Kreativitet og livslang læring er myter i det moderne samfund, der i stigende grad bruger specialisering og standardisering af arbejde
af Lotte Ott
Nogle går og siger, at samlebånd og fabriksarbejde tilhører en svunden tid. I dag har vi jo et videnssamfund, der stiller helt andre krav om kreativitet og livslang læring, og som giver mindre nedslidning og mere indflydelse!
Men kan det nu passe?
Nej, siger den svenske forfatter Michael Nyberg, det passer ikke. Arbejdet i alle brancher bliver mere og mere specialiseret og standardiseret. Samlebåndene kører overalt og de kører hurtigere og hurtigere.
På årsmødet i Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere (AAA) den 3. marts var Michael Nyberg inviteret. Med udgangspunkt i sin seneste bog, kapitalen.com, der netop er udkommet, fik Nyberg rokket ved nogle af de fremherskende udsagn om det moderne servicesamfund.
Minimalistisk og lige på stregen
Med udgangspunkt i Volvofabrikkerne i Göteborg beskrev Michael Nyberg, hvordan en stor moderne virksomhed i det såkaldte videnssamfund har trimmet sin produktion og fjernet alle funktioner, der ikke er absolut nødvendige. Det tager underleverandørerne sig så af. De organiserer også arbejdet i samlebånd. På denne måde bliver samlebåndene mere forgrenede og der bliver flere af dem.
Samtidig bliver hele produktionsbåndet strakt ud som følge af produktionsprincipper som 'Just In Time'. Det går ud på at minimere alle de lokale lagre, og i stedet sikre en konstant leverance af materialer. Lastbil- og anden trafik bliver en del af samlebåndet, der på denne måde bliver meget langstrakt. Systemet kræver, at alle de leverede elementer er fejlfrie, og at de er rigtige, da det ikke er muligt at hente nyt på lageret.
Derudover kræver systemet, at alle på det lange bånd følger den samme takt.
Det lægger et stort pres på de ansatte, der er konstant underbemandede takket være ledelsessystemer, der bevidst planlægger og kalkulerer med for få ansatte. Fænomenet er af amerikanske fagforeningsfolk blevet kaldt 'management by stress'.
Menneskelige kontakt bliver standardiseret
Michael Nyberg gennemhullede myten om at servicesektoren vil fortrænge den industrielle masseproduktion. Hans hovedindvending er, at det faktisk er lige modsat: Der sker en massiv industrialisering af servicesektoren.
Det første eksempel, han tog frem, var fast-foodkæden McDonald's, der uanset hvor i verden kæden befinder sig, har standardiseret alt sit udstyr, og har organiseret arbejdet strengt efter industriens principper. Restaurationsbranchen går hermed fra at være en service til at blive en industri.
Det andet eksempel, hentet fra it-verdenen, er call-centrene, der i stigende grad afløser den traditionelle reception i de enkelte virksomheder.
I call-centrene sidder hundredvis af fortrinsvis kvinder med telefon og computer og besvarer opkald til alverdens firmaer. De er ofte resultatlønnede - hvilket jo kendes fra samlebåndsarbejde - og deres job, der går ud på at føre samtaler med kunderne, er gennemstandardiseret via taletekster og manualer, der skal følges til punkt og prikke.
Call-centrene kræver ikke meget udstyr, men til gengæld et sprog. I lande som blandt andet Indien taler ti procent af befolkningen engelsk.
Dette har fået mange amerikanske og engelske virksomheder til at benytte sig af indiske call-centre. Når en engelsk kunde ringer til sin lokale bank i London, går samtalen tusindvis af kilometer over et helt kontinent og bliver besvaret i Indien. Men da kunden helst vil føle, at han taler med en af bankens ansatte lige rundt om hjørnet, kommer de ansatte i de indiske call-centre på kursus for at lære en mere engelsk- engelsk udtale. På den måde bliver også sproget standardiseret.
I nogle af de indiske call-centre bliver alle dagligt orienteret om vejret i for eksempel London, så de kan tale med kunden i England om noget helt lokalt. På denne måde bliver hele den menneskelige kontakt standardiseret.
Livslang læring er en frasortering
Michael Nyberg tog fat i påstanden om, at viden og kompetence står i centrum i det nye arbejdsliv. Han er enig i at uddannelsen af arbejdskraften er steget, men samtidig er mængden af rutinepræget arbejde ikke faldet tilsvarende.
Han refererede til en svensk undersøgelse, der viser at tre ud af fire svenskere har taget uddannelse udover folkeskolen. Men kun halvdelen mener, at det har været nødvendigt, for at kunne passe det arbejde de har.
Med hensyn til kompetence viser en anden undersøgelse, at når chefen efterlyser sociale kompetencer hos ansatte, så mener mere end halvdelen, at de vil have en person, der er venlig, glad og udadvendt, eller en person, der nemt kan tilpasse sig de gældende regler.
Ifølge Michael Nyberg har European Round Table of Industrialist, der er en sammenslutning af 45 direktører fra de største multinationale virksomheder i Europa, meldt klart ud, at de ønsker uddannelser, der nemt kan tilpasses forskellige industrier. Kun en lille elite på universitets- og forskerplan skal have tid og plads til fordybning.
Livslang læring betyder i virkeligheden frasortering, sagde Michael Nyberg og tog som eksempel det grafiske område.
- Vi forbinder tit computerarbejde med høje kompetencer, men i virkeligheden er der tale om masseproduktion af specialarbejdere, sagde han.
- Før i tiden kom man i lære og fik overdraget den viden, der var givet videre fra generation til generation. I dag er der ingen mystik. Al den viden, der tidligere fandtes inde i hovedet på typografen, findes i dag på et computerprogram. Nu bliver man ansat, i kraft af de computerprogrammer man behersker. Når en grafisk virksomhed har brug for nye programmer, så fyrer man det gamle personale og hyrer nogle nye, der mestrer netop det nye program. Med andre ord: Virksomheden har ikke behov for at uddanne eller videreuddanne sine ansatte. De ansætter blot nogle nye.
Denne artikel har været bragt i Aktionsgruppen Arbejdere Akademikeres blad arbejde & sundhed. Læs mere om aktionsgruppen på www.aktionsgruppen.dk
Bogen Kapitalen.com af Michael Nyberg er udgivet på forlaget Tiderne Skifter.
Lean
Lean-Produktion, betyder ordret mager produktion. På dansk er det blevet oversat til trimmet produktion. Lean-Produktion er en produktionsfilosofi, udviklet i den japanske bilindustri efter krigen, der går ud på at skære alt unødvendigt væk i alle led af produktionen.
Mange virksomhedsledelser, offentlige som private, industrielle som servicerelaterede, fremhæver fordelene ved Lean.
Den svenske journalist og forfatter siger i sin nye bog, Kapitalen.com, at 'I trimmet produktion er mennesket den buffer, der tilpasses kapitalen.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278