Der er en grund til, at det er unge studerende og ikke de store familier, der er sortseere. Desværre vil regeringen jo ikke røre ved noget, der bare ligner skat
af Rasmus Berlin, datalogi-studerende, Risskov
TV-Avisen på DR bragte sidste mandag et indslag om regeringens medieudspil og udsigten til at skulle betale licens for at se tv og høre radio på ny teknologi som computere og mobiltelefoner. Men i indslaget blev der kludret voldsomt rundt i begreberne, så der hurtigt ikke blev skelnet mellem at se tv på en computer via et tv-tuner-kort og via internettet.
Definition på et tv!
Men der er en væsentlig forskel på de to måder at se tv på. En computer med tv-tuner-kort er essentielt et tv, den indeholder en tv-tuner og en skærm, som et tv gør, og kan modtage og vise de samme signaler som et tv.
En computer, som blot er tilsluttet internettet med en bredbåndsforbindelse, kan ikke modtage et antennesignal, og man kan derfor kun se de tv-programmer som DR og TV2 offentliggører på deres hjemmesider. Ifølge indslaget er det lovligt at se tv på begge metoder uden at betale licens.
Dette er imidlertid kun retspraksis, da lovteksten definition af en fjernsynsmodtager er meget vag, der står: 'Ved radio- og fjernsynsmodtagere forstås apparater, der kan gengive lyd- eller billedprogrammer spredt ved hjælp af radio- eller kabelanlæg.'
Denne definition kan, alt efter hvordan man fortolker især ordet anlæg, kategorisere for eksempel en walkie-talkie eller en cd-afspiller tilsluttet forstærker som en radiomodtager, eller en computer tilsluttet et netværk eller en dvd-afspiller tilsluttet en monitor som en fjernsynsmodtager. Dette er blot ikke retspraksis.
Jeg mener, at man burde forbedre lovteksten, så den bliver mere klar. Det burde være tv-tuneren, der definerer et tv, evnen til at omdanne et tv-signal i det reserverede frekvensområde til lyd og billede. Denne enhed har et fjernsyn, en video eller dvd-optager og en computer med tv-tuner-kort. Med andre ord alle de apparater, som kan modtage et traditionelt tv-signal.
Hvad DR og TV2 så vælger at offentliggøre på internettet, må stå for egen regning og blot betragtes som en supplerende service.
Hvem betaler hvad!
En anden mere vigtig sag er, hvordan licensen skal betales, og hvem der skal betale hvor meget. Licensen er en husstandslicens, og 'En husstand omfatter licensbetaleren, hans/hendes samlevende ægtefælle eller samlever i ægteskabslignende forhold og deres hjemmeboende børn' og desuden dækker 'husstandens modtagere i: 1) bolig(er), 2) fritidsbolig(er), 3) biler og 4) både.'
Dette betyder, at en studerende på et kollegieværelse betaler fuld licens af sin SU for sit ene tv på værelset. Tre studerende, der kæmper med at betale huslejen til en treværelses lejlighed i København eller Århus, skal betale tre gange licens for hver at have tv på værelset. Hvorimod en velhavende familie med villa, sommerhus og båd betaler en enkelt licens for tv i stuen, køkkenet, de tre børneværelser, sommerhuset samt båden.
Der er en grund til, at det er unge studerende og ikke de store familier, der er sortseere. Desværre vil regeringen jo ikke røre ved noget, der bare ligner skat.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278