Mine tredive års erfaringer og fordomme omkring myndigheders kvælertag på mindre selvstændige - er mere end bekræftet
af Robert Dumong, Lejre
Gennem mere end 30 år har jeg drevet et familiefirma af overskueligt omfang. Det har ofte været på tale at få ansatte, men hver gang er jeg veget tilbage.
I mine gemmer ligger et tæt a4 ark med gode grunde til ikke at blive arbejdsgiver, men en god bekendt som stod uden arbejde, og hvis kvaliteter jeg ikke satte spørgsmål ved, fik mig til at ændre firmaets politik.
De nødvendige papirer, som fortalte om den ændrede status, blev rekvireret og sendt til myndighederne.
Det skete for flere måneder siden, men der er aldrig kommet respons, og undertiden har jeg næret tvivl om papirerne overhovedet var nået frem.
Men en indgroet respekt for Told-Skat, og ikke mindst en positiv grundholdning til at bidrage til samfundets drift, fik mig til på eget initiativ at indberette efter den første måned, hvor meget firmaet havde tilbageholdt. Af mangel på information om proceduren i indberetning satte jeg beløbet ind på den girokonto, hvorpå alle andre indbetalinger til Told-Skat sker.
I en følgeskrivelse gjorde jeg nøje rede for, hvem der indbetalte, med se nr. og navn, samt for hvem der blev indbetalt, navn adresse og cpr.nr. - beløbet omhyggeligt opdelt i skat og AM-bidrag.
Omtrent en måned senere kom der så en udbetaling fra Told-Skat, som fortalte, at det var for meget betalt skat.
Heldigvis var det rimeligt let at identificere beløbet, så det blev sat hen som en gældspost.
Så kommer der nok snart besked om, hvordan man vil ha det. Tænkte jeg. Meget tålmodigt.
Og den besked kom så i en mere bombastisk udgave cirka halvanden måned efter tilbagebetalingen, i form af en foreløbig ansættelse på et stort beløb samt et gebyr krav på 800 kroner for ikke at have indberettet - og et løfte om tillæg af renter på et senere tidspunkt - efter satser, som man venligt oplyste.
Det er hvad jeg vil kalde forbrugervenlighed, og mine tredive års erfaringer og fordomme omkring myndigheders kvælertag på mindre selvstændige - er mere end bekræftet.
Jeg vedgår, at det altid er søde og venlige mennesker, man får i telefonen, når myndighederne kontaktes, men deres handlingsplaner og logikker er ikke noget der ligefrem fremmer lysten til at være arbejdsgiver.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278