på retten til kritik og debat i vores relationer til andre organisationer og bevægelser.