21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fælles kamp for lønmodtagere og studerende

Fælles kamp for lønmodtagere og studerende

Onsdag, 24. maj, 2006, 00:00:00

Vores bekymring skyldes LO`s velfærdsudspil fra november 2005, hvor I foreslår at forringe SU¤¤en ved at erstatte den af en låneordning

fra aktivistgruppen Velfærdsmissionen
Til LO`s formand Hans Jensen.
Den 17. maj gik 110.000 mennesker på gaden. Det gjorde vi i protest mod regeringens velfærdsudspil. Mest af alt gjorde vi det, fordi vi ikke kunne lade være. Fordi en vedtagelse af forslagne vil have konkret betydning for vores og mange andres livsvilkår.
Når vi skriver til jer, er det fordi, vi er bekymrede for, at LO i disse forhandlinger vil falde os og vore medstuderende i ryggen.
Vores bekymring skyldes jeres velfærdsudspil fra november 2005, hvor I foreslår at forringe SU'en ved at erstatte den af en låneordning. Det undrer os, fordi vi politisk set deler det samme værdigrundlag. Vi mener, ligesom jer, at ressourcerne skal omfordeles, at vi skal bryde den sociale arv og at alle skal have sikkerhed, tryghed og mulighed for uddannelse.
Vores mission er, at velfærden skal udvikles - ikke afvikles. Det er grunden til, at vi har 'serveret' pasta med ketchup på Finansministeriets hovedtrappe. Det er grunden til, at vi indtog og forsvarede SU-styrelsen mod regeringens tyveri. Vi mener, der er råd og penge til velfærd. Derfor uddelte vi, fra taget af Dansk Industri, 1,5 million kroner i falske 500 krone sedler under overskriften 'Her er pengene'.
Vi ønsker nu klarhed om jeres holdning til fremtidens velfærd.
Med regeringens reform skal studerende piskes igennem studierne. Det skal ske ved at mindske SU'en for dem, der kommer sent i gang, ved at fjerne et år af SU'en i forhold til studietidens normering - og samtidig skal de 'hurtige' studerende belønnes i forhold til de knap så hurtige.
Vi savner en klokkeklar udmelding fra LO om forslag til forringelserne på SU`en. Vi håber at I, som skabere af velfærdssamfundet, kan give os og alle vore medstuderende, som gik på gaden den 17.maj sammen med jer, en klar melding om LO's holdning til SU-forringelser og forbedringer.
Kampen mod velfærdsforringelserne skal ikke være en generationskamp. Tværtimod ønsker vi, at alle, der bliver ramt af regeringens nedskæringer og forringelser, skal stå sammen; unge og ældre - studerende og lønarbejdere. Det håber vi, at I vil være med til.
Vi glæder os til at høre fra dig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp