De vælgere, som indtil nu har stemt på De Radikale for at udtrykke en skarpere holdning til regeringen, end den som S stod for, bør tænke sig godt om fremover

af Henrik Herløv Lund, cand. scient. adm.
Det Radikale Venstre har opsagt alliancen med Socialdemokratiet. Fremover vil man pege på og kæmpe for sig selv. Den egentlige konsekvens heraf er, at partiet stiller sig frit i forhold til fremtidig regeringsdannelse.
'Frigørelsen' begrundes blandt andet med, at Socialdemokratiets krise gør et centrum-venstre alternativ til regeringen urealistisk. Men frigørelsen er nok så meget udtryk for, at kræfter i Det Radikale Venstre trækker til højre.
Det har i lang tid været gældende i den økonomiske politik, hvor de Radikale skattepolitisk, arbejdsmarkedspolitisk og velfærdspolitisk i mangt og meget deler standpunkter med nyliberale kræfter i Konservative, i Venstre og i CEPOS. Og det gælder Naser Khader og hans meningsfæller, der gerne vil fortsætte deres tætte samarbejde med statsministeren i Muhammed-sagen.
Heri ligger imidlertid også kimen til, at dette Radikale store 'spring fremad' bærer sig eget iboende tilbageslag i sig. Radikale høstede ved det seneste folketingsvalg en betydelig fremgang - omkring en fordobling blev det til. Der kan imidlertid ikke være megen tvivl om, at denne fremgang skal ses i sammenhæng med Socialdemokratiets samtidig store tilbagegang.

Fra S til R
I forhold til Socialdemokratiets politiske tilnærmelse til regeringen på ikke mindst udlændingepolitikken var De Radikale et bekvemt alternativ, hvor utilfredse socialdemokratiske vælgere kunne udtrykke en skarpere afstandtagen fra regeringens politik, men samtidig fortsat stemme for en S-ledet regering, fordi Marianne Jelved på daværende tidspunkt havde bundet De Radikale til et S-R regeringssamarbejde.
Også efter valget har denne mekanisme indtil nu sikret De Radikale fortsat høj vælgertilslutning - ikke mindst på grund af den ny S-ledelses højredrejning og i perioder nærmest kopiagtige politik overfor regeringen. Noget som Marianne Jelved har udnyttet i sin til tider skarpe kritik af Helle Thorning Schmidt for ikke at have nogen selvstændig profil.
Den Radikale fremgang er altså i høj grad stemmer til låns fra Socialdemokratiet indenfor et centrum-venstre samarbejde. Spørgsmålet er derfor også, hvorvidt De Radikale fortsat kan regne med disse stemmer, i og med at partiet som nævnt nu stiller sig selv frit i forhold til, hvem man vil samarbejde med?
Når det gælder mærkesagen: Udlændingepolitikken, er det mere end vanskeligt at forestille sig et samarbejde mellem de Radikale på den ene side og V og K på den anden, uden at De Radikale tvinges til at acceptere store dele af den stramme udlændingepolitik, som man hidtil har taget så skarp afstand fra.

Misbrug
For den stramme udlændingepolitik er jo ikke bare Dansk Folkepartis opfindelse, men en stor del af grundlaget for at Fogh vandt magten. Og i det hele gælder jo, at i et regeringssamarbejde mellem V, K og R vil de Radikale - uanset yderligere fremgang - være lillebror og dermed komme til at acceptere meget af den politik, som Marianne Jelved og meningsfæller så skarpt har kritiseret: Fordelingspolitikken, skolepolitikken og så videre.
Kan De Radikale fortsætte med at låne socialdemokratiske stemmer, når de i stedet for et S-R-samarbejde skal bruges til en centrum højre alliance og politik? Det turde være usandsynligt, forudsat at Socialdemokratiet får mere styr på sig selv og udvikler sin egen politik og profil. De vælgere, som indtil nu har stemt på De Radikale for at udtrykke en skarpere holdning til regeringen, end den som S stod for, bør i hvert fald tænke sig godt om fremover: De kan blive (mis)brugt til et helt andet projekt.