Kolonihaveismen er en forsømt isme i den debat om kulturværdier, der kører i disse år!

af Keld Stenum
Foråret kom sent, men eksplosivt i år. Det er sjældent, at beboerne her i haveforeningen knapt har rørt et haveredskab til påske. Men sådan har det været i år, og det skyldes naturligvis den lange frostperiode i marts.
Vintergækkerne, der plejer at afblomstre i løbet af februar, havde knapt fået en chance for frost og sne så sent som tre uger ind i marts. Men da var de også så utålmodige, at jeg så et par stykker af dem stikke næsen op af den nøgne snedrive og bryde i blomst. Og nu har vi haft tøvejr i en tre uger, og det hele vælter op i én pærevælling: erantis, vintergækker, krokus, juleroser, lungeurt, perlehyacinter og almindelige hyacinter, blå anemoner, violer, alskens slags påskeliljer og hvad det ellers hedder alt sammen. Og her i påskeferien begyndte folk så småt at gøre de første forberedelser til endnu en havesæson!
Kolonihaveismen er en forsømt isme i den debat om kulturværdier, der kører i disse år. Der er ganske vist tilløb til at frede udvalgte kolonihavepartier med henblik på at lave en slags kolonihave-museum.
Men kolonihaveismen bliver ikke diskuteret og slet ikke kanoniseret, der er næppe nogen, der kunne drømme om det. Og det må være fordi der stadigvæk findes en kløft mellem finkultur og massekultur. Det er da rigtigt, at grænserne er flyttet, siden kulturradikale og ungdomsoprørere fra hver sin side forsøgte at gøre finkultur folkelig og folkekultur fin.
I dag er Kim Larsen med eller mod sin vilje et æret nationalklenodie, og det var utænkeligt for tredive år siden. Men tankegangen bag debatten om kulturværdier er stadig, at kulturværdier er noget, der skabes i geniers hoveder, derfor er det disse geniers ideer og værker, vi skal diskutere, når vi skal diskutere sådan noget som en kulturkanon.
Det er en idealistisk og personlighedsfikseret tankegang. Den passer glimrende til den dyrkelse af individet, der er sådan på mode i samfundet i disse år. Kolonihaveismen har ingen fremstående talsmænd, der egner sig til offentlig dyrkelse. De fleste haveforeningsbestyrelser foretrækker at lave det nødvendige arbejde i størst mulig anonymitet.
Men kolonihaveismen er helt sikkert en dansk kulturværdi, på godt og også lidt på ondt, synes jeg. Den er så folkelig som nogen Kim Larsen, og den praktiserer uden diskussion samværsformer og værdier, som er både offentlig opmærksomhed og debat værd.
Folk med baggrund i de mere radikale grene af arbejderbevægelsen vil nok oftest have et lidt tvetydigt forhold til kolonihaveismen.
Det er jo lidt småborgerligt, det med at foretrække at gå og klø kruspersillen bag ørerne, mens store mænd strides om at rive kloden midt over, som den socialdemokratiske kolonihavepoet Halfdan Rasmussen udtrykte det for et halvt hundrede år siden.
Samtidig må selv radikalt venstreorienterede dog respektere, at kolonihaver i hvert fald historisk har leveret et ret nødvendigt tilskud af grøntsager til fattige byfamilier, der nok ikke havde muligheder for at skaffe sig den slags vitaminer på anden måde.
I dag er grøntsagsdyrkningen i haverne mest for sjov. Regner man ud i kroner og øre, hvad det koster i indkøb af frø og arbejdstimer, er radisen fra egen have nok betydeligt dyrere end den, du kan købe i Fakta eller Netto. Det er nok også i de fleste tilfælde noget pjat, at den skulle være sundere, i hvert fald her i Københavnsområdet, for her findes der ikke mange haveforeninger på uforurenet jord. Så det er mest til fornøjelse og kreativ udfoldelse, ligesom blomster og de ustandselige husombygninger er det.
Kolonihavearkitektur er stadigvæk noget helt specielt. Er det ikke frihedslængsel? Jeg kan egentlig ikke se, at der nødvendigvis skulle være noget småborgerligt ved kolonihaveproduktion. Det er jo ikke produktion for et marked. Det sigter direkte på forbrug og fornøjelse uden forstyrrende mellemled, og jeg kan ikke se andet end at det på den måde lige så godt kan tages som et eksempel på planøkonomi i det helt små som på småborgerproduktion.
Der er også en helt anden holdning til fællesarealerne i en haveforening, end der er til det offentlige rum, for eksempel i et parcelhuskvarter (jeg har prøvet begge dele). Her vedligeholder vi selv det fælles og har ret til at stå midt på vejene og snakke. Vi har (på godt og ondt) lov til at gå og kigge ind over hinandens hække. Man hjælper sin nabo, når naboen har behov. Lukker man ikke eftertrykkeligt sin låge, er det i mange haveforeninger det samme som at sige, at naboen gerne må kigge ind. Og - man behøver jo ikke at forholde sig passivt, mens store mænd river kloden midt over, selv om man bor i haveforening. I besættelsestiden var havehuse ofte skjulesteder for frihedskæmpere under jorden.
De seneste års priseksplosion på boligområdet og de individualistiske og borgerlige vinde i samfundet i det hele taget blæser dog ikke umærkeligt hen over kolonihaverne. Priserne stiger.
I gamle dage var en del haver fristed for folk med havarerede privatøkonomier, der måske ellers ville være mere eller mindre husvilde. Men det bliver sværere og sværere for dem at hænge på.
En have er ved at være for de veletablerede med god regelmæssig indkomst. Man ser det også på nybygningerne. Det er mere og mere typehus-agtige samlesætsboliger, der dukker op, sildekassehuset med de spøjse krummelurer bliver mere og mere sjældent.
Og på grunden ved siden af min haveforening, der lige er blevet udlagt til havehus-område, er et helt nyt koncept dukket op: Færdigbyggede arkitekttegnede kolonihave-huse, der koster mellem én og to millioner stykket. Undskyld, kære husejere, men jeg glæder mig, til boligpriserne vender, og det er heldigvis vist lige op over. For hvor skal vort hæsblæsende samfunds husvilde tabere snart søge hen?