Det er på ingen måde åndsarbejde, vi kritiserer - det er den specifikke film

af Louise Pedersen og Esben Hansen
Torsdag den 18. maj kunne man i Arbejderen læse Tove Marie Petersens kritik af vores anmeldelse af filmen Skjult.
Tove mener, at vi i vores anmeldelse dømmer åndsarbejde ude af billedet, idet vi kritiserer overklassemiljøet i filmen og sammenligner det med de borgerlige anmeldere, der har rost værket til skyerne. Det er imidlertid på ingen måde åndsarbejde, vi kritiserer - det er den specifikke film.
Det stod først rigtigt klart for os, at filmens hovedtema var skyld, da vi havde læst et interview med instruktøren Michael Haneke. I den forbindelse er det påfaldende, hvor meget Haneke har haft brug for at forklare, hvordan filmen skal analyseres. Efter vores mening er det ligegyldigt, hvad instruktøren har tænkt, hvis det ikke kommer til udtryk i hans værk.
Skyld er et opfundet begreb, så det vil være mere interessant at teste ydergrænserne af begrebet. Begrebet generelt er fortærsket, og instruktøren skylder publikum at udfordre det, hvis det skal være hovedtema i filmen.
Derudover er det for simpelt at lave en film baseret på et syv-årigt barns skyld. Vi synes, det eneste hovedpersonen Georges reelt er skyld i, er freudiansk fortrængning, og som psykolog burde Haneke have valgt en knap så triviel indgangsvinkel.
Der er lavet langt bedre skildringer af fortrængt skyld, der dukker op til overfladen. Et eksempel er novellen om William i bogen 'Radiator' af Jan Sonnergaard.
I Franz Kafkas` 'Processen' ser man, hvordan skyld er en dom fra samfundet, og hvordan Josef K. er skyldig i ikke at kunne erkende sin egen skyld. Stanley Kubricks 'Clockwork Orange' om psykopati åbner op for interessante analyser af, hvor vidt skyld er en objektiv eller subjektiv ting.
Der findes altså langt mere udfordrende værker om skyld. Om igen, Haneke.