Regeringens forslag er det alvorligste angreb på centrale velfærdsgoder, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i november 2001. De ældre og nedslidte, de arbejdsløse, de uddannelsessøgende kommer til at betale for skattestop og skattelettelser
fra velfærds-konference
Ungdomsorganisationerne og fagbevægelsen kalder til demonstrationer og aktiviteter den 17. maj imod regeringens forslag til forringelser af efterløn, dagpenge og SU. Vi bakker fuldt og helt op om disse aktiviteter.
Regeringens forslag er det alvorligste angreb på centrale velfærdsgoder, siden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i november 2001. De ældre og nedslidte, de arbejdsløse, de uddannelsessøgende kommer til at betale for skattestop og skattelettelser.
Regeringens forslag skal fejes af bordet. Vi afviser, at man kan 'sikre velfærden' ved at gennemføre forringelser af efterlønsordning, nedskæringer af dagpenge, kontanthjælp og SU. Det vil tværtimod øge uligheden.
Ændringen af 10. klasse til ungdomsklasse forringer danske skolebørns uddannelse. Regeringens pres på danske børn om hurtig vej igennem uddannelsessystemet vil på længere sigt forringe dansk konkurrenceevne.
En dårligere efterløn, halvering af dagpenge eller mere kontrol af de ledige skaber ikke arbejdspladser, de unge bliver ikke dygtigere af en dårligere SU.
Det er ikke nødvendigt at skære ned på kollektive velfærdsgoder, fordi der bliver flere ældre og færre erhvervsaktive. Danmark er et af de rigeste lande i verden, virksomhedernes overskud har aldrig været større. Vi har råd til velfærd til alle, hvis goderne fordeles rigtigt.
Der er råd til forbedringer på de nævnte og en række andre områder, hvor den borgerlige regering systematisk har skåret ned.
Der er råd til at forbedre efterlønsordningen, så den bliver mere fleksibel, med ret til tidligere tilbagetrækning og øgede muligheder for supplerende indtægt. Finansieringen skal ændres, så det igen bliver en solidarisk ordning.
Der er råd til at regulere dagpenge, SU og andre overførselsindkomster i takt med lønudviklingen.
Der er råd til uddannelsesgaranti og praktikpladser til alle.
En sådan politik kan ikke gennemføres med den nuværende regering ved magten.
Vi vil derfor opfordre alle faglige og politiske kræfter til at afvise et forlig med regeringen, der indebærer forringelser af velfærden. Arbejderbevægelsen, de uddannelsessøgende og alle folkelige kræfter må i stedet samles om en anden politik og et alternativ til den borgerlige regering.
Aktiviteterne den 17. maj kan blive et vigtigt led heri. Vi opfordrer derfor til den størst mulige deltagelse i disse demonstrationer og aktiviteter, og vil bidrage til at de finder sted i så mange byer som muligt.
Vedtaget af 240 repræsentanter fra 86 faglige organisationer og fem elevorganisationer der var samlet til konferencen i Århus i går.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278