Vi bliver nødt til at lære at bære det ansvar, der følger med ytringsfrihed anno 2006. Dansk humor og bramfrihed kan ikke forventes at finde global accept og forståelse

af cand. mag. Gert J. Fode, Flensborg
Til daglig sider Sven Henning ved et skrivebord just syd for grænsen i Flensborg bys Bürgerbüro (kommunekontor). I sin fritid spiller han fodbold i DGF - en dansk klub. Tit er de i Danmark og spille kampe, sidste gang med old boys i Vingsted. Men alt er ikke idel lykke. I Vingsted blev en af Sven Hennings tyske kammerater mødt med nazihilsen. Og også Henning selv er flere gange blevet blevet budt velkommen med sætninger, der indeholdt ord som tyske svin og gaskammer.
'Jeg må indrømme, det er svært at fatte,' siger Henning. 'Jeg tror nok, det bare er ment som grove spøg. Men jeg kunne ikke forestille mig at nogen tyskere kunne finde på sådan noget.'
Vi danskere er vant til at sige lige hvad der falder os ind, til enhver der tilfældigvis står i nærheden. Hvis vi derved sårer andre menneskers følelser, siger vi bare: 'Tag det dog som en spøg' og vifter måske endda ytringsfrihedens flag op i hans næsebor.
Men den går ikke længere. Vi bliver nødt til at lære at bære det ansvar, der følger med ytringsfrihed anno 2006. Dansk humor og bramfrihed kan ikke forventes at finde global accept og forståelse. Det er ikke kun en nazihilsen i Vingsted og det er ikke kun Muhammed-tegningerne, selvom de har bidraget med et vældigt knald og rusket op i os alle sammen.

Dyrebart Gode
Mange står komplet uforstående overfor den voldsomhed, hvormed store dele af den muslimske verden har reageret på noget så forholdsvist diminutivt som nogle stregtegninger i en midtjysk avis. Muhammedanerne kan synes latterlige i deres religiøse vrede og afmagt, men husk, da kristendommen var 1500 år gammel (som Muhammedanismen i dag), gik vi kristne rundt og brændte, ikke flag - men mennesker - på bålet.
Selvfølgelig er det forkert at lade uskyldige mennesker undgælde for nogle ligegyldige tegninger. Men vredens årsag og dens forkerte afløb afskaffes ikke ved at stikke ytringsfrihedens spidse hegnspæl i hjertet på sin religiøse modstander. De eneste virkeligt effektive våben mod politisk vold og religiøst vanvid som vi kender, er oplysthed og... hm, ytringsfrihed. Begge dele tager det lang tid at tilkæmpe sig.
Ytringsfriheden er et dyrebart gode. Ikke tale om, at vi skal give køb på den! Men diplomati og hensyn til andre mennesker er ved gud lige så vigtige. Hvis vi vil accepteres for vore danske særheder, bliver vi nødt til at leve med andres tosserier.
På den ene side må vi selvfølgelig sige og tegne alt, hvad vi vil. Især indenfor vores egne fire vægge, i klubben sammen med vore kammerater og så videre. Men på den anden side er verden af i dag et utroligt sammenknyttet, lynhurtigt og globalt netværk, der formår at transportere ikke bare store men også bittesmå nyheder kloden rundt med lysets hastighed og blæse dem op.
Der kræves intet andet udstyr i dag end en mobiltelefon eller en internetforbindelse... Straks er vennerne, uvennerne, pressen og hele verden orienteret om det. En fjer bliver ikke mere bare til frem høns, den bliver til millioner af vrede mennesker og endda selvmordskrigere.

Som køkkenkniven
Det er historien om køkkenkniven, bare dimensioner større. Til daglig bruger vi køkkenkniven til at skære løg og paprika. Vi kunne ikke drømme om at afskaffe køkkenknive, fordi man også kan bruge dem til at skære mennesker i stykker med. Men vi holder dem da væk fra småbørnene og vi lærer de større børn at omgås dem varsomt. Det forholder sig lige sådan med det frie ord. 'Frie' ytringer kan skære i folk, de kan få folk til at smide bomber som forsvar. Og de kan forvandle en lille, ubemærket, hyggelig dansk nation til den halve verdens hadebold.
Pressen, medierne og skolerne bærer et stort ansvar, sammen med hver eneste enkelte af os. Ytringsfriheden er i sandhed ikke længere bare en tveægget køkkenkniv, den er - det skal vi nu lære - blevet en bombe af karat. Alle i dette land har denne frihed og dermed samtidigt dette våben i hænderne. Vi bliver nødt til at omgås våbnet ordentligt. Og det skal gå hurtigt. Billederne på tv-skærmen viser os, hvad der står på spil.
Herr Henning lærer i øvrigt nu at tale dansk. For det første vil han gerne forstå, hvad det er, danskerne siger til og om ham. For det andet vil han gerne oplyse dem om, hvad deres 'frie' ord gør ved ham. Thi hvilket alternativ findes der?