At dømme efter verdens aktuelle begivenheder gav de ulykkelige krige for 60 og 70 år siden mod højrefløjens march i støvler og skrårem kun en stakket frist

af Per Diepgen, medlem af SF.
Kapitalismen er under dække af en demokratisk liberalisme igen gået i selvsving. Den imperiale missionsmark kender ingen grænser for den nye gud, demokrati af navn, diktatur af gavn, og erkendelsens relativisme er til salg for en slik.
I den akademiske vridemaskine fyldes fakta i hobetal og bilder os en mening på, der i stedet for for holdning og sindelag sætter, som stene for brød, den kapitale ensretning og ulighed. Verden vil bedrages.
Højreekstremister er igen på spil, og efterretningstjensten burde vide bedre end at gøre dem selskab ved at bruge antiterrorloven til terror mod Venstrefløjen.
På et velbesøgt møde i København trængte en flok unge ind og bemægtigede sig med vold og råben talerstolen, hvorefter samtalen gik over i spektakler og håndgemæng, så scenegulvet brast og tog både folk og klaver med sig i dybet. Det skete sidst i 30'erne i København til et socialpædagogisk møde om europæisk samarbejde.
Den slags sker igen i dag. Den rabiate højrefløj erklærede dengang krig, og det har den siden gjort påny. Derfor har den måtte bemægtige sig platformen for ytringsfrihed for at kunne fortælle de sidste 70-80 års historie, som også er min, og slår ligefrem på trommer for, hvad den kalder sandheden, men tilbage er kun åget af min historie. Dobbeltstandard.
Var vi lidt mindre jordbundne, ville vi være himmelfaldne over at indse, at de fire store partier i dag, besætterne i Irak, just er samarbejdsregeringen fra besættelsens dage, og indse logikken i den deraf følgende historieskrivning.
Vi kan ikke længere forbløffes over, at statsministeren under 5.maj-jubliæet sprang ud som modstandsmand, der rehabiliterede partiet Venstre (foruden LS og Bondepartiet) med en undskyldning til et religiøst mindretal, der dog var godt hjulpne, frem for de spaniensfrivillige og kommunisterne eller nu om dage et muslimsk mindretal, for, som stats- og presseminsteren har sagt, støt frisindet og væk med solidariteten. Verden har mange guder og en dobbeltstandard.
Landets udenrigsminister, der gjorde sig til dommer over folkeret og menneskerettigheder, Per Stig Møller, havde næppe afsluttet sin sidste bog om Kaj Munk og besættelsen før han erklærede et fremmed land krig.
Denne humanist kan glæde sig over, at de tyske SS-arkiver netop er åbnet for danske forskere, og at Kaj Munk har fået en renæssance i den nyligt udkomne litteraturhistorie, så de sortklædte præster får en anledning til at bruge ti millioner på at grave det snavs op af fortiden, som de endnu ikke har fundet.
I fælleskab har de gjort Kaj Munk til en så stor frihedskæmper, skønt han aldrig befattede sig med sabotage, at hans tegnerier i Jyllands-Posten (bestilt af redaktør Hansen) af Hitler samt Munks inkarnerede antiparlamentarisme falder inden for rammen af deres forbillede. I en uudtømmelig trang til offentlig satisfaktion greb Kaj Munk bekvemt til Niels Ebbesen-mytens sindelagsskifte, der af romantikken blev den danskeste nationalisme, men afskrev øjenvidneberetningen om Die tenschen Morder (Detmar) og en dansk selverkendelse. Dobbeltstandard.
Den efterfølgende prælat og antiparlamentariker, menneskerettighedshaderen og fremmedforagteren Søren Krarup giver os opskriften på sandheden, sådan som nogle præster er udstyret med den kirkelige kombination af næstekærlighed og krig.
Dansk Folkeparti under krigen var et særdeles samarbejdsvilligt parti med mange af de samme egenskaber som dagens DF, hvortil også hørte en standardmodstand over for kulturradikalismen, socialpædagogerne og naturligvis venstrefløjen og som det karakteristiske træk for et lille nationalistisk parti den modsætningsfyldte afhængighed, det vil sige beskyttelse af nationalistideologien, af verdens stormagt, dengang Tyskland, i dag USA.
Sammen med sit parti har Krarup (og Den Danske Forening) skrevet adskilligt om ejerskabet til modstandsbevægelsen og sammen med Røjel, Muus og modstandens militære ledelse taget patent på den autoriserede udgave af besættelsen. Her har venstrefløjen udspillet sin rolle, for Krarupklanen véd meget bedre end mange af os, der var øjenvidner, men tilsyneladende blev snæversynede af at leve under jorden. Hvem er muldvarpen i denne dobbeltstandard?
At besættelseshistorien er føget over hegnet til højrefløjens enemærker, er efterhånden blevet en skrivekrampe. Tag ikke fejl, for Danmarks besættelse er historien om den fornuftige samarbejdspolitik, ikke noget her med at vove pelsen. Selv historikeren Aage Trommer, der må have kendt den generation, som lagde krop til, er blevet vinkelskriver for den nye revisionisme.
I dag kan man blive dr.phil. på at tælle togtider, mens betydningen af sindelag nedtones. Historien bliver holdningsløs et sted mellem årstal og antal, helt anderledes end en beretning om den personlige stillingstagen og de enkelte hændelser som, ikke hver for sig men sammenlagt, havde og har betydning for at markere holdningen til nazismen.
Men netop derved kommer historikeren til at skrive sin egen sindelagshistorie ind i Danmarkshistorien. Det kan således bedrøve mig, at de yngre danske historikere, modsat de tyske, kan beskæftige sig med diktaturets opkomst som et rent statsretsligt forskningsprojekt (for eksempel omkring hovedfiguren Carl Schmitt) uden at samle de uhyggelige konsekvenser af juridiske førerfigur, undtagelsessituationen suveræn, til samfundets hovedproblem. Ligesom de gør føreren, altså den der står over loven og giver den, ansvarsløs, bliver de det selv. Står vi her med resultatet af 70-80 års kampe, er vi ilde stedt. En dobbeltstandard.
Aviser skal sælges, og redaktioner har en tilbøjelighed for at satse på ballader og spektakler. Måske derfor står spalterne i de største danske dagblade altid åbne for en Søren Krarups falbelader og måske derfor, sagt uden beklagelse, er mine indlæg aldrig blevet optaget. Måske har mange redaktioner i dag indført en egencensur, ikke for at undgå ideforladte tegninger, hvis hensigt ligger i provokationen, men for at sortere illegale meninger fra. Den tilbageværende venstrefløj har meget til fælles og mere end før brug for fælles front over for dobbeltstandarder.