Den 18. juli 1936 udbrød en revolte i Spansk Marokko, vendt mod den lovlige spanske regering. Det var indledningen til de nationalistiske generalers oprør, anført af general Franco

af Anton Nielsen
Sorte skyer trak op over Europa efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. Den 29. januar blev Adolf Hitler Tysklands kansler. Det nazistiske Tyskland oprustede. Tysklands allierede i Fjernøsten, Japan, angreb Kina, hvor de myrdede og plyndrede.
Mussolinis Italien kastede sig 'modigt' over det forsvarsløse Abbesinien (Etiopien). I Grækenland udnævnte fascisten Ioannis Metaxas sig selv til diktator. Og i Spansk Marokko konspirerede fascisten Francisco Franco mod den unge spanske republik.
Den spanske republik blev oprettet så sent som i 1931, da den spanske konge Alfonso den 13. blev styrtet. Som sin første handling overtog den nye republiks første demokratisk valgte regering kontrollen over de store godser. Jorden skulle tilbage til folket.

Den fascistiske terror slippes løs
Den 18. juli 1936 udbrød en revolte, vendt mod den lovlige spanske regering, i garnisonen i Melilla i Spansk Marokko.
Det var indledningen til de nationalistiske generalers oprør. Anført af general Franco - som snart efter blev leder af den fascistiske Falange - bredte oprøret sig næste dag til hele Marokko.
Da Franco havde sikret sig magten i Marokko, var hans næste problem at få fragtet sine tropper til det spanske fastland. Til dette formål fik han hjælp fra Hitler-Tyskland, som velvilligt stillede fly til rådighed for overførslen af de fascistiske oprørere til Spanien.
Flere store byer som Burgos, Pamplona og Saragossa faldt straks i oprørernes hænder. I Madrid, Barcelona og i Baskerlandet nedkæmpedes de lokale militære garnisoners oprør af regeringstro tropper og bevæbnede arbejdere og militser fra de politiske partier.
Francos tropper var - som tidligere omtalt - fløjet ind fra Marokko med tyske fly til Sevilla. Efter hårde kampe mellem de fascistiske okkupanter og bevæbnede og byens befolkning blev modstanden knust. Det var den 20. juli 1936.
Herefter fulgte en af borgerkrigens grusomste massakre. Alle mænd blev drevet ud af husene og myrdet på åben gade med knive af de marokkanske tropper. Byens borgmester og andre lovligt valgte ledere blev tortureret til døde, mens den fascistiske general, de Liano, indrettede sit hovedkvarter i byens nu tomme rådhus.
Imens lukkede regeringen i Madrid øjnene for situationens realiteter. Den daværende regering var kommet til magten efter valgene i 1936. Regeringen udsprang af en folkefront, som bestod af Det socialistiske Parti, kommunisterne og forskellige republikanske centrumpartier.
Manuel Azana var landet præsident, og Casares Quitroga var chef for den nyvalgte regering. Kommunisterne var ikke medlem af regeringen.
Sådan havde det været siden republikkens indførelse i 1931, da en lignende regering, bestående af socialister og borgerlig republikanske partier, så dagens lys for første gang.
Regeringen ændrede forfatningen, adskilte stat og kirke - en vigtig og nødvendig ting i et land som Spanien. Og gennemførte, som tidligere nævnt, en jordreform og en stribe reformer inden for undervisningsvæsnet.
Men på grund af et stadig voksende pres fra højrefløjen sprængtes venstrekoalitionen. Resultat blev en række svage regeringer, som ikke kunne tilfredsstille hverken højre eller venstre.

Oprøret i Asturien
En af disse overvejende borgerlige regeringer gik så langt, at den i 1934 sendte Franco til Asturien for at knægte de asturiske minearbejdernes opstand. Han var en af de monarkistiske 'afrikaner' generaler, 'som havde udmærket sig i undertrykkelsen af det marokkanske folk.
'De undertrykkelsesmetoder de fremturede med i Asturien var mere end hårde,' skrev kommunisten Dolores Ibaruri - måske bedre kendt som La Pasionaria - i sine erindringer,
Den eneste vej.
'De var grusomme, især på de steder, hvor afrikanernes 'tabor' og fremmedlegionen viste sig.
Asturien blev hærget i en sådan grad, som havde det været en oprørsk marokkansk stammelandsby. Over 4000 dræbte var resultatet af kampene og terroren i 1934.'

Fascisterne mobiliserer
Op til 1936 organiseredes og mobiliseredes den spanske højrefløj.
I spidsen for denne proces stod landets ultrahøjre, som altid havde domineret hæren og civilgarden. I 1934 dannedes Falangen, et fascistisk parti efter italiensk model, men dog med særlige spanske træk.
Den største højregruppe var det katolske Ceda-parti. Men også Agrarpartiet - godsejernes parti - og monarkisterne var aktive modstandere af Folkefronten og alt, hvad den stod for.
Samme Folkefront erklærede efter valget i 1936 sin vilje til at fortsætte og udbygge de grundlæggende reformer fra 1931. Det bragte højrefløjen i alarmberedskab. Katolikkerne frygtede overgreb. De blev bestyrket i den opfattelse af en række afbrændinger af kirker og mord på gejstlige, som - viste det sig - i høj grad var anarkisternes værk.
Højrefløjen konspirerede med de utilfredse officerer, der som Franco var blevet forflyttet på grund af upålidelighed, eller var blevet afskediget. Forbindelserne til det fascistiske Italien og Tyskland havde man allerede så meget mere som at tysk kapital havde store interesser i Spanien.
Mord og uroligheder i perioden mellem regeringsdannelsen i februar og juli 1936 skabte det klima af usikkerhed og vold, som fik mange til at støtte en fascistisk 'løsning' af landets problemer.

Giv arbejderne våben
Dagen efter kuppet - i juli 1936 - opfordrede den samlede venstrefløj og de faglige landsorganisationer regeringen til at uddele våben til arbejderne og oprette arbejdermilitser.
Det nægtede regeringen, og det blev dens endeligt. Der blev dannet en ny regering - denne gang med kommunistisk deltagelse. Nu blev der udleveret våben til arbejderne i Madrid, som allerede den 20. juli sikrede sig den fulde kontrol over Madrid. Det samme skete i mange andre byer og distrikter.
Hermed begyndte et nyt kapitel i den spanske republiks historie.
I Madrid overtog den faglige landsorganisation og venstrepartierne ansvaret for uddeling af fødevare. De gamle embedsmænd - som var højrefløjens tro væbnere - blev sendt på 'pension', og Folkefronten inklusive fagbevægelsen overtog den centrale administration i samarbejde med de loyale dele af det gamle embedsmandskorps. Bankerne kom under de folkelige organers direkte kontrol. Byens liv blev omorganiseret.
De drivende kræfter i denne proces var kommunisterne og det socialistiske ungdomsforbund, der samledes i én organisation under ledelse af kommunisten, Santiago Carillo, som langt senere, efter Francos død i 1975, blev formand for Spaniens kommunistiske Parti.

Anarkisternes problematiske rolle.
Der skete kun få beslaglæggelser af privat ejendom. Den holdning var helt i overensstemmelse med regeringens og Folkefrontens politiske grundlag.
Det var en politik, som fik fuld opbakning fra størstedelen af det spanske folk - fra kommunisterne og langt ind på den borgerlige midte. Folkefrontens politik sikrede den spanske arbejderklasse og fagforeningerne betydelig indflydelse på den politiske proces.
Anderledes gik det i de regioner af Spanien, hvor anarkisterne dominerede. Provinsen Aragonien var et af de områder, som måtte lægge ryg til et af de anarkistiske eksperimenter.
Mens Franco i spidsen for en fascistisk oprørshær forsøgte at underlægge sig Spanien, mente anarkisterne, at det var helt afgørende umiddelbart at sikre oprettelsen af kollektivbrug. Disse kollektiver, som ofte blev oprettet ved tvang, blev organiseret på landsbybasis, og var såkaldt selvstyrende politiske enheder. I Kina forsøgte man noget lignende mange år efter - folkekommuner blev det kaldt dengang.
Disse kollektivers hensigtsmæssighed og nødvendigheden af dette eksperiment i en situation, hvor fascismen var på fremmarch og truede den spanske republik med udslettelse, er meget omdiskuteret. I de mange ophedede diskussioner, som er foregået siden, virker det som om, at mange har glemt, hvad følgen blev af anarkisternes hovedløse politik. Kendsgerningerne fik trange kår, de tjente ikke sagen.
En kendsgerning er det dog, at den, af anarkisterne iværksatte tvangskollektivisering i Valencia-distriktet, stødte mange oprindelige tilhængere af Folkefronten og en demokratisk udvikling i Spanien fra sig.
Men den største indflydelse havde anarkisterne i Barcelona. Udviklingen i Barcelona var entydigt præget af anarkisterne.
Den catalanske regering - Catalonien havde fået delvis selvstyre i 1931 - nøjedes med at se til, mens anarkisterne eksproprierede alt hvad de kunne. Hele industrien og dertil banker og hoteller. Virksomhederne blev drevet af valgte arbejderråd, som suverænt fastsatte produktionsmål, arbejdsforhold, lønninger mv..
I starten af perioden var der et fald i produktiviteten, som skadede den spanske republiks forsvarsevne på et særdeles vanskeligt tidspunkt. Men i fra midten af 1937 og frem til midten af 1938 forbedredes situationen meget væsentligt. Mange af de anarkistiske ledere fik nye erfaringer, som man hentede sig i det praktiske arbejde. Man lærte også meget af det samarbejde, man indgik i med de faglige organisationer.

Enheden kom for sent
I det hele taget skete der en samling af den stærkt splittede spanske arbejderklasse i løbet af borgerkrigen. Enheden blev dog aldrig fuldstændig, og frem for alt - den kom for sent!
I Barcelona dannedes Det forenede socialistiske Arbejderparti (PSUC) ved en sammenslutning af socialister og kommunister. Og i Madrid dannedes i september 1936 en ny folkefrontsregering under ledelse af socialisten Largo Caballero, der også omfattede det kommunistiske parti (PCE), som derved blev det første vesteuropæiske kommunistiske parti, som indgik i en regering.
Dannelsen af den nye regering kom efter en række katastrofale militære nederlag. Republikken tropper bestod på dette tidspunkt af loyale hærenheder, dels af arbejdermilitser eller militser fra de politiske partier. Anarkisterne dannede deres egne enheder, som under fascisternes angreb på Madrid i slutningen af oktober 1936, viste en total mangel på effektivitet.
I november var situationen faktisk den, at fascisterne havde erobret universitetsbyen i Madrid, og havde besat hovedstadens forstæder. Den fascistiske general Mola skrydede af, at han snart ville kunne drikke sin kaffe på sin yndlingscafé på Madrid hovedstrøg Gran Via.
Det kom han dog til at vente med lidt endnu. Madrids indbyggere var ikke til sinds at overgive sig.

Kilder:
Land og Folk den 5. august 1976: Et kapitel i den spanske republiks historie.
Dolores Ibaruri/ La Pasionarias erindringer.
Carsten Jørgensen: Fra Bjelkes Allé til Barcelona.