Både for de ældre og for de ansatte i den københavnske kommunale hjemmepleje har indførelsen af frit valg medført forringelser
af Mari-Ann Petersen, fællestillidsrepræsentant for hjemmehjælperne i København
Vi står ikke bare overfor - eller rettere midt i - store nedskæringer af den offentlige sektor. Vi står også midt i store ændringer af den måde, det danske samfund har været indrettet på - væk fra det der kendes som den nordiske velfærdsmodel, og hen imod minimalstaten, og det medfører naturligvis store ændringer i den offentlige sektor.
Indførelsen af frit valg på ældreområdet er eet af de mange tiltag, der skal minimere den offentlige sektor ved at markedsgøre alle de behov, der hidtil har været et samfundsmæssigt ansvar.
Som led i regeringens ældrepakke vedtog Folketinget den 29. maj 2002 en ændring af serviceloven, som blandt andet betød indførelse af frit valg af leverandør til praktisk hjælp og personlig pleje på ældreområdet. Fristen for indførelsen i kommunerne var 1. januar 2003.
Baggrunden for indførelsen af loven var regeringens reformprogram for den offentlige sektor 'Velfærd og valgfrihed' fra maj samme år. Programmet var regeringens samlede strategi for reformering af den offentlige sektor. Det frie valg blev beskrevet som omdrejningspunktet for reformen og programmet indeholdt regeringens samlede præsentation af en række udspil vedrørende frit valg i den offentlige sektor. Eet af initiativerne var som nævnt vedtagelsen af loven om frit leverandørvalg på ældreområdet. En anden af regeringens erklærede målsætninger var at 'konkurrenceudsætte offentlig virksomhed', som angiveligt skulle være vejen til at øge kvaliteten og mindske de samlede udgifter.
Med kommunalreformen og de nye større kommuner kan det forventes, at markedet for de private leverandører på ældreområdet vil være voksende. Det var jo netop en del af meningen med reformen, at der skulle skabes større kommunale markeder, for at gøre det mere attraktivt for private at overtage offentlige opgaver - mere attraktivt er i den sammenhæng lig med mere profitabelt.
Regeringen arbejder med at understøtte private leverandørers overtagelse af offentlige opgaver, blandt andet gennem Udliciteringsrådets vejledninger. Rådet har i februar 2006 udgivet en ny pjece 'Inspiration til kommunalbestyrelsens arbejde med udbud'. Heri opfordrer Udliciteringsrådet kommunerne til at øge graden af udbud. I pjecen gennemgås en række af de mulige opgaver, som kommunalbestyrelserne opfordres til i højere grad at sende i udbud (altså udlicitere). Heri nævnes også en række opgaver, som kaldes 'de oversete'. Disse er blandt andet ældreplejen.
Det reelle formål med udlicitering, også af ældreomsorgen, er naturligvis at mindske den offentlige sektor og gøre løsningen af nødvendige behov til et så stort marked som mulig - med så stor profit som mulig. Der skæres konstant i den hjælp, de ældre kan få fra det offentlige, samtidig med, de private virksomheder har lov til at tilbyde denne hjælp som ekstra ydelser - selvfølgelig mod betaling. I sidste ende drejer det sig om gradvist at mindske den offentlige hjælp som et generelt gode og reelt genindføre fattighjælpen.
Et dyrt valg
Denne enorme økonomiske omfordeling fra offentlige velfærdsydelser til privat profit, tager på hjemmeplejeområdet form af 'frit-valgs-ordningen', hvor de ældre skal vælge, om de ønsker at få hjælpen fra den kommunale hjemmepleje eller fra et privat firma.
Ønsket om at mindske det offentliges ansvar og sænke de offentlige udgifter har stor betydning netop på ældreområdet, som i 2004 udgjorde godt 15 procent af de samlede offentlige serviceudgifter.
Men hvis man ser på det økonomisk, så har indførelsen af frit-valgs-ordningen været en meget stor samfundsmæssig udgift. I 2004 medførte det en ekstra udgift for kommunerne på 127 millioner kroner - alene i øget administration. I København var udgiften i 2002 (hvor man forberedte indførelsen frit valg) på 16,3 millioner kroner - og det blev på det tidspunkt forventet, at det fremover vil koste over 13 millioner kroner årligt - hvad der altså svarer til 48.000 hjemmehjælpstimer om året bare i København.
De øgede offentlige udgifter skyldes det enorme apparat, der skal køre for at administrere de privates indtog i hjemmeplejen. Der skal hvert år udarbejdes præcise kvalitetsstandarder for hjælpen, enhver hjælp, de ældre har behov for, skal detaljeret beskrives og måles ud i minutter, for derefter at kunne prisfastsættes.
Der skal i den kommunale hjemmepleje foretages en omfattende registrering af al hjælp, for at kunne beregne prisen både til den kommunale og den private hjemmepleje. Der skal årligt udarbejdes udbudsmateriale, kontrakterne skal løbende vedligeholdes, og samarbejdet med de private sikres, og det offentlige har også pligt til at kontrollere den hjælp, de private leverer.
Og endelig skal kommunen sikre et stadigt beredskab, sådan at når og hvis de private virksomheder krakker eller bare ikke længere ønsker at udføre hjemmepleje i København, så skal kommunen med dags varsel kunne tage over og sikre den nødvendige hjælp. Det er allerede sket to gange i København.
Det er et kæmpe arbejde og en stor offentlig udgift - en skattefinansieret udgift, der i stedet kunne have været brugt til mere velfærd på en lang række tiltrængte områder i København.
Ingen valgmulighed
Frit-valgs-ordningen administreres gennem to modeller. Den ene er udbudsmodellen, hvor opgaverne simpelthen udliciteres. Det har i København betydet, at grundig rengøring (hovedrengøring), indkøb og tøjvask kun varetages af private firmaer, og de ældre har dermed ikke frit valg, de kan simpelthen ikke vælge den kommunale hjemmepleje.
Den anden ordning hedder 'godkendelsesmodellen', det vil sige, at alle virksomheder, der kan opfylde kommunens kvalitetskrav til personlig pleje og praktisk hjælp skal godkendes til at udføre hjemmeplejeopgaver - her er det så både den kommunale hjemmepleje og private firmaer, som de ældre kan vælge mellem.
Indførelse af frit valgs ordningen er samlet set en forringelse af hjemmeplejen. Både fordi hjælpen i dag er meget ensartet og standardiseret (fordi alt skal kunne omregnes til minutter og kroner) - samtidig med at mennesker jo ikke er ensartede og standardiserede, men har forskellige behov, og behov som ofte skifter fra dag til dag - og fordi hjælpen i dag er splittet op. Det er forskellige mennesker og forskellige firmaer, der kommer og yder pleje, gør rent, laver indkøb og vasker tøj. Og endelig fordi en række af opgaverne mere og mere udføres af ansatte uden plejefaglig uddannelse. Typisk udføres en meget stor del af de praktiske opgaver i dag af uuddannet personale, som selvfølgelig ikke har forudsætningerne for at vurdere behov og ændringer i almentilstanden.
Foreløbig er det kun knap ti procent af de ældre, der har valgt et privat firma, men antallet vokser, for eksempel er det i dag cirka 20 procent af alle ny-visiterede, der vælger et privat firma til praktisk hjælp.
Sammen med at 'grundig rengøring', indkøb og tøjvask er udliciteret har det medført, at der er langt færre ansatte i den kommunale hjemmepleje end for blot to år siden.
Daglejer-vilkår
Også for de ansatte har frit valg medført store forringelser. Det har medført, at mange i dag er ansat på daglejer-lignende vilkår. De er ansat i korterevarende vikariater eller som timelønnede tilkaldevikarer. Det betyder, at de står uden tryghed i ansættelsen, uden tryghed i forhold til indtægt, de får ingen løn under sygdom, og de optjener ingen pension. Dette er i dag vilkårene for rigtig mange, der arbejder i hjemmeplejen.
For de fastansatte er arbejdsdagen enormt presset på grund af de stadige besparelser, der løbes rigtig stærkt, og arbejdet kan ikke altid udføres fagligt forsvarligt.
Dette har, sammen med konstante omstruktureringer, væsentligt forringet det psykiske arbejdsmiljø, ligesom det fysiske arbejdsmiljø på mange måder også er forringet - arbejdet er tungt med meget plejearbejde, uden den luft som en tøjvask, et indkøb eller en gå-tur tidligere kunne give. De mange ansatte i vikariater eller som tilkaldevikarer, kender naturligvis ikke borgerne, hvilket også forringer både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, for det efterlader det tungeste arbejde til de stadig færre fastansatte.
I København har vi nu fået en konservativ borgmester på området, Mogens Lønborg, og han er stor fortaler for mere udlicitering, og for som han siger: 'at tænke civilsamfundet ind i opgaveløsningen'. Det betyder flere frivillige ind på området. Det vil igen sige færre job, flere uudannede til at tage sig af vores ældre - og igen at kommunen skal stå med en udgift til at sikre et beredskab, hvis de frivillige eller naboerne holder op med at 'løse opgaverne'.
Opgør med princip
Sidste år sendte regeringens udliciteringsråd en ny prøveballon op, nemlig et forslag om at privatisere myndighedsopgaven at visitere til hjælp. Det skulle angiveligt være for at undgå at favorisere den kommunale hjemmepleje, når myndighedsopgaven som nu varetages af kommunen.
Men i virkeligheden er det et begyndende opgør med et af de grundlæggende principper i den nordiske velfærdsmodel, nemlig universalismen, som betyder, at alle har lige ret til offentlige ydelser og tildeles dem efter politisk vedtagne kriterier.
Hvis det ikke forhindres, at private virksomheder fremover overtager stadig større dele af de nuværende samfundsmæssige opgaver, vil de kræve stadig større indflydelse på behovsvurderingerne. Og netop overtagelse af behovsvurderingerne vil være et slaraffenland for den private kapital - så kan man med rette frygte, at det kun vil være de mest profitable opgaver, der vil skønnes at være stort behov for. Og hvis det gennemføres på ældreområdet, kan man kun frygte, hvilke andre behovsafgørelser, der bliver de næste, der privatiseres.
I den faglige kamp står vi med store opgaver med at løfte den politiske kamp i velfærdsdebatten, men vi står også med en stor opgave i forhold til at sikre overenskomstdækning af de private firmaer, der nu har overtaget en del af det offentliges opgaver og for at sikre fagforeningsorganisering og valg af tillidsrepræsentanter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278