05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Borgerskabets 1. maj

Borgerskabets 1. maj

Torsdag, 11. maj, 2006, 00:00:00

Intet er tilfældigt, så TV2 benyttede sig af lejligheden til at fremstille fagbevægelsen som korrupt, og som et sted hvor sammenspisthed og medløberi råder

af Arne Lund, Enhedslisten Humlebæk
Det er ikke altid de flotte ord og hensigtserklæringer, man skal hæfte sig ved, ti de er oftest et spil for galleriet. Mere givtigt er det at lytte til de små ord og/eller se på tilsyneladende ubetydelige gerninger - det er i detaljen, at djævlen ligger gemt. Derfor: hvad foretog det højere borgerskabs drenge og piger i regering og i medier sig d. 1. maj?
Jo, transportminister Flemming Hansen, der privat er god for 25 millioner kroner, liberaliserede dén dag markedet for indenlandske transporter mellem Danmark og Estland, Litauen og Tjekkiet. I en pressemeddelelse fortælles 'at det er i overensstemmelse med erhvervets ønsker'. Som om nogen havde været i tvivl.

Trak i land
Lempelsen indebærer, at østeuropæiske chauffører nu kan køre i Danmark, uden at være sikret ordentlige arbejdsvilkår. Er de ansat af et østeuropæisk transportfirma, stilles der ikke danske krav til deres løn, og det betyder reelt en timeløn på cirka 30 kroner.
Liberaliseringen kommer et par uger efter indgåelse at den såkaldte Østaftale, der sikrer, at østeuropæiske chauffører, der arbejder i Danmark, får overenskomstmæssige rettigheder.
Som vanligt søgte ministeriet at bagatellisere kritikken. 'Cabotagekørsel er jo noget, der har fundet sted i mange år i forhold til andre EU-lande. Så, at det nu er tilladt for de tre nye lande, er ikke noget problem hverken for vognmandsbranchen eller for chaufførerne. Cabotagekørsel udgør jo kun promiller af transportkørsel i Danmark', sagde kontorchef Theo Rabenberg til Ugens Erhverv.
Ministeren var dog nødt til at trække lempelsen tilbage efter blot to dage. Regeringen skal jo ikke have noget af at fremstå som fjendtlig overfor sine arbejdervælgere, nu hvor forhandlingerne om farvelfærdsreformen skal begynde.

Film om Strube
Den 1. maj viste Venstres TV2 'dokumentarfilmen' Den sorte box om superpamperen Villy Strube, der forgreb sig på betroede midler. I filmen fremstod Strubes nærmeste som en flok rygklappere og medløbere, der ikke turde sige fra overfor en magtfuld fagforeningsboss.
Naturligvis skal kritiske journalister afsløre råddenskab og misforhold, hvor det end måtte forekomme, fagforeningerne ikke undtaget. Nu er det blot at sige om den pågældende udsendelse, at emnet jo blev grundigt belyst, da sagen var aktuel for nogle år siden. Udsendelsen tilføjede intet nyt om Villy Strubes storhed og fald, som vi ikke allerede vidste, men var ren og skær gentagelse.
Hvad var så formålet med at sende Den sorte box den 1. maj? Intet er tilfældigt, så TV2 benyttede sig af lejligheden til at fremstille fagbevægelsen som korrupt, og som et sted hvor sammenspisthed og medløberi råder, og dermed lagde udsendelsen sig i slipstrømmen af de mange angreb mod fagbevægelsen, der for alvor satte ind da VOK-regeringen kom til i november 2001.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. maj. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp