Det er en hån, når store dele af samfundet har travlt med at erklære fagbevægelsen død, når man samtidig er i færd med at genoplive det klassedelte samfund

fra 3F Rymarken
Fra brede dele af samfundet, fra økonomiske vismænd og fra den siddende regering, hører vi dagligt om den voksende velstand blandt danskerne. Stigende huspriser, friværdi og historisk lave renter er de værdier der især udnyttes til at omsætte drømme for en voksende del af den danske befolkning.
Med til historien hører også, at der fortsat er mennesker på overførselsindkomster, mennesker i almennyttige boliger uden mulighed for omprioritering, mennesker der uforskyldt er invalideret af eksempelvis arbejdsulykker, eller danskere med en anden etnisk baggrund.
Uligheden mellem de sidst nævnte og den hastigt voksende middelklasse bliver større dag for dag.
Det gælder også for de korttidsuddannede og ufaglærte, hvis legitime krav om videre- og efteruddannelse tilsidesættes til fordel for de langtidsuddannedes stadfæstede ret til samme.
Der mangler konkrete krav til arbejdsgiverne om økonomisk bidrag til den uddannelsesudvikling der er nødvendig for at fastholde virksomhedernes muligheder for vækst i Danmark.
Uddannelse, åbenhed, respekt for individet og ligestilling, for køn og etnisk oprindelse er de væsentligste ingredienser i arbejdet for at globaliseringen fortsat kan være et aktiv.
Danske industriarbejdere vil ikke have flere billige Claus Hjort-løsninger, der udløser mantraer som det grå guld eller alle i arbejde, når regeringen ikke tør konfrontere arbejdsgiverne med det faktum, at de også har et ansvar for de ansatte, der skaber overskud og ikke kun aktionærerne. Prisen for arbejdsgiverne er: Vær med til at bære en fremadrettet samfundsudvikling.
Efter det udskældte overenskomst forlig i 2004, hvor blandt andet forsømt tid blev skærpet og fremhævet, er der på industriens arbejdspladser stor bevågenhed om de krav, der udtages til det kommende års overenskomstforhandlinger.
I samme periode, har vi oplevet, at Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri har trukket i den forkerte retning, når tillidsrepræsentanter har været part i et sagsforløb.
Respekten for Tillidsmandsinstitutionen er forsøgt undergravet.
Det er et nagelfast faktum, at selvom arbejdsgiverne fagretligt underkendes i opsigelsessager, bliver medarbejderen ikke genansat. Vi må kræve genansættelse. Dette krav skal yderligere skærpes i sager hvor tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter, klubbestyrelsesmedlemmer og talsmænd er involveret. Vi kan og vil ikke stiltiende acceptere denne udvikling.
De der vælges til at varetage kollegaernes tarv og rettigheder, skal beskyttes bedre mod overgreb. Der er ingen mening i, at vælge repræsentanter der forventes at matche ledelsen, hvis det er muligt at betale sig fra at fjerne besværlige tillidsvalgte som arbejder med at forfægte deres kollegers sag. Vi vil kræve at, vore forhandlere anerkender dette, og vægter det som det ubetinget vigtigste punkt under de forestående overenskomstforhandlinger.
Arbejdsgiverne kan med overenskomsten i hånden skaffe sig ubegrænset adgang til fleksibilitet i produktionen. Dette sker uden hensyn til de ansattes ret til fritid og familieliv.
Treholdsdrift, overarbejde, forskudt tid og weekenddrift slider på industriarbejdernes liv. Ulemperne ved skifteholdsarbejdet skal i fokus.
Vi ønsker ikke mere fleksibilitet i overenskomsten til arbejdsgiverens fordel.
Skifteholdsarbejdernes rimelige krav må honoreres ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Vedtaget på generalforsamling 14. marts.