Oppositionen græder krokodilletårer, når de kritiserer de rød-grønne for at genoprette normale diplomatiske forbindelser til Cuba

af Kleiv Fiskvikk
Udenrigsministeriet (i Norge) har nu besluttet at normalisere de diplomatiske forbindelser til Cuba. Det bliver af oppositionen fremstillet som om udenrigsministeriet 'bøjer af' for Castro. Det er derfor nødvendigt at se på, hvorledes det egentlig forholder sig med Cuba.
Efter årtier med brutalt diktatur sejrede den cubanske revolution i 1959. Norge ydede i den forbindelse et ikke særligt ærefuldt bidrag. Vi bistod til det sidste den korrupte USA- og mafiastøttede diktator Batistas regime ved - i strid med officiel norsk politik - i al hemmelighed at sende en skibslast med våben og ammunition. Den norske regering kom i stor forlegenhed i Stortinget. Med tiden blev forbindelserne til den nye regering normaliserede, men USA har siden 1960 håndhævet en økonomisk blokade mod Cuba, som er uden sidestykke i nyere tid.

Cubas LO skal forbydes
Blokaden er igennem en række år blevet fordømt af FN`s generalforsamling, som regel med USA, Israel og Marshall-øerne som eneste stemmer imod. En CIA-finansieret invasion i 1961 endte med fiasko. I de seneste år har USA strammet grebet yderligere. USA`s udenrigsministerium har udtalt at præsident Bush har forpligtet sig til at 'befri Cuba' i løbet af hans anden valgperiode, og der er udarbejdet en specifik plan, der ikke udelukker anvendelse af militære midler. Der er oven i købet udnævnt en særlig amerikansk 'guvernør', der skal styre Cuba i en overgangsperiode, og det er blandt andet fastslået at den cubanske fagbevægelse CTC, der har eksisteret siden 1931, skal forbydes.
Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand Noriega udtalte at 'overgangsperioden er allerede i gang på vigtige felter' og han kritiserer EU og især Spanien for at normalisere forholdet til Cuba.
Til trods for den amerikanske blokade har cubanerne opbygget et socialt system, som de fleste latinamerikanske lande må misunde dem. Børnedødeligheden er kun en brøkdels af den latinamerikanske. Sundhedssystemet gratis og der er 590 læger per 100.000 indbyggere. Analfabetismen er udryddet mens den i resten af Latinamerika er på 11,7 procent. Ifølge UNESCO har Cuba den suverænt højeste andel af videregående uddannelser. 99,7 procent uddannes videre en grundskolen på ni år. Det er næsten dobbelt så meget som i resten af Latinamerika. Unesco oplyser endvidere, at Cuba, med sit indbyggertal på 11 millioner, har flere end en halv million med en akademisk grad. Fire millioner er universitetsstuderende og samtidig oplyser FN-organisationen 'CEPAL' at 20 procent af indbyggerne i Latinamerika og Caribien - svarende til 103 millioner mennesker - lever i ekstrem fattigdom. Ingen af dem bor i Cuba!

Ingen i Cuba...
Der er ingen overflod af mad i Cuba, men de deler så vidt muligt det de har. I Latinamerika lider 54 millioner mennesker af underernæring - ingen af dem i Cuba.
Hvert syvende sekund dør et barn af sult - ingen af dem i Cuba. På trods af den folkeretsstridige blokade.
Det er de flest bekendt, at der - som i andre dele af verden - bliver begået tortur og politiske mord i stor målestok i Latinamerika. I Colombia viser statistikkerne, at der i 2003 blev begået 59 mord dagligt. Alene i 2003 blev omkring 80 fagforeningsledere og - aktivister dræbt eller forsvandt. Drab begået af paramilitære grupper bliver i flere latinamerikanske lande - som tilfældet er med Mexicos oprindelige befolkningsgrupper - forbigået i stilhed, mens de åbne retssager i Cuba med tiltale mod personer, der har modtaget økonomisk støtte fra USA`s interessekontor i Havanna bliver omtalt som grove overgreb mod menneskerettighederne. Det var blandt andet dette, det norske udenrigsministerium brugte som påskud for at iværksætte diplomatiske sanktioner mod Cuba i 2003.
Set med norske øjne, er forholdene for menneskerettighederne i Cuba ikke tilfredsstillende - men vi bør huske på, at Cuba siden 1960 har levet med en relation til USA, der minder om krig. Og det er ikke Cuba, som har været aggressoren. USA/CIA har gennemført en række bombeattentater med dødelig udgang, herunder sprængning af et cubansk passagerfly, attentatforsøg mod Castro og så videre.
Denne situation og den baggrund, er det måske på sin plads, at vi holder os for øje, når vi vurderer retssagerne mod de cubanere, som samarbejder med USA`s interessekontor og modtager økonomisk støtte til at etablere netværk til støtte for USA`s planer om et regimeskifte.
Når vi diskuterer 'opposition/dissidenter' er det imidlertid vigtigt at skelne mellem de, der er direkte involverede i USA`s undergravende virksomhed. Og de, som på redelig vis går ind for ændringer af det cubanske system, inde for rammerne af Cubas nationale selvstændighed. Her gælder det om at skille skæg fra snot! Det er ikke altid tilfældet med de journalister og andre, der besøger Cuba et par dage.

Ingen tvivl om Guantanamo
Når vi taler om menneskerettighederne i Cuba, er det i hvert fald helt sikkert, at den ikke er tilfredsstillende på Guantanamo-basen. USA har - i strid med international ret - holdt området besat i mere end 100 år.
Menneskerettigheder handler også helbredsmæssig og social sikkerhed.
Er det disse menneskerettigheder, som direktøren for 'Sammenslutningen for Menneskers Rettigheder' (Union for the Rights of People) i Kensington, USA, tænkte på, da hun gjorde opmærksom på at 80 millioner fattige i USA ikke har adgang sociale systemer og at 42 millioner ikke har en sygeforsikring?
Erna Solberg, Lars Sponheim og Carl I. Hagen 1) græder krokodilletårer, når de kritiserer udenrigsminister Støre for, i stil med EU-landene, at ville genoprette normale, diplomatiske forbindelser til Cuba. Det var ikke pænt af Støre at gøre - tværtimod.
At det norske udenrigsministerium nu har fået en ledelse, som står på egne ben og som med ret ryg kan genoptage dialogen om menneskerettigheder med Cuba og andre lande. Spillet sættes i relief af, at det netop skete samtidig med at Pakistans 'præsident' var på besøg. I den forbindelse så vi hverken krokodilletårer eller hørte kritiske røster fra oppositionen.

Artiklen har været bragt i det norske dagblad Klassekampen. Kronikken bringes efter aftale med Kleiv Fiskvikk, som er formand for LO i Oslo.
Note 1)
Erna Solberg er leder af Norges konservative parti, Høyre.
Lars Sponheim er formand for Norges liberale parti, Venstre
Carl I Hagen, medlem af Stortinget og afgående formand for Fremskridtspartiet.