04 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den ny realisme

Den ny realisme

Fredag, 24. marts, 2006, 00:00:00

Den der fordrer objektivitet i erkendelsen, er dybest set farlig for magthaverne, for det er magthaverne, der har brug for at sprede løgne!

af Kjeld Stenum
Denne spalte er ikke en rapport fra globaliseringens forreste frontlinje på en autostrada mellem Europas betydningsfuldeste metropoler. Den er skrevet fra en cykelsti i en ligegyldig lokalitet nær en mindre europæisk hovedstad. Her går det ikke så stærkt.
Når jeg for eksempel får mig hægtet på de løbende filosofiske debatter, sker det typisk med et par års forsinkelse. Når debattens bøger kommer på udsalg, nemlig. På dette års bogudsalg erhvervede jeg mig således et par bøger af naturvidenskabsfilosoffen Helge Kragh. Og jeg opdagede til min store glæde, at realismen er kommet tilbage i filosofien.
Der er kommet skribenter, der reagerer på den værdirelativisme, der har domineret filosofien det seneste par årtier under navne som postmodernisme eller socialkonstruktivisme. Og realisten Helge Kragh er én af dem. I denne skærveknuser skal jeg koncentrere mig om den bog af ham, der hedder 'Videnskabens væsen', så får vi se, om jeg kan vende tilbage til hans kosmologi ved anden lejlighed.

Realistisk videnskabsteori er lidt vanskelig at karakterisere med få ord, for den hylder egentlig ikke nogen bestemt verdensanskuelse. Men det er en filosofi, der lægger stor vægt på objektiv erkendelse.
Én af realismens kendteste navne var den østrigsk-engelske filosof Karl Popper, der godt nok ikke kaldte sig selv sådan, han foretrak betegnelsen kritisk rationalist. Han er kendt for holdningen, at videnskabelige teorier aldrig kan bevises af fakta, for man ved aldrig, om der skulle dukke andre fakta op, som modsiger dem. Men kan de ikke bevises af fakta, kan de undertiden modbevises. Videnskabelige fremskridt sker på baggrund af videnskabsfolkenes åbne diskussion af sådanne modsigelser. Helge Kraghs realisme er født af hans baggrund i solid naturvidenskab. Men hans holdninger ligner Karl Poppers overordentlig meget. Også der, hvor Karl Popper havde sine svage punkter.

Jeg skrev før, at jeg har stor sympati for realismen. Det har jeg, fordi den lægger vægt på objektivitet og åbenhed i erkendelsesprocessen. Men det betyder ikke, at jeg æder alt.
Man kan spørge, hvem skal afgøre, at den videnskabelige erkendelse nu også bevæger sig fremad, og at videnskabsfolkene ikke udarter til for eksempel en samling snyltere, der enten snakker sort for at dække over stagnation eller snakker magthaverne efter munden?
Helge Kraghs svar (som i øvrigt også Karl Poppers) er, at det videnskabelige samfund skal kontrollere sig selv. For det er kun videnskabsfolkene selv, der har den fornødne erfaringsballast til at vurdere, hvad der er videnskabeligt, og hvad der ikke er. Her står jeg af.
Dengang jeg var ung, lærte vi at gøre op med den værdifri forskning. Videnskaben måtte være sig bevidst, at den blev brugt i samfundets klassekamp, og derfor måtte den vælge at gøre sig til redskab for den ene eller den anden klasse.
Dette i sig selv fornuftige anliggende har måske nok været med til at fyre op under den del af den postmodernistiske værdirelativisme, vi i dag kender under navnet socialkonstruktivisme.
Den mest radikale socialkonstruktivismes påstand er, at videnskaben er fuldstændig formet af de sociale sammenhænge, den indgår i. Objektiviteten forsvinder til fordel for traditionen, virkeligheden forsvinder bag de briller, vi ser den igennem. Den ene historiske epokes videnskab kan ikke sammenlignes med den anden, proletarisk erkendelse kan ikke sammenlignes med borgerlig. Hvor der ingen objektivitet er, bliver enhver diskussion meningsløs.
Helge Kraghs relancering af den værdifri forskning er en konsekvens af opgøret med relativismen. Men barnet ryger efter min bedste overbevisning ud med badevandet.

Sådan som jeg ser på tingene, så er der en snæver sammenhæng imellem evnen til objektivitet og tilknytningen til de undertrykte klasser.
Den, der fordrer objektivitet i erkendelsen, er dybest set farlig for magthaverne, for det er magthavere, der har brug for at sprede løgne.
Det stærkeste eksempel på dette er nok den katolske kirkes kætterforfølgelser ved middelalderens slutning. Da kunne man blive brændt på bålet blot for at sige, at Jorden var en planet i kredsløb om Solen på lige fod med de andre planeter. For kirken var de lovmæssige stjerne- og planetbevægelser de himmelske udtryk for Guds styrende vilje, mens Jorden var syndens kaos. Hvis Jorden også umiddelbart var udtryk for Guds ordnende vilje, så måtte dens beboere vel også være det, kunne menneskene vel tænke, og hvad skulle de så med en frelsende kirke?
Også moderne magthavere har dog været afhængige af at sprede nonsens om verdens indretning, fra det yderste højres raceteorier over liberalismens usynlige økonomiske hånd til en forstenet venstrebevægelses historiske 'nødvendigheder'. Og der er sket og sker stadig masser af forfølgelser og knægtelse af ytringsfrihed på disse konti.
Der er naturligvis god mening i, at videnskaben forsvarer sig imod den slags omklamringer, ligesom det i sin tid var rigtigt af den at kæmpe sig fri af den katolske gejstligheds jerngreb.
Men der er intet elfenbenstårn, hvor videnskabsudøveren kan gemme sig. Hvad er det værd at insistere på sandheden, hvis netop dette medfører, at man mister pondus til at sætte den igennem, fordi magthaverne er mere interesserede i løgne?
For at vinde saft og kraft til at tage vare på objektiviteten må videnskaben alliere sig med dem, der har interesse i objektiviteten. Og det er de undertrykte klasser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. mar. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp