Velkommen til år 2006, din gamle 68`er! I dag styrer du ikke noget som helst!

af Kjeld Stenum
Nylig bragte radioen et klip fra sidst i halvfjerdserne med Vesterbro Ungdomsgård. Det, som slog mig, var den selvbevidsthed og åbenhed, der prægede de unge mennesker, som man i dag ville kalde socialt udsatte, når de fortalte om deres forhold til skole, fremtid, lærere, forældre og den slags. Eller det var ikke det, der slog mig.
Men det var det, at jeg meget tydeligt oplevede denne selvbevidsthed som noget historisk. Disse unge oplevede bestemt ikke sig selv som socialt udsatte. Når de for eksempel ikke gad undervisningen, så var det, fordi kvaliteten af den var for ringe, og fordi den var borgerlig og politisk suspekt. Selv elever, der blev smidt ud, opfattede det at blive smidt ud som udtryk for, hvor forstenet skolen var, og hvor forstokkede lærerne var.
I dag tror jeg ikke, det er muligt for unge mennesker at være i så stor modsætning til undervisning og skole med så meget selvværd i behold. I dag producerer vi tabere og vindere. Det er dybt beskæmmende.
For nogle måneder siden fortalte min datter mig ved morgenbordet om en drøm, hun havde haft.
Som jeg husker den, skulle hun med et tog, der ikke ville holde ved perronen. På et tidspunkt var hun alligevel kommet om bord, vist uden at vide hvordan; men da hun så skulle af ved én af nabostationerne, kunne hun ikke komme ud. Døren var aflåst. Og da hun spurgte folk, hvordan man så skulle komme ud, viste de hende hen til døre i toget, der ledte helt forkerte steder hen, rum, hvorfra der slet ikke ledte døre ud til perronen, og som vist mere mindede om labyrinter end om togvogne, sådan som vi normalt kender dem. Hvordan drømmen sluttede, hvis den da havde en slutning, husker jeg ikke.
Jeg skal ikke gøre mig klog på drømmetydning, det er der mange forskellige såvel etablerede som alternative psykologiske skoler, der gør. Og de er langtfra enige.
Men hun er et ungt menneske i den alder, hvor man hele tiden afkræves stillingtagen til, hvordan man på lidt længere sigt skal indgå i samfundet. Og dette fylder naturligvis overordentlig meget i hendes hoved. Uden at vove mig ind på for meget så tror jeg, at vores drømme tit handler om ting, der fylder meget i vores hoved. Måske handlede drømmen om, hvordan hun oplever sit møde med samfundet.
Så tænker jeg tilbage på dengang, jeg selv var ung, ikke ret mange år ældre end min datter er i dag. Da havde jeg også en tid en forvirret periode, hvor jeg vekslede imellem at læse og arbejde og ikke kunne finde ud af at give mit liv retning.
Det gav mig selvfølgelig personlige vanskeligheder, sådan som det i høj grad også giver nutidens unge vanskeligheder, og en overgang plagede de mig så meget, at jeg søgte hjælp hos en professionel psykolog.
En dag satte hun mig til at tegne. Jeg skulle tegne min livssituation, sådan som jeg oplevede den. Jeg syntes, det var en mærkelig opgave, og jeg var i flere minutter ret tom i hovedet. Så tegnede jeg mig selv som styrmand på et skib på et stort oprørt hav, med udsigt til fjerne øer, hvor man kunne ane omrids af forskellige ting, bjerge, træer, huse, eller hvad sådanne øer nu kunne rumme.
Psykologen foreslog, at det var mine fremtidige muligheder, jeg tegnede der. Det havde jeg ikke tænkt over. Jeg var mest optaget af, at havet var oprørt. Men hun havde nok ret. Og selv om jeg dengang syntes, det var en mærkelig opgave, så har jeg flere gange tænkt tilbage på den siden.
Selvom jeg befandt mig i en af mit livs større kriser, så oplevede jeg på det tidspunkt (i første halvdel af halvfjerdserne) mit møde med samfundet som, at jeg var en art opdagelsesrejsende på et styrbart skib, at det var mig, der styrede, og at jeg kunne vælge at udforske den af de fjerne øer, som jeg fandt mest spændende.
Stiller jeg min datters klaustrofobiske tog op imod mit opdagelsesskib, så kan jeg kun sige til mig selv: Velkommen til år 2006, din gamle 68`er! I dag styrer du ikke noget som helst.
Det er ikke dig selv, der vælger, hvad du har lyst til at udforske. Du prøver blot at finde en dør, hvor du kan komme ind i et tog, der hele tiden er ved at køre fra den perron, hvor du befinder dig. Der er ingen fjerne øer, der lokker dig, i stedet bliver du hele tiden ledt andre steder hen end dem, du ønsker at finde. Og hvis du ønsker at stå af, kan du ikke komme af, men farer vild i en labyrint.
Nu ved jeg godt, at såvel drømme som tegnede fortolkninger af livssituationer er meget subjektive ting, der måske allerede bare dagen efter ser helt anderledes ud. Så alle forsøg på generelle konklusioner skal tages med alle mulige forbehold.
Men måske er det alligevel en typisk kontrast mellem min generations oplevelse af mødet med samfundet dengang og min datters generations oplevelse af det samme i dag. Og så vil jeg spørge: Hvorfor gør de det, de unge mennesker? Hvorfor gider de? Rende efter et tog, der kører fra dem, hvis ikke de løber det bedste, de har lært? Og som alligevel kører dem andre steder hen end der, hvor de selv ønsker at komme?
Jeg ved selvfølgelig godt hvorfor. Det er fordi vi mennesker er samfundsvæsner, og vi er fortabte, hvis ikke vi kan finde en flok eller et samfund, der vil have os med. Men det er jo helt uholdbart.
Samfundet har højkonjunktur og har lige så hårdt brug for ungdommen, som det havde i tresserne. Hvis samfundet viser sit behov for de unge ved at opføre sig som et tog, der er ved at køre fra dem, og ikke som et rum, hvor de skal udfolde sig, så tror jeg, der snart kommer et ordentligt ungdomsoprør.