To mænd, som har været dybt involveret i kampen mod apartheid i Sydafrika, uddrager erfaringer og sammenligner med den aktuelle kampagne mod det zionistiske Israel.

af Bangani Ngeleza og Adri Nieuwhof
Flere og flere drager sammenligner mellem apartheidstyret i Sydafrika og Israel/Palæstina. Det er en del af kampens grundskoling at international isolation bliver fremskyndet af en effektiv intern mobilisering og vedvarende folkelig modstand.

Sydafrika
Koloniseringen af Sydafrika startede i 1652 da Jan van Riebeeck fra Holland, som repræsenterede United East Indien Trading Company, satte foden på det som senere blev kaldt Kap det Gode Håb. Han rapporterede, at han fandt et 'nærmest' tomt land. Dette var en grov løgn: Tusindvis af år før Kristus levede Khoi-San folket i landet. I 1658 gav Van Riebeeck tilladelse til, at de hvide ansatte i handelsvirksomheden kunne blive i Sydafrika efter at deres kontrakt udløb. Omtrent 40 år senere sluttede briterne sig til hollænderne i koloniseringen af Sydafrika.
I 1948 kom D.F Malans nationalistparti til magten, ved at bruge racistiske slogans i sin politiske kampagne. Malan snakkede konsekvent om apartheid, et hollandsk ord, og det lykkedes ham at indføre apartheid i loven. Ifølge apartheid-regeringen, skulle sorte mennesker være adskilte fra hvide, med det resultat at i årtier deporterede apartheidregimet afrikanere ud af de selverklærede hvide områder og ud til bantustans. Sorte mennesker blev set som 'slaver', kun lige gode nok til at arbejde for de hvide: De havde kun brug for et minimum af uddannelse til at udføre ufaglært arbejde. Blandede ægteskaber var forbudte. Hollænderne og de sydafrikanske nationalister var enige om den hollandske religion og deres sprog ligner meget hinanden. De blodbånd de følte, gjorde i lang tid hollænderne til faste støtter for deres undertrykkende blodsbrødre og søstre.

Palæstina/Israel
Anden verdenskrig var en mørk periode i den europæiske historie med den nazistiske forfølgelse af jøder, romafolket og sintifolket, homoseksuelle, kommunister, og enhver der var imod nazisterne. Holocausttragedien ramte den jødiske befolkning hårdt. Inden anden verdenskrig boede der 140.000 jøder i Holland og det er anslået at 110.000 jøder (80 procent) blev myrdet.
Sammenlignet med Belgien, Frankrig og Tyskland var det en bemærkelsesværdig høj procentdel. I disse lande oversteg tallene ikke 40 procent. Det er klart, at den hollandske regerings manglende beskyttelse af sine jødiske borgere har givet hollænderne en skyldfølelse, der har medført særlige bånd til Israel.

Sammenligning mellem Sydafrika og Palæstina/Israel
Som vi ser det, kan sammenligningen mellem apartheid i Sydafrika og Israel koges ned til skamløse overtrædelser af menneskerettighederne og andre internationale (blandt andet humanitære) love. Rødderne til disse overtrædelser findes i den omstændighed at man betragter henholdsvis sorte og palæstinensere som laverestående.
Ronnie Kasrils, Sydafrikas efterretningsminister og og tidligere kommandør i ANC`s militante gren, talte til nationalforsamlingen under en debat om rapporten fra en faktaindsamlingsmission til Mellemøsten for parlamentarikere. Han påpegede, at på basis af parlamentarikernes observationer kan parallellen drages mellem 'undertrykkelse som opleves af palæstinensere under Israelsk herredømme og undertrykkelsen som oplevedes i Sydafrika under apartheidstyret'.
I Hollands tilfælde kan en lighed findes i de dybe bånd der - af forskellige årsager - var og stadig er til Sydafrika og Israel.

De fire grundsten i Sydafrikas frihedskamp
De sorte sydafrikaneres kamp for befrielse begyndte længe før 1948, det år hvor apartheid officielt blev vedtaget som regeringens politik af de koloniale kræfter under Nationalist-partiets ledelse.
Efter næsten tre århundreders uorganiseret, sporadisk modstand blev De Sydafrikanske Indfødtes Kongres - senere omdøbt til den Afrikanske Nationalkongres (ANC), stiftet i 1912. Det var resultatet af den afrikanske befolknings realisering af behovet for organisation og enhed.

Dialog: Mellem 1912 og 1948 satsede ANC helt overvejende på dialog. I denne periode troede ANC`s ledelse på de hvide sydafrikaneres humanisme. De troede på muligheden for at nå frem til en retfærdig ordning gennem overtalelse.
Denne overbevisning blev manet i jorden af et racistisk regime, som fastholdt sin fordrivelsespolitik. Bestræbelsen på at nå en løsning gennem dialog blev aldrig opgivet af ANC, men blev senere suppleret af andre strategier rettet mod at lægge pres på regimet for at få dem til forhandlingsbordet. Således forblev dialog den første grundsten i frihedskampen.

Væbnet modstand: Efter at apartheid blev erklæret regeringspolitik, begyndte ANC`s ungdomsforbund, under ledelse af blandt andre Nelson Mandela, Walter Sisulu og Oliver Tambo at agitere internt i ANC for en ændring af strategien. De så nødvendigheden af at udforske den væbnede kamp som en mulighed. I 1960 blev Umkhonto WeSizwe, den væbnede gren af ANC stiftet. Dens hovedformål var at angribe symboler på undertrykkelsen og ikke mennesker. Fra 1960 - næsten 50 år efter ANC`s tilblivelse - og frem til den blev integreret i den sydafrikanske nationale forsvars styrke i 1994 var væbnet modstand den anden grundsten i ANC`s frihedskamp.

Internationalt pres: Allerede i 1959, opfordrede Albert Luthuli, daværende formand for ANC, det britiske folk til at boykotte Sydafrika med budskabet: '...de ikke-hvide sydafrikanere reagerede på angreb mod dem ved at sende deputationer og ved at rette appeller til myndighederne...Da disse initiativer ikke gav resultat, gik de over til passiv modstand og så boykot.' Fra dette tidspunkt udsendte ANC delegationer, som skulle tale til det internationale samfund om behovet for at isolere apartheidregimet. Opfordringen til internationalt pres i form af boykot, sanktioner og kapitaludtrækning blev en vigtig tredje grundsten i ANC`s kamp for demokrati.
Det internationale pres tog fart i 1969. Hvad angik lån fra nordamerikanske banker blev en kredit på 40 millioner dollars, (svarende til cirka 280 millioner danske kroner, red.) stoppet, da institutioner og enkeltpersoner hævede omkring 23 millioner dollars fra de pågældende banker. I 1973 blev lån på omtrent 70 millioner dollars, (490 millioner danske kroner, red.), fra et konsortium af nordamerikanske og europæiske banker også stoppet. Denne tendens fortsatte og Sydafrika erklærede betalingsstandsning i 1985 på grund af kapitalflugt.
Den store succes som den internationale isolation fik, skyldtes til dels den vigtige rolle som sydafrikanere i eksil spillede. De arbejdede utrætteligt på at øge bevidstheden hos det internationale samfund om de grusomheder, der blev begået af apartheidregimet.

Massemobilisering: De tre førnævnte grundsten bidrog til apartheids endeligt, men den langt mest betydningsfulde grundsten var massemobiliseringen internt i landet. Tidlige ANC kampagner, som den civile ulydighed mod 1950``ernes uretfærdige love, byggede på den forståelse, at det er de undertryktes masser selv, der må bestemme kursen i deres frihedskamp. Højdepunktet for massemobiliseringen var dannelsen af den demokratiske massebevægelse (MDM) i 1980`erne. Denne bevægelse blev dannet for at fylde det tomrum, der var kommet efter indførelsen af forbud mod politisk aktivitet og politiske organisationer, inklusive ANC.
MDM samlede alle organisationer, der var imod apartheid, inklusive fagforeninger, studenterorganisationer, kvindeorganisationer, græsrodsbevægelser, borgergrupper, akademiske organisationer, sympatiserende erhvervsorganisationer, og så videre. De blev alle samlet i den forenede demokratiske fronts (UDF). Nogle af de kampagner, der blev organiseret var 'kampagnen for en million underskrifter', der fordømte apartheid i 1984. To år senere fandt den største strejke i Sydafrikas historie sted. Andre aktioner omfattede blandt andet en huslejeboykot i Soweto og en to dages strejke i protest mod udelukkelsen af sorte mennesker fra parlamentsvalg.
Disse er nogle få eksempler på, hvordan MDM opretholdte en intern boykot-kampagne, som var en vigtig drivkraft for den overvældende internationale respons, der betød en omfattende embargo mod Sydafrika.

Palæstinensisk krav om isolation af Israel
Et år efter offentliggørelsen af den Internationale Domstols rådgivende kendelse, der fastslår at muren er ulovlig, kræver det samlede palæstinensiske civilsamfund internationale boykotkampagner, stop for tilførsel af kapital og sanktioner mod Israel.
Som erfaringen fra frihedskampen i Sydafrika viser, vil internationale kampagner blive mere succesrige når de er inspireret og støttet af aktiviteter internt i landet. Man kan drage erfaring ved at se tilbage på succesrige kampagner i Holland, som kampagnen for en olieembargo og for at presse shell til at trække sig tilbage fra Sydafrika ved at opfordre forbrugere til ikke at fylde benzin på tanken på en Shell tankstation, så længe Shell tjente penge på apartheidpolitikken.

Faktorer for en succesrig kampagne
At lave kampagner handler først og fremmest om at bevæge mennesker, om at røre ved deres hjerter og give dem en mulighed for at handle. I Israels tilfælde er hovedspørgsmålet modstanden mod overtrædelserne af menneskerettighederne og andre brud på international lov.
Det er muligt at organisere kampagner, der øger den generelle bevidsthed, men det er mere effektivt at overveje, hvordan befolkningen bidrage med. For at virkeliggøre dette, må man starte med at undersøge, hvilke forbindelser der er mellem ens eget land og Israel. Dette er for at vurdere, hvad der vil skade Israel økonomisk eller vil skade offentlighedens opfattelse af Israel, og hvor det er muligt at opnå succes.
Efter man har valgt et mål, skal kampagnen finde partnere, der kan støtte kampagnen, for eksempel kirker, sociale bevægelser, politiske partier, politikere og meningsdannere. Et klart budskab med konkrete krav skal udvikles og kampagnen skal være velforberedt. Det omfatter at informere offentligheden gennem medierne, organisere aktioner, blokader og demonstrationer. At føre kampagne handler ikke om nemme sejre, men om konsekvent, solidt arbejde. Det kræver tålmodighed.

Det kræver kun en smule mod
I Holland vil boykot Israel kampagner blive mødt med modstand, præcist som kampagnerne for at isolere det sydafrikanske apartheidregime.
Man kan forudsige, at Israel og dets støtter vil anklage mennesker, der er involveret i sådanne kampagner, for antisemitisme. Sådanne anklage må ikke blive debattens fokus. Derfor skal man reagerer ved at fokusere på Israels overtrædelser af menneskerettighederne. De omfatter: overtrædelser begået af israelske styrker på palæstinensiske territorier, opførelsen af muren og bosættelser på palæstinensisk jord, uligheden mellem jødiske og palæstinensiske borgere i Israel.
Først og fremmest er det vigtigt at understrege palæstinsernes og israelernes dybe længsel efter fred.
Kampagner for boykot, mod investeringer og for sanktioner må handle om mod til at protestere og handle mod uretfærdighed. Som Mandela skriver i sine erindringer: 'Jeg har lært at mod er ikke fravær af frygt, men sejren over frygten. Jeg følte selv frygt flere gange end jeg kan huske, men jeg gemte den bag en maske af dristighed. Den modige mand er ikke han, der ikke frygter, men han der overvinder frygten.'
Bangani Ngeleza tilhører en familie, som har været aktivt involveret i African National Congress (ANC). Hans far sad ti år på Robben Island, hvor også Mandela sad som fange. Hans bror var medlem af ANC`s militære arm. Hans mor vandrede ind og ud af fængslerne på grund af sine aktiviteter for ANC`s kvindeorganisation. Forfatteren selv deltog i ANC`s studenter- og lærerbevægelse. Adri Nieuwhof var medlem af Hollands Sydafrika Komite, der skaffede materiel og økonomisk støtte til ANC samt organiserede kampagner for boykot og sanktioner samt mod investering i Sydafrika.

Artiklen er oversat fra magasinet Al Majdal af Marie Herget Christensen.