20 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israel skal boykottes

Israel skal boykottes

Fredag, 05. maj, 2006, 00:00:00

Efter valget i januar er den palæstinensiske regering blevet udsat for et enormt pres fra Israel, USA og EU

fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening
Den økonomiske boykot har ramt det palæstinensiske civile samfund hårdt. I modsætning hertil lægger den vestlige verden ikke noget alvorligt pres på Israel for deres overtrædelse af folkeretten.
Vi tager afstand fra den måde at udøve dobbeltstandarder på, som dette er udtryk for.
Næsten to år efter den vejledende kendelse fra den Internationale Domstol i Haag, der dømte Israels mur i det besatte Palæstina ulovlig, fortsætter Israel alligevel med at bygge Muren.
Bosættelserne er der stadig, selv om de mindre udposter i nær fremtid ser ud til at blive rømmet. Efter 38 års israelsk besættelse af den palæstinensiske Vestbred og Østjerusalem, Gaza-striben og de syriske Golan-højder fortsætter Israel med at udvide de jødiske bosættelser.
Det har ensidigt annekteret det besatte Østjerusalem og Golan-højderne, og er nu de facto ved at annektere store dele af Vestbredden ved hjælp af Muren.
57 år efter at staten Israel blev skabt, overvejende på land tømt ved etnisk udrensning af de palæstinensiske ejere, er flertallet af palæstinensere flygtninge, de fleste statsløse.
Derfor er der kun tilbage at tvinge Israel til indrømmelser, ligesom det skete mod apartheidstyret i Sydafrika.
Dengang foregik det med forskellige former for boykot, investeringsafvikling og sanktioner. Et massivt internationalt pres var med til at knække apartheid.
Derfor udtaler Dansk Palæstinensisk Venskabsforening:
- Vi opfordrer til et massivt pres på vores egen regering, folketingspolitikerne, regions- og byrådspolitikerne om at indføre boykot, embargoer og sanktioner mod Israel.
- Vi opfordrer regeringen til at bruge EU til at lægge pres på Israel.
- Vi opfordrer til boykot af handel mellem Israel og Danmark og afvikling investeringer i Israel.
- Vi opfordrer også til boykot af Israel når det gælder turisme, kultur, sport og våbenhandel.
- Vi vil samarbejde med kræfter i det israelske civilsamfund om at lægge pres på den israelske regering.
Boykotten og sanktionerne mod Israel ophører, når Israel fuldt ud retter sig efter folkeretten, forlader besat jord, river muren ned og anerkender den palæstinensiske befolknings ret til selvbestemmelse.
Dette indebærer også, at Israel respekterer og beskytter de palæstinensiske flygtninge og anerkender deres og deres familiers ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom som bestemt i FN resolution 194.

Vedtaget på generalforsamling 30. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp