Hvis udenlandske politikere ønsker at kopiere det fleksible danske arbejdsmarked, burde de også kopiere det danske aftalesystem, såvel som det sociale sikkerhedsnet, som stadig findes

af Sven Tarp
Den såkaldte danske velfærdsmodel bruges for tiden af visse politiske ledere i andre europæiske lande som et eksempel til at fremme en nyliberal politik.
For at forstå det nuværende danske samfund er det nødvendigt at gå tilbage og undersøge den komplekse helhed af objektive og subjektive faktorer, som til sammen betingede og bestemte fremkomsten og udviklingen af det danske velfærdssystem. I den sammenhæng kan man nævne otte afgørende faktorer:
Den første og vigtigste faktor var det internationale og nationale styrkeforhold, som blev skabt med sejren over fascismen, med Sovjetunionens voksende politiske og moralske prestige, dannelsen af den socialistiske lejr og styrkelsen af den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen over hele Europa. Alt dette lagde et stort pres mod de kapitalistiske lande, som blev tvunget til at gøre en række store indrømmelser og gennemføre sociale og demokratiske reformer.
Den anden faktor var nødvendigheden af at genopbygge Europa efter ødelæggelserne i Anden Verdenskrig og forny dets produktionsapparat, som havde lidt både under krigen og 1930`ernes økonomiske krise. Denne genopbygning førte til en lang periode med relativt høje vækstrater, som skabte de økonomiske betingelser for de reformer, som blev ført ud i livet.
Den tredje faktor hænger sammen med den foregående og drejer sig om den relative mangel på privat kapital, som skulle sikre de gigantiske investeringer, der var nødvendige for genopbygningen. Dette gjorde det objektivt nødvendigt, at staten påtog sig en række vigtige investeringer og udviklede en stor offentlig sektor.
Den fjerde faktor var kapitalens interesse i nogle af reformerne af hensyn til sin egen udvikling. Det gælder for eksempel forbedringen af uddannelsessystemet med henblik på at uddanne arbejdere med de nødvendige kvalifikationer. Det gælder oprettelsen af børnehaver for at sikre kvinderne indtog på arbejdsmarkedet. Og det gælder ligeledes forbedringen af sundhedssystemet for at forlænge arbejdernes erhvervsaktive liv og få fuld udbytte af investeringerne i uddannelse og kvalifikationer.
Den femte faktor var eksistensen af en egnet økonomisk teori for den nye fase af kapitalistisk udvikling. Denne teori var keynesianismen, som i Danmark blev suppleret med erfaringerne fra Socialreformen fra 1933 og endda med visse erfaringer fra den kapitalistiske statslige planøkonomi i det fascistiske Tyskland.

Interesse i social fred
Den sjette faktor var kapitalens interesse i social fred, i det mindste i Danmark, hvor den særlige velfærdsmodel blev udviklet under regeringer, som for det meste var ledt af et reformistisk Socialdemokrati, som havde en reel social massebasis og tætte bånd til arbejder- og fagbevægelsen.
Denne situation tvang de skiftende regeringer til at imødekomme arbejdernes krav og gennemføre betydningsfulde reformer for at forhindre, at det kommunistiske parti øgede sin indflydelse.
Den syvende faktor var den relativt høje grad af national suverænitet, som stadig fandtes, i det mindste hvad angår den velfærdsmodel, som blev udviklet. Dette gjorde det muligt at udforme en model med særlige danske træk, som afspejlede den særlige nationale situation og de nationale traditioner.
Den ottende og sidste faktor, som skal nævnes her, var eksistensen af enhedsfagbevægelsen og det særlige danske aftalesystem, hvor aftalerne indgås direkte mellem fagforeninger og arbejdsgivere, også på områder, som i andre lande styres af love og regeringsdekreter. Det er dette system, som mere end noget andet har givet den danske model sine specifikke nationale træk, som adskiller den fra modellerne i andre europæiske lande.
På nær den sidste faktor forsvandt næsten alle de øvrige faktorer, som til sammen betingede fremkomsten og udviklingen af den danske velfærdsmodel, i årene mellem 1973 og 1991.

Strukturel krise
Det blev snart klart, at den dybe økonomiske krise, som brød ud i 1973-74, var mere end blot en traditionel cyklisk krise i kapitalismen Den var i virkeligheden starten på en strukturel krise, som over de følgende årtier førte til faldende vækstrater og voksende problemer for kapitalen med at fuldføre sit kredsløb med udvidet reproduktion inden for den traditionelle produktive sfære.
Dette førte til et enormt overskud af kapital, som lagde grunden til et gigantisk angreb mod den offentlige sektor med et krav om, at dens kerneområder blev privatiseret under en eller anden form. Dette betød et direkte angreb mod grundprincippet for den danske model, nemlig et skatte-finansieret, kollektivt system af offentlige ydelser, som er lige for alle borgere.
00Samtidig droppede Socialdemokratiet, som sad ved regeringsmagten, da krisen startede i 1973-74, hurtigt keynesiasnismen og erstattede den med nyklassicismen som en variant af den nyliberale økonomiske teori
Med Danmarks medlemskab af EF i 1973 startede der samtidig en proces med gradvis undergravning af den nationale suverænitet, som førte til voksende angreb mod den særlige danske velfærdsmodel.
EF`s og senere EU`s traktater og direktiver udgjorde et vigtigt redskab, som blev brugt til at forene de forskellige borgerlige partier, den socialdemokratiske ledelse og LO-toppen omkring én og samme nyliberale og anti-nationale politi.
På denne måde var det danske borgerskab og den socialdemokratiske ledelse subjektivt klædt på til at tilbagerulle og likvidere den særlige form for kapitalisme, som blev skabt i Danmark efter Anden Verdenskrig. De mødte dog en stor forhindring for deres planer, nemlig det nationale og internationale styrkeforhold, som stadig var til gunst for arbejderklassen og socialismen.
Fra 1973 til 1985 svarede den danske arbejderklasse med massestrejker og store demonstrationer, hver gang borgerskabet forsøgte at påtvinge sine nyliberale reformer. Men under indflydelse af Gorbatjovs ideer blev det gamle og hæderkronede kommunistiske parti gradvist svækket politisk, ideologisk og organisatorisk. Denne svækkelse af det kommunistiske parti førte til en svækkelse af arbejder- og folkebevægelsen og tilmed til opløsning af en række progressive organisationer.
På denne måde skiftede det nationale styrkeforhold til fordel for de reaktionære kræfter. Og det samme gjorde det internationale styrkeforhold efter den socialistiske lejrs kollaps i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991. Fra det tidspunkt blev den danske arbejder- og folkebevægelse tvunget i en langvarig defensiv, som stadig fortsætter.

Tilbagerulning
I årene efter 1973 - og navnlig efter 1991 - har den danske velfærdsmodel gennemgået en proces af tilbagerulning og udvikling i nyliberal retning. På den anden side kan man ikke sige, at denne model er helt afmonteret, eftersom en række sociale landvindinger stadig findes som følge af forskellige faktorer, herunder det særlige danske aftalesystem, der har fungeret som et bolværk mod de nyliberale reformer.
Disse to - til en vis grad modsatrettede - tendenser må tages i betragtning, når man svarer de politiske ledere i andre europæiske lande, som priser den danske model som et eksempel for udviklingen i deres egne lande. Disse personer fremhæver i almindelighed to fænomener i Danmark: for det første det fleksible arbejdsmarked, hvor det er nemt at fyre og ansætte arbejdere i overensstemmelse med de økonomiske konjunkturer, og for det andet den lave officielle arbejdsløshed.
Hvad angår det fleksible arbejdsmarked, er det rigtigt, at det er forholdsvist nemmere at fyre arbejdere end i visse andre europæiske lande. Dette er selvsagt i god nyliberal ånd. Det ville imidlertid være forkert at sætte lighedstegn mellem den danske model og den nyliberale model, som findes i USA. Det skyldes først og fremmest eksistensen af det særlige danske aftalesystem såvel som den kendsgerning, at der stadig findes betydelige rester af det sociale sikkerhedsnet, som blev skabt efter Anden Verdenskrig. Det er dette sikkerhedsnet, som gør det forholdsvis lettere at fyre arbejdere uden at fremkalde en alt for stærkt reaktion fra deres side.
Hvis de pågældende udenlandske politikere derfor ønsker at kopiere det fleksible danske arbejdsmarked, burde de også kopiere det danske aftalesystem såvel som det sociale sikkerhedsnet, som stadig findes. Og samtidig burde de heller ikke glemme, at det netop er dette sikkerhedsnet, som er under alvorlige angreb fra den nuværende nyliberale regering, hvad der i disse uger fremtvinger en kraftig reaktion fra den danske arbejderklasse og ungdom.

Køb ikke løgnen
Med hensyn til den lave arbejdsløshed er det rigtigt, at det officielle arbejdsløshedstal er det laveste i mere end 30 år, og at der er mangel på arbejdskraft i visse sektorer i den danske økonomi. Dette har imidlertid absolut intet med hverken fuld eller næsten fuld beskæftigelse af gøre.
Sandheden er, at gennemførslen af den nyliberale model har ført til en opdeling af danske arbejdere i tre hovedkategorier: de beskæftigede, de midlertidigt arbejdsløse og de permanent arbejdsløse. De forskellige såkaldte reformer af velfærdsmodellen har ramt alle tre kategorier, men har været særligt smertefulde for den tredje kategori, som reelt set er blevet helt udstødt af arbejdsmarkedet.
Ud af en befolkning på 5,3 millioner var der i 2003 således 452.000 personer i den arbejdsaktive alder, som af den ene eller anden årsag var blevet permanent udstødt af arbejdsmarkedet. Dette betyder, at omkring 13 procent af alle mellem 18 og 65 år og næsten ni procent af den samlede befolkning er permanent udstødte og udgør et nyt lag af fattige i et land, som går for at være et af verdens rigeste og et eksempel på en 'kapitalisme med et menneskeligt ansigt'.
Konklusionen på dette oplæg er nem: Køb ikke løgnene om den danske model!

Ovenstående er det oplæg, som Sven Tarp holder i dag på en international konference, som Bøhmens og Mæhrens Kommunistiske Parti afholder i Prag.