Vi bliver pakket ind i trusler. De kommer fra alle sider, ude fra og inde fra og fra helt ukendte sider. Når truslerne melder sig søger vi sikkerhed, og det er ikke altid lige rationelt - så vi er nemme at skræmme og binde noget på ærmet, ja tilmed at søge ly i løvens hule.
Regeringen tager sine forholdsregler i forhold til fremtidige trusler. Formentlig er det derfor, at 15 pressefolk og spindoktorer fra ministeriet, har været på teambuildingkursus hos Jægerkorpset i Aalborg. Dagen, der blandt andet bestod i udspring fra 17 meters højde (med faldskærm), var organiseret af Claus Wammen, der er næstkommanderende i Jægerkorpset. Jo - vi kan se frem til elegante højde-spin.
Det kunne for eksempel udfolde sig som følge af Globaliseringsrådets rapport. Vi lever i videnssamfundet - det er en af konklusionerne fra rådet. Uvidenhed er endnu en trussel, hedder det fra rådet, som Fogh selv har sat sig i spidsen for. Ingen kan være uenige i, at der er et massivt behov for mere uddannelse og sandelig også for mere forskning. Problemet er dog blandt andet, at der mangler en helt afgørende dimension i globaliseringsrådets tilgang - samfundet. Når man ser på forslagene virker det som om, at der alene fokuseres på resultatorienteret forskning, elite og de virksomheder, der skal benytte sig af denne viden. Globaliseringsrådet lægger med andre ord op til ét stort støtteprogram til virksomhederne.
For borgerskabet er det vidende samfund en afgjort trussel. Et vidende samfund vil ikke lade sig spise af med privatejendomsretten og markedet som de styrende kræfter. Kun få ville være i tvivl om at de hørte fortiden til. Viden er farlig, hvis den findes i udbredte koncentrationer. Derfor reduceres viden til noget delsystemer i økonomien har brug for - teknik - eller afgrænses på andre måder. Folkeskolen forvandles til tankstationer frem for laboratorier. Erhvervsskolerne bliver til arbejdscentraler, hvor virksomhederne kan håndplukke praktikanter efter behov. Universiteterne bliver til et 110 meters snorlige forhindringsløb frem for et fem kilometers orienteringsløb. Regeringen styrer med hård hånd. Dem der får penge og undgår at blive lukket er de institutioner, der kan spille efter den forsimplede melodi og sikre en udskillelse.
Det ville være meget mere fornuftigt og revolutionerende at sætte det sociale og kulturelt demokratiske videnssamfund på dagsordenen. Forskning for folket - hed en parole i 70`erne. Forskning behøver ikke kun at være for nogle få, eller noget der foregår i isolerede laboratorier. Verden er et laboratorium - ligesom livet i virksomheden og i byen er det. Hvem ved bedre, hvad der er værd at vide noget om end folk?
Og hvis man virkelig vil eksperimentere så vil der være meget mere dynamik i samfundsmæssige eksperimenter, som trækker på al den tilgængelige viden i verden. En vidt udbredt nysgerrighed, kombineret med muligheden for afprøvning vil ikke være rasende dyrt, men til gengælde meget radikalt og revolutionerende. Der er så megen viden om samfundet, som ikke bliver brugt, eller der udøves ligefrem store anstrengelser for at denne viden netop ikke bliver synlig og dermed dagsordensættende.
Når det kun er et drømmebillede er det selvfølgelig fordi det med det samme rokker ved privatejendomsretten til både vore byer og til viden. Ja - tilmed kan det fører til frigørelsen fra guds-troen. Ifølge præsten Kathrine Lilleør, der spinner lystigt i medierne, så fører et samfund uden religion til et autoritært regime. Så viden og indsigt kan også være en trussel på denne måde. Mennesker - vogt jer!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278