Man spørger sig selv, om Socialdemokraterne måske lægger op til en handel med regeringen: Væk med dagpenge-forringelserne på bekostning af ændringer i efterlønsordningen

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm. og medlem af Den Alternative Velfærdskommission
I dag bliver regeringens planer for nedskæring af velfærden mødt med folkelige protester. Også den socialdemokratiske gren af arbejderbevægelsen er med, og det må betragtes som positivt, at socialdemokraterne er ved at vågne op og indser, at regeringens forslag rammer forkert og skævt.
Regeringens forslag til velfærdsforringelser omfatter som bekendt tre hovedkomponenter: En udvidelse af ungeindsatsen til også at omfatte de 25-29-årige, afskaffelse af den forlængede dagpengeret for de 55-59-årige og sidst, men ikke mindst, forhøjelse af efterlønsalderen med tre år og pensionsalderen med to år.
Protesterne fra socialdemokraterne har især rettet sig mod dagpengeforslagene. Det må medgives, at der også er gode grunde til at afvise disse. Regeringens forslag om at udvide ungeindsatsen til også at omfatte de 25-29-årige handler i bund og grund om at halvere dagpengene for de ledige i denne aldersgruppe.

Løftebrud
Regeringen motiverer forslaget med, at de halve dagpenge er årsagen til, at ledigheden er blevet reduceret betydeligt for de 20-24-årige.
Dette er imidlertid ikke korrekt. Faldet i ledigheden for de 20-24-årige må primært tilskrives effekten af forbedrede beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Hvilket i øvrigt også allerede har reduceret arbejdsløsheden blandt de 25-29-årige betydeligt, således at der i dag ikke er noget særligt ledighedsproblem for denne gruppe og dermed heller ikke nogen begrundelse for forslaget.
Forslaget må således vurderes som primært ideologisk betonet fra regeringens side og et led i beskæftigelsesminister og 'chefideolog' Claus Hjorts Frederiksens langstrakte kampagne for at forringe dagpengeordningerne.
Her er problemet, at statsminister Anders Fogh Rasmussen tidligere - for at berolige vælgerne - lovede, at man ikke vil forringe dagpengene generelt. Men i stedet søger regeringen at opnå det samme ved skridtvist og bid for bid at forringe så den ene og så den anden del af dagpengesystemet.
Et eksempel på det er regeringens andet hovedforslag om, at den forlængede dagpengeret for de 55-59-årige afskaffes, og der indføres ret og pligt til aktivering for 58-59-årige på linje med andre ledige. Regeringen motiverer dette med Velfærdskommissionens postulater om, at når efterløns- og pensionsalderen hæves, vil beskæftigelsesmulighederne for de før-60-årige forbedres, hvorfor de kan behandles på lige fod med andre ledige.

Dobbelt straf
Også her er begrundelsen grebet ud af luften. På trods af de generelt forbedrede beskæftigelsesmuligheder i de senere år er der fortsat en meget betydelig merledighed for de 55-59-årige. Og blandt de langvarigt ledige udgør de 55-59-årige en stærkt stigende andel.
Der er således intet reelt indhold i regeringens påstand om, at de 55-59-årige nu vil få langt bedre beskæftigelsesmuligheder. Tværtimod ligner regeringens forslag en dobbelt straf til denne gruppe: De har i forvejen langt ringere beskæftigelsesmuligheden uanset regeringens retorik, og oven heri beskæres deres dagpengemuligheder og de tvinges i meningsløs aktivering. Meningsløs, fordi virkeligheden er, at arbejdsmarkedet stadig i allerhøjeste grad er præget af aldersdiskriminering.
Som anført er det især dagpengeforslagene, som de socialdemokratiske organisationer retter deres protester imod. På samme måde som Socialdemokratiets forhandlere tilsyneladende koncentrerer deres forhandlingsindsats herom.
I hvert fald kan man konstatere, at partiets formand Helle Thorning-Schmidt i sine 1. maj taler brugte meget tid på disse forslag, men til gengæld ikke nævnte efterlønnen med et ord. Det uanset om regeringens forslag om forhøjelse af efterlønsalderen til 63 år er en hel del skrappere end Socialdemokratiets eget forslag.
Man spørger derfor sig selv, om Socialdemokraterne måske lægger op til en handel med regeringen: Væk med dagpenge-forringelserne på bekostning af ændringer i efterlønsordningen.
Nylige opinionsundersøgelser viser imidlertid, at der er fortsat er betydelig opbakning til bevarelse af efterlønnen, som den er i dag. Samtidig er det forringelsen af efterlønnen, som er kernepunktet i regeringens såkaldte 'velfærdsudspil'. For lykkes denne del er det for første gang lykkedes at afmontere en betydningsfuld velfærdsreform. Det åbner portene for en yderligere tilbagerulning af velfærdssamfundet.

Brug for protest
Der er derfor ingen grund til, at regeringens forringelser af efterløn og pension skal accepteres stiltiende. Tværtimod er der al mulig grund til at modsætte sig forslaget og fastholde efterlønnen.
Regeringens begrundelse for forhøjelsen af efterløns- og pensionsalder er, at forslagene er nødvendige for at øge beskæftigelsen og herigennem skabe finansiering til at fremtidssikre velfærdssamfundet (14 milliarder kroner) og til investeringer i forskning og udvikling som led i regeringens globaliseringsstrategi (ti milliarder kroner).
Forslaget om højere efterløns- og pensionsalder handler imidlertid kort og godt om, at den allerældste del af lønmodtagerne efter et langt arbejdsliv skal tvangsudskrives til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det på et arbejdsmarked der fortsat i allerhøjeste grad er præget af merledighed og aldersdiskrimination for den ældre arbejdskraft.
Der er derfor nok så stor udsigt til, at forhøjelsen af efterløns- og pensionsalder ikke medfører øget beskæftigelse, men kun merarbejdsløshed for den ældre arbejdskraft.
Hertil kommer, at disse velfærdsforringelser tilmed er unødvendige, hvad angår finansiering af velfærdssamfundet. De offentlige kasser bugner aktuelt af et overskud på 60 milliarder kroner. På længere sigt kan der, med den forventede fordobling af nationalproduktet frem til 2041, sagtens skabes finansiering af disse udgifter samtidig med, at de erhvervsaktives forbrugsmuligheder alligevel øges stærkt

Unødvendige nedskæringer
Men først og fremmest er velfærdsforringelserne unødvendige, hvis der i stedet sættes målbevidst og aktivt ind på at øge beskæftigelsen for de 900.000 personer, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet. Det var dette spørgsmål de såkaldte velfærdsforhandlinger burde handle om: Hvordan det kæmpe velfærdsproblem kan løses ved at få mange fra denne gruppe i arbejde.
En sådan vækst- og beskæftigelsesstrategi vil ikke blot øge velfærden, men også indbringe det offentlige et merprovenu i flercifret milliardklasse gennem sparede overførselsindkomster og forøgede skatteindtægter. Og hermed kan den fornødne finansiering af fremtidens velfærdssamfund tilvejebringes.
Uanset retorikken om fremtidssikring af velfærdssamfundet og investering i fremtiden handler de såkaldte velfærdsforhandlinger om regeringens udspil ikke om velfærd og fremtidsinvesteringer, men om god gammel borgerlig besparelsespolitik vendt mod velfærden.
Og hvad skal besparelserne bruges til. Ja interessant nok regner regeringen med at bruge ti milliarder kroner af de forventede besparelser fra ændringen af tilbagetrækningsreglerne til øgede bevillinger til forskning og uddannelse. Men i regeringsgrundlaget var allerede afsat ti milliarder kroner hertil. Nu skal midlerne tages fra velfærdsreformerne, selvom der allerede skulle være lagt penge til side hertil.
Er det fordi regeringen i stedet - når velfærdsforhandlingerne er godt overstået - har reserveret midlerne til skattelettelser. Skattelettelser som således i realiteten vil være betalt af velfærdsforringelserne.