02 Oct 2022  

KBH: Spredte skyer, 16 °C

Viva la Republica

Viva la Republica

Onsdag, 26. april, 2006, 00:00:00

I dag fylder storkapitalen munden med ord som demokrati, frihed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Med det påskud at forsvare disse rettigheder dræber og myrder den

af Maria Tarp, Århus
Først vil jeg takke Anton Nielsen for hans artikler om den spanske borgerkrig. I de tider, vi lever i, er det vigtigt at se tilbage med kærlighed og umådelig respekt og taknemmelighed over for dem, som kæmpede og gav deres liv for det spanske folks frihed.
Selv om den Anden Spanske Republik (1931-39) er forbundet med den spanske borgerkrig, vil jeg her udelukkende erindre om Republikken, dens ideer og den betydning, som den fik, og hvorfor mange mænd og kvinder kæmpede og gav deres liv for at forsvare den.
Der er få gange i menneskehedens historie, hvor et helt folks energi frembringer et formidabelt lysglimt. Det skete i Spanien den 14. april 1931, da den Anden Republik blev udråbt. Et lysglimt af håb, da drømmene og ideerne endnu var intakte. Man kendte endnu ikke rædslerne fra Auschwitz, Hiroshima eller Bagdad

Ny forfatning
Forfatningen i den Anden Republik var utvivlsomt efter den sovjetiske forfatning den mest demokratiske og progressive i sin tid. Den anerkendte alle borgeres rettigheder.
Den anerkendte rettighederne for alle de folk, som udgør det, der er kendt som Spanien. Det vil sige baskere, cataloniere, gallicere, andalucere og så videre, som fik ret til at tale og udvikle deres sprog og kultur, vælge deres egne regeringer og tilmed vedtage love, som byggede på deres forskellige strukturer, traditioner og behov.
Forfatningen anerkendte kvindernes ret til lighed i samfundet. Børnenes ret til undervisning og et værdigt liv.
Og man begyndte at diskutere en jordreform i et land, hvor over halvdelen af befolkningen var landarbejdere, der snarere overlevede end levede med en miserabel løn, og hvor godsejerne i mange områder fastholdt landarbejderne under slavelignende forhold.

Alfabetisering
Befolkningens alfabetisering var en af den Anden Republiks hjertesager.
På den grundlag opstod den spanske kulturs Anden Guldalder, hvor poeter, forfattere og malere fra den såkaldte 98- og 27-generation gik sammen.
Republikken gav fødsel til skikkelser som Miguel Hernandez, Rafael Alberti, Miguel de Unamuno, brødrene Machado, Federico Garcia Lorca, Miro, Juan Gris, Picasso og mange andre. Fælles for disse litteraturens og kunstens genier var, at de alle var republikanere. Nogle blev dræbt af fascisterne såsom Lorca og Miguel Hernandez, andre døde i eksil
Lorca gennemrejste Spanien med sit teater 'La Barraca' og bragte kulturen ud til de fjerneste kroge. Det foregik på et tidspunkt, hvor radioen kun blev hørt i de store byer, hvor fjernsynet endnu ikke fandtes, og hvor det store flertal var analfabeter.

Den lykkeligste dag
Under festlighederne i Madrid den 14. april i år fortalte gamle republikanere os, at de stadig erindrede hin 14. april for 75 år siden. De mindedes den som en af de lykkeligste dage i deres liv.
De fortalte os, at folk holdt af hinanden som aldrig før. Store mængder af folk strømmede ud i gaderne i de store byer. De viftede med Trikoloren, kiggede omkring med glædestårer i øjnene og omfavnede hinanden. De lykønskede hinanden, for de havde et fælles projekt, at skabe et anderledes samfund.
Det er klart, at ikke alle glædede sig over udråbelsen af den Anden Republik. Det gjaldt den mest reaktionære del af det spanske samfund, præstestanden, godsejerne og en stor del af den militære ledelse, som fra tid til anden underholdt sig med at invadere Nordafrika, når den ikke undertrykte opstande og strejker som for eksempel minearbejdernes i Nordspanien.
Heller ikke den udenlandske storkapital så venligt på det, som skete. Den havde allerede problemer med Sovjetunionen og var ikke interesseret i flere problemer af samme skuffe.
Fra første øjeblik forsøgte reaktionen at boykotte Republikken med alle tilgængelig midler. Dette udmundede, som vi alle ved, i morderen Francos opstand fem år senere, med den tysk-italienske nazi-fascisme som allieret og de såkaldte vestlige demokratiers skandaløse passivitet. Regimerne i disse såkaldte demokratier greb ikke ind, men fordømte og forfulgte dem, som kæmpede for at forsvare den legitime regering, som var valgt af det spanske folk.

Læren fra dengang
Man kan og man bør lære mange ting af denne periode i historien, som på samme tid er strålende og tragisk. Læren herfra er endnu den dag i dag gyldig - og vigtig - for at forstå den verden, vi lever i.
Ønsket om at leve i fred og frihed, udvikle kulturen og gøre fremskridt, som gavner alle borgere, er fælles for alle folk. Dette ønske kommer altid på tværs af den nationale og internationale storkapitals interesser.
Dette var tydeligere for 75 år siden. I dag fylder storkapitalen munden med ord som demokrati, frihed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Med det påskud at forsvare disse rettigheder dræber og myrder den, begår den statskup og invaderer nationer.
Sandheden er, at disse rettigheder ikke har den mindste værdi for storkapitalen, hverken i dag eller i 1936. Kun folkene og deres kampe kan sikre eksistensen af disse og mange andre rettigheder, som springer frem og udvikler sig af selve frihedskampen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp