I dag, den 28. april, er arbejdsmiljøets internationale dag
af Niels Erik Danielsen, 3F Slagelse
Det var Canada der arrangerede den første 28. april i 1985. Baggrunden var en alvorlig arbejdsulykke i en mine 28. april året før.
Initiativet spredte sig og 28. april blev i 1991 en officiel mindedag i Canada. I USA blev den første Workers Memorial Day afholdt af fagforeninger den 28. april i 1989.
I Danmark afholdt Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere den første 28. april på Christiansborg Slotsplads i 1995. Og der er desværre stadigvæk behov for at markere dagen.
Antallet af arbejdsulykker stiger. Dansk Arbejdsgiverforening opgør hvert år antallet af arbejdsulykker pr. en million udførte arbejdstimer. Antallet af arbejdsulykker endte på 30,4 i 2005 mod 28 året før.
Fra januar 2005 til september blev der anmeldt 64 dødsulykker. Mod 43 døde i 2004. En stigning på over 30 procent, et tal der desværre bliver højere, når den endelige opgørelse kommer.
Antal arbejdsbetingede lidelser er også steget, i 2004 blev der anmeldt 12.491 arbejdsbetingede lidelser mod 11.413 i 2003. Hver tiende hospitalsindlæggelse og mindst en tredjedel af sygefraværet skyldes dårligt arbejdsmiljø. Det er blandt andet stress, mobning, tunge løft, ensidigt gentaget arbejde og dårlig ledelse, som er problemerne.
Hvert år koster det dårlige arbejdsmiljø samfundet 25 milliarder kroner. V, C og DF tager ikke forebyggelsesinitiativer tværtimod. Alle deres tiltag peger i retning af en forringelse af arbejdsmiljøet. Senest med den lov der træder i kraft i dag med straf af de ansatte, og arbejdsgivere der går fri.
Derfor markerer LO Slagelse dagen med uddeling af materialer ved LO`s bus der er parkeret her til morgen ved Selandia, senere klokken 13 ved havnen i Korsør og igen klokken 15.15 ved havnen i Skælskør.
LO Slagelses miljøudvalg vil også sørge for uddeling af materialer på Schweizerpladsen fra klokken 13.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278