Det vil klæde både skingre politikere og arbejdsgivere at tænke på, at arbejdsløse er mennesker, og ikke kvæg
af Christian Juhl, formand for 3F i Silkeborg
80.000 ubesatte stillinger på trods af mange flere ledige, fortalte pressen om i weekenden før påske.
Årsagen må være dovne arbejdsløse, der ikke gider søge de attraktive job, konkluderer arbejdsministeren og andre politikere med skinger tone.
De skal have endnu mere pisk for at makke ret, er deres tåbelige konklusion.
En smule selvkritik og eftertænksomhed ville klæde de hysteriske politikere.
Vel er der et dilemma, men dilemmaet er, at de samme politikere ikke har gjort noget i tide:
- Regeringen bruger uanede ressourcer på at kontrollere ledige og kun få midler til at give dem bedre muligheder på arbejdsmarkedet. Lidt sund fornuft, tak!
- Vi har i Danmark ikke en formidling af arbejde, der kan matche behovet med udbuddet af arbejdskraft. Lidt initiativ, tak!
- Der er alt for få reelle uddannelsesmuligheder. Ofte afviser arbejdsgiverne ansøgere, fordi de ikke er kvalificerede nok. Muligheder, tak!
- En større indsats fra arbejdsgivernes side. Tag den arbejdskraft, der er til rådighed, og brug den nødvendige tid på at oplære dem i virksomhederne. Lidt tålmodighed, tak!
- Arbejdsløse er mennesker, der gerne vil have en mulighed for at komme videre i livet - og nødig vil kontrolleres, og jages rundt i et meningsløst aktiveringscirkus. Lidt respekt, tak!
Jeg er opvokset på landet. Når jeg om aftenen skulle genne køerne hjem til malkning, var der altid en stædig ko, der hellere ville æde videre. Lige lidt hjalp det, om jeg så råbte, sparkede, kastede sten eller slog den i røven med en kæp. Det kiggede blot undrende på mig og fortsatte drøvtyggeriet. Først når jeg lokkede med en tot græs, der var mere frisk og grønt end det, den tyggede på, at jeg kunne lokke den hjem til malkning
Det vil klæde både skingre politikere og arbejdsgivere at tænke på, at arbejdsløse er mennesker, og ikke kvæg.
Selv kvæg vil hellere have et godt tilbud end et spark i røven.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278