19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slut jer til oprøret

Slut jer til oprøret

Tirsdag, 28. marts, 2006, 00:00:00

Vi vil ikke lade os skræmme. I stedet opfordrer vi til forstærket protest og aktivitet mod nedbrydningen af de demokratiske rettigheder - lyder det fra Foreningen Oprørs udtalelse fra årsmødet

Slut jer til oprøret
fra Foreningen Oprør
I sin internationale appel opfordrer Foreningen Oprør en lang række europæiske organisationer til at udfordre EU's 'terrorliste' ved at støtte modstands- og befrielsesbevægelser, der kæmper for demokratiske og humanistiske mål. Her gentager vi denne opfordring.
Den europæiske 'terrorliste' udstøder modstands- og befrielsesbevægelser fra det internationale samfund. Hermed sinkes en politisk og social løsning på en lang række konflikter i verden.
Den europæiske 'terrorliste' er et politisk og ikke et juridisk dokument, og kan ikke danne grundlag for domstolspraksis. Det er ikke desto mindre dette, der er sket i både byrettens og landsrettens kendelser om beslaglæggelse af Foreningen Oprørs internationale appel.
Sigtelserne mod Foreningen Oprør efter 'terrorparagraffen' er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, som retter sig mod terrorlovgivningen, terrorlister og den såkaldte internationale krig mod terror.
Vi vil ikke lade os skræmme. I stedet opfordrer vi til forstærket protest og aktivitet mod nedbrydningen af de demokratiske rettigheder.
I stigende grad undermineres de demokratiske rettigheder af terrorlovgivning. I forslaget til ny 'terrorpakke' tilsidesættes domstole og retskendelser i endnu højere grad end hidtil. Den demokratiske indsigt og kontrol, som en retsstat bør hvile på, indskrænkes yderligere. Ikke mindst ytringsfriheden og pressefriheden, der må hvile på et højt informationsniveau om myndigheders handlinger, er i stigende grad truet. I sin egen selvforståelse er den danske stat fortsat en demokratisk retsstat, men statsmagten er i disse år under farlig forvandling.
Globale og lokale konflikter i verden kan ikke løses uden udvidelse af grundlæggende demokratiske rettigheder, mens terrorlovgivning og den såkaldte 'krig mod terror' bidrager blot til at skærpe konflikterne. I stigende grad vender den statslige sikkerhedspolitik sig mod samfundet og de demokratiske rettigheder. I et sådant samfund vil ingen til syvende og sidst kunne vide sig sikker.
Foreningen Oprør opfordrer til den stærkest mulige afvisning af den gradvise underminering af de politiske frihedsrettigheder. Modstandere af den fortsatte nedbrydning af retssikkerheden og ytringsfriheden må give sig aktivt til kende.
De demokratiske frihedsrettigheder blev tilkæmpet med store omkostninger af tidligere generationer. Igen og igen måtte de forsvares. Også i dag skal de forsvares - inden det er for sent.
Oprøret fortsætter!

Vedtaget på årsmøde 25. marts

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp